Diana Riba i Giner. Europa-Parlamentet
I juni benådede den spanske regeringsleder, Pedro Sánchez, ni catalanske selvstændighedsledere med begrundelsen, at man ville ”indlede en ny æra med dialog og forsoning.” Stemningen mellem Catalonien og Spanien ser på den måde ud til at være blødt en smule op, men beslutningen fik faktisk mange catalanere til at gå i gaden og demonstrere. De ser mest af alt forsøget som et kalkuleret træk for at holde catalanerne i ave og undgå at give dem det, de beder om: Amnesti og selvstændighed.
Diana Riba i Giner sidder i Europa-Parlamentet for Europæiske Grønne/Europæiske Frie Alliance som repræsentant for det catalanske venstrefløjsparti Esquerra Republicana de Catalunya, der mener, at dialog og forhandling er nødvendigt for at arrangere en folkeafstemning og opnå uafhængighed. Men selvom hendes mand – den tidligere selvstændighedsleder og senere medlem af det spanske senat, Raül Romeva – er en af dem, der blev benådet efter fire år i fængsel, er hun langt fra tilfreds. Jeg fangede hende på en Zoom-forbindelse fra hotelværelset i Bruxelles for at forstå hvorfor.
Hvorfor er Cataloniens selvstændighedsbevægelse ikke et udtryk for nationalisme?
”Catalansk nationalisme kan ikke oversættes til andre sprog. Det er det vigtigste, folk skal forstå. Vi vil forblive en del af Europa. Og i EU skal vi tale mere om, hvad medlemsstaterne kan gøre i situationer som Catalonien og Skotland [hvor et flertal vil have en ny folkeafstemning for løsrivelse fra Storbritannien i kølvandet på Brexit, red.], og hvilke regler der gælder i den her slags konflikter.”
I folkeretten har man ret til selvbestemmelse, hvis man er underlagt en kolonimagt. Det er selvfølgelig et definitionsspørgsmål, men hvad mener du, at EU kan gøre under de nuværende omstændigheder, hvor man i vid udstrækning har undgået at blande sig i konflikten med begrundelsen, at den er et internt anliggende?
”Det er en lang proces. Den er også længere, end vi ønsker, at den skal være. Efter regeringens benådninger i juni, ser situationen måske ud til at være løsnet lidt op. Men benådningerne er kun et lille skridt på vejen. De berører kun fængselsstraffene. Selvstændighedslederne kan stadig ikke bevæge sig frit. Vi er virkelig langt fra en ende på denne konflikt. Vi befinder os stadig midt i den. Der er stadig over 3.000 uafsluttede retssager efter folkeafstemningen. Amnesti er et af de vigtigste mål for os.”
Men hvordan arbejder I for det inden for en ramme, hvor EU langt hen ad vejen støtter og tager hensyn til Spanien?
”Det handler ikke kun om Cataloniens selvstændighed. Vi skal sætte fokus på, at Spanien har et stort problem med uafhængigheden i retssystemet. Retssystemet har politiske mål, der stammer Franco-æraen og de familier, der havde magten dengang. De sidste 20 år har det stået klart, at Spanien ikke vil ændre deres regler. De bestemmer alt og har ikke tænkt sig at presse på for mere uafhængighed.”
Så hvad er vigtigst: At arbejde for en gensidigt accepteret folkeafstemning eller at fokusere på grundlæggende reformer af retssystemet?
”Det vigtige er ikke hvornår, men hvordan vi gør tingene. Måden, hvorpå alle borgere inddrages i denne proces. Dem, der stemmer nej, er også vores naboer, familier og venner. Hvis vi går for hurtigt frem, mister vi for mange mennesker i processen. Vi har en lang vej endnu. Men for os er det samtidig ganske enkelt. Den eneste løsning er en folkeafstemning. Det er bare en politisk beslutning.”
Hvordan kan EU hjælpe med at løse konflikten?
”Det nytter ikke at tale om at øge regionernes autonomi. Vi står midt i en stor konflikt, der udspiller sig hver dag. Vi skal arbejde for både amnesti og selvstændighed, og det vigtigste redskab er forhandlingsbordet. EU skal presse på for at få den spanske regering til ikke bare at sætte sig ned ved, men skabe resultater. Indgå aftaler og skubbe den spanske regering i en retning mod at styrke retsstatsprincippet. Det retssystem, vi kender, er ikke demokratisk i dag. Og benådningerne kan for nogen være lidt forvirrende.”
Hvordan forvirrende?
”Den spanske regering tror, at de her benådninger løser konflikten. Det gør de ikke. I sidste ende ligger løsningen hos Spanien. Jeg håber, at de vil indse, at den skal være demokratisk.”
Hvad ser du som den største trussel mod det europæiske demokrati, hvis du ikke skal pege på konflikten mellem Spanien og Catalonien?
”Den yderste højrefløj. Lande som Polen og Ungarn leger tydeligvis med Europa. Vi må reagere hurtigt på denne udvikling. Det, vi ser, er en krig. Det er derfor, vi skal arbejde for at styrke retssystemet, der ligesom i Spanien er påvirket af højrefløjen og har politiske mål. Fra EU’s side skal vi øge presset indefra. Der er mange, der ser sig selv som europæere, og som gerne vil finde løsningen i EU. Hvis landene forlader unionen, vil det blive endnu sværere at opretholde demokratiet. Vi skal reagere. Europa skal reagere. Hurtigt. Nu.”