Nyhedsanalysen
fw - torsdag
Dagen efter havde tømmermændene ramt os – ligesom de vist også havde ramt DF’s nu (måske) afgående formand Kristian Thulesen Dahl. Efter at have fyldt spalterne med kommunalvalg tre dage i træk, havde vi simpelthen brug for en pause fra politik (igen, ligesom Tulle). I vores ‘Kære læser’ torsdag så Asta Kongsted derfor på nogle af de problemstillinger, der er fløjet lidt under radaren: Den voksende ulighed og nedlægningen af seks uddannelser på CBS.
Sidstnævnte kommer som følge af regeringens krav om, at 10 pct. af universiteternes studiepladser skal udflyttes eller nedlukkes. Førstnævnte er for nyligt blevet beskrevet i Økonomisk Ugebrev, hvori det fremgår, at Danmarks 100 rigeste har fordoblet deres formuer over de sidste ti år. Det er alligevel vildt. Folk, der gruer for indførslen af betonsocialisme på Frederiksberg, kan altså godt tage den med ro: De rige har det som blommen i et æg, og alt på CBS, der bare lugter lidt af Karl Marx, står alligevel til at blive sløjfet.
Noget andet, der har det som blommen i et æg, er desværre coronavirussen i Europa. Selvom der stadig er nogenlunde styr på sagerne herhjemme, ser situationen anderledes dyster ud i eksempelvis Tyskland, Slovakiet og Østrig. Senest har Østrig annonceret, at man til februar vil indføre et vaccinationskrav – ligesom man også har kørt med en nedlukning, der kun gjaldt for de ikke-vaccinerede. Men vil tvang ikke bare skubbe yderligere til vaccineskepsissen? Vi forsøgte at finde hoved og hale i pandemiens nye bølge.