RB PLUS Neger og hottentot fjernes fra kunstværker- - Statens Museum for Kunst ændrer titler. Maleren Karel van Mander IIIs "Negerhoved" er blevet til "Hoved af en afrikaner" PRESSEFOTO FRA STATENS MUSEU FOR KUNST (Foto: Statens Museum for Kunst)
Der er ikke mange kunstnere (i hvert fald ikke nogen, vi kender her på redaktionen), som var så manisk optaget af, at man ikke må ændre så meget som et komma i en kunstners værk, som den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Vladimirovitj Nabokov. Det tilkom hverken redaktører, oversættere eller eftertid at spekulere i, hvad en kunstner måtte have ment. Hvis der er stavefejl i en tekst, er det fordi, der skulle være stavefjel i teksten.
Nabokov brugte en stor del af sit liv på at oversætte Pushkins versroman Eugene Onegin fra sit modersmål til sit forfatterskabs hovedsprog. Fra russisk til engelsk. Pushkins lille versroman på knap 200 sider voksede i Nabokovs oversættelse til mere end 1200 sider. Nabokov var ikke så optaget af at oversætte til engelsk, men snarere oversætte ud af det russiske. Det tilkom ikke Nabokov, mente Nabokov, at genfortælle Pushkin. Det blev en ganske ulæselige, men helt utrolig præcis oversættelse.
Da Nabokov døde, efterlod han sig en ufærdig roman. Den var tænkt til ende, og han havde, som han forklarede, læst den højt på sit sygeleje for et ”drømmepublikum i en aflukket have.” Men den var ikke nedfældet på papir – der var blot 138 kartotekskort, et udkast til en roman, som Nabokov beordrede sin søn til at brænde. Han ville ikke, at eftertiden skulle bruge et halvfærdigt manuskript til at spekulere i, hvad han måtte have ment.
Denne lille omvej blot for at sige: Vi er helt med Nabokov her på redaktionen. Det tilkommer ikke småborgere eller inspektører eller redaktører at ændre på en kunstners værk.
Det blev en af ugens store historier, at de på Statens Museum for Kunst havde fjernet ordet ‘neger’ fra 13 titler på kunstværker. Det var Politiken, der fortalte historien, og artiklen var en lille smule svær at afkode: Var det kunstnernes egne titler, museumsinspektørerne havde ændret, eller var det blot museets egen beskrivelse af værkerne? Debatten eksploderede forventeligt (artiklen havde elementer om både kultur og ytringsfrihed – et sikkert produkt af det, Anne Sophia Hermansen har beskrevet som Politikens ‘chatbot’). Statens Museum for Kunst blev bombarderet, Dansk Folkeparti var helt oppe at ringe, og landets kulturminister udtrykte bekymring. Det viste sig bare ikke at være en historie alligevel: Museet har ikke ændret så meget som et komma i et kunstværk, men blot de titler som en tilfældig inspektør på et tidspunkt har fundet på.
Nabokov ville have været rasende, hvis nogen ændrede noget som helst i hans tekster. Men der findes næppe ord for, hvor ligeglad han ville have været, hvis nogen ændrede et par linjer i en lektørudtalelse.
To ting står tilbage fra sådan en uge med ophidset debat om ingenting. For det første: Lige så meget som der er et pres om, hvad vi ikke må sige, er der også et pres om, hvad vi skal sige. ‘Du må ikke sige neger, du skal sige neger’. Begge dele er udtryk for social kontrol. For det andet: Debatten er et tydeligt symptom på en offentlighed, der manisk søger krænkelsen.
Man får lyst til at sige, som landstræneren for det danske kvindelandshold, der tirsdag lammetæskede Polen, siger til holdets helt store stjerne, Nadia Nadim, Danmarks Zlatan: ”Tæl nu til 10, inden du eksploderer.”
1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6 – 7 – 8 – 9 – 10. Dagens Føljeton er klar.