Drengene fra les banlieues

Seje fodboldspillere skal helst have skæg nu om dage. Intellektuelt som Andrea Pirlo. Hipt som Sergio Ramos. Aldrende Kaptajn Haddock-agtigt som Eric Cantona (ham vender vi tilbage til). Eller bad boy style som Karim Benzema. Havde Karim levet for 40 år siden, ville han have skudt efter Alain Delon i et kulørt gangsterdrama. Den metroseksuelle kultur, som David Beckham skabte med bling-bling fra øverste hylde – Prada på overkroppen, Evisu på benene og Theo Fennell-ringe i ørerne – lever stadig i Benzemas figur. Skægget er trimmet til millimeterpræcision à la George Michael. De hullede cowboybukser, som ”Benz” poserer i, skal se autentisk slidte ud, men koster en million. Og dog skal mænd være mænd. De argentinske meningsmålinger fanger machismoen perfekt: Argentinere vil hellere identificere sig med Carlos Tévez’ arrede indianerlook end en ekvilibristisk barnerumpe som Lionel Messi.

Dén film kører inde i hovedet på mig. Karim Benzema laver high five til de småkriminelle ungdomsvenner fra havnebyen Marseille. Sådan noget skal se cool og lækkert ud på én gang.

Eksklusionen

I mellemtiden er Benzema blevet ekskluderet fra den franske landsholdstrup. Officielt på grund af en verserende afpresningssag, hvor den 28-årige Real Madrid-stjerne, der for nylig kunne fejre den spanske kongeklubs ellevte Champions League-pokal, angiveligt skulle have manipuleret landsholdskammeraten Mathieu Valbuena til at betale en stor sum penge for at slippe for frigivelsen af en sexvideo. Uofficielt af racistiske årsager.

”Generation black – blanc – beur” kaldte de dem i det elektriserede kølvand på VM-triumfen i 1998. Zinedine Zidane, berberen fra Marseille, var folkehelt, og Lilian Thuram stod som symbolet på en progressiv inklusionspolitik, der senere skulle vokse ud over grænserne til Tysklands legendariske ”multi-kulti” fra 2006. 18 år senere er ”de sorte, hvide og araberne” faldet i unåde og er blevet et forkætret, paradoksalt monster. Spørgsmålet er ikke bare, om Frankrig kan klatre hele vejen til tops med et hjemmepublikum i ryggen. Nej, spørgsmålet er, hvad ”Frankrig” egentlig betyder.

Hvis nu Frankrig var Danmark: Kunne hele nationen stå bag et hold med spillere udelukkende fra Vestegnen?

Cantonas cirkelspark

”Du er en hykler,” sagde den tidligere Manchester United-forward, Eric Cantona om den franske premierminister Manuel Valls’ forsøg på at påvirke Didier Deschamps til at udelade nøglespillere fra landsholdstruppen. Det var især Benzema, men også Nice-spilleren Ben Arfa, som fik den temperamentsfulde Cantonas pis i kog. Bevares, manden er kendt for at cirkelsparke efter irriterende publikummer, men havde han en pointe?

”Benzema er en stor spiller. Ben Arfa er en stor spiller,” udtalte Cantona til The Guardian.

”Men tag nu Deschamps. Han har et rigtigt fransk navn. Måske er han den eneste i Frankrig, som har et ægte fransk navn. Der er intet blandet blod i hans familie, du ved, ligesom mormonerne i Amerika.”

Jamen, er Deschamps så racist, ville intervieweren vide:

”Måske nej. Måske ja. Men hvorfor ikke? Benzema og Ben Arfa har nordafrikanske rødder. Så debatten er åben.”

Så eksplicit var Karim Benzema alligevel ikke, da han for en uge siden blev interviewet til den spanske fodboldavis Marca. Journalisten spurgte ham, om eksklusionen af ham skyldtes et pres udefra. Hertil svarede Benz:

”Nej, det tror jeg ikke. Men Deschamps er mærket af presset fra en racistisk del af Frankrig. Man skal vide, at i Frankrig kom et ekstremistisk parti til anden runde ved de seneste to valg. Jeg ved ikke, om det udelukkende er Didier Deschamps’ afgørelse, for jeg har haft det godt med ham. Også med præsidenten for fodboldforbundet. Ja, med alle. Jeg har ikke et problem med nogen!”

Og så blev det alvor:

”Alligevel forsøger man at sælge historier om, at jeg er en person, som skaber problemer, at jeg opfinder sladder og aldrig er tilfreds. Det er løgn. Jeg har mere end 40 millioner fans på de sociale medier, og man siger, at folk ikke kan lide mig. Det er latterligt. Der har været meget pres, helt sikkert, men det skyldes også visse journalister, som har bragt ting i tv, som ikke er rigtigt. Jeg ved ikke, om det er Didier Deschamps’ afgørelse eller præsidentens, men jeg ville gerne have, at det altid var dem, som bestemte, og at de ikke lod sig kyse. Og det er det, jeg føler er sket. Når det er sagt, og det siger jeg altid, så holder jeg med Frankrig og ønsker dem alle det bedste,” konkluderede Benzema.

Regnbue-holdet fra ’98

I bakspejlet virker det næsten naivt. Det var før 9-11, før finanskrise og selvfølgelig før terrorangrebet i Paris 13. november 2015. Les Bleus var på alles læber, og jo mere fremmedartede, de så ud, jo bedre. Youri Djorkaeff var næsten armenier. Forsvarsspilleren Lilian Thuram var født i Pointe-à-Pitre på den caribiske ø Guadeloupe. Venstrebacken Bixente Lizarazu var fra Baskerlandet. Midtbaneguden Patrick Vieira blev født i Senegal. Og Zidane, som alle franske frøkener og fruer lige pludselig ville kysse med, voksede op i La Castellane, den narkobefængte bydel i Marseille, sammen med sine algierske forældre og søskende.

Zidanes onkel fortalte, at de franske immigrationsmyndigheder skiftede det oprindelige ”Zidat” ud med det mere fransk klingende ”Zidane”, og sagde om sin berømte nevø:

”Dér har du Zidane. Han er en kriger og kæmper på banen. Men han er også én, der forstår at skabe skønhed.”

Det kunne ikke være mere fransk. Philippe Sollers krævede Zidane som statsminister, og filosoffen Pascal Boniface talte om ”den nye oplysning” i Frankrig. Eneste mistroiske stemme var Front Nationals Jean-Marie Le Pen, som betvivlede den fædrelandske loyalitet blandt les beur. Men folket var enige. Le Pen var en narrøv, og Zidane var en Gud med store, dejlige fødder og et halvskaldet hoved, der kunne knalde kasser i buret. ”Regnbue-holdet” var født.

På en eller anden måde var Zidane den perfekte hybrid af machismo og poesi. Med ham blev Algier-krigens fantasme fra 50’erne og 60’erne definitivt skudt i smadder. I vandt krigen, kunne Frankrig sige om Algeriet, men vi vandt VM. Det var multi-kulti i populistisk børnehavehøjde. Alle klappede, hujede og kindkyssede, men det var selvfølgelig også den endegyldige sejr til nationalismen: Domesticeringen af den vilde araber.

Fuck Marseillaisen

Uheldigt for Karim Benzema lyttede politiet med, da han sludrede med én af sine anløbne, gamle venner fra Marseille. Samtalen handlede om landsholdskollegaen Mathieu Valbuena og en sexoptagelse på video. Benz siger det ikke direkte, men mellem linjerne er det tydeligt, at han er bad boy nok til at agere mellemmand. ”Bare lad mig tale med Mathieu,” som han siger.

Så blev Benzema suspenderet fra Les Bleus og siden uomtvisteligt udelukket. I en fremragende artikel forsøger Andrew Hussey fra The Guardian at få folkeånden op under neglene:

”Problemet med Benzema er, at han vil have berømmelsen ved at spille for Frankrig, men han ønsker overhovedet ikke at være fransk,” fortæller en fan Hussey på en café i Paris.

Forsamlingen på caféen er entydig i dommen over Benzema. Real Madrid-stjernen vil så gerne imponere sit hood fra forstæderne – les banlieues – med, hvor hård og sej han ser ud, og hvor anti-fransk han er.

”Og det er derfor, han ikke synger med på Marseillaisen. Vi er glade for, at han er ude af billedet,” nikker cafégæsterne i kor.

Men som Jean-Paul Sartre siger i Væren og intet. Intet fyldte rummet mere end Pierre dén dag, hvor Pierre lige præcis ikke var der.

Problemerne i den franske fodboldlejr efter ’98 er velbeskrevne. Spillere blev smidt af holdet, og trænere blev fyret som fluer. Men det skyldtes ikke racistiske polariseringer alene. Det handlede snarere om en desperat beskyttelse af machismoen. Dybest set mente Nicolas Anelka, som blev strittet af mandskabet, da Frankrig spillede mod Mexico ved VM i Sydafrika 2010, at træneren, Raymond Domenech, var en slap bøsserøv. Og, som Andrew Hussey skriver, da Franck Ribéry (den fransk udseende variant af Carlos Tévez) nægtede at aflevere bolden til Yoann Gourcuff, var det, fordi Gourcuff var en forpulet prettyboy – un beau gosse.

Det var politik på græsplænen, i omklædningsrummet og i aviserne. Det var stridende holdninger og kulturer. Det var rastahår versus sideskilning. Og det er præcist dén tvist, der efterfølgende blev politiseret, og som nu rammer striden omkring Benzema.

I folkemunde blev det skandaløse 2010-hold kaldt l’equipe racaille – altså holdet med trash-spillere. Lortemandskabet. Det var det ord, racaille, som Nicolas Sarcozy havde brugt til at beskrive de oprørske ungdomsbander fra 2005 og 2007, og den daværende franske sportsminister, Roselyne Bachelot, gik hele vejen: Anelka, Ribéry og alle de andre opførte sig som xenofobiske ”caïds immatures”, umodne småkriminelle.

Fransk maskinrum

Blandt heltene fra ’98 voksede Lilian Thuram sig til en tungerap racismebekæmper og tog offentligt afstand fra Sarkozy, som han beskyldte for at være alt for ensidig i sin stigmatisering af de franske immigranter. Zinedine Zidane fik en ikonisk karriere i Juventus og siden Real Madrid, hvor han scorede sit kanoniserede mål i Champions Leauge-finalen mod Bayer Leverkusen. Nu er han træner i Real Madrid.

Nede på banen er det mere mudret. Karim Benzema larmer, som Sartre ville have sagt, enormt meget, fordi han netop er fraværende. I hans sted skal Atletico Madrid-forwarden Antoine Griezmann levere skytset. Han er centraleuropæisk, så det sjasker. Født i Mâcon, i Saône-et-Loire-regionen. Det tyskklingende efternavn skyldes rødderne fra Alsace. Længere nede, på en midtbane, som i den grad har defineret fransk fodboldfilosofi – fra Platini over Zidane til Ribéry – huserer Paul Pogba til gengæld. Han er fra de parisiske banlieues.

Hvad Le Pen overså

Tilbage til Karim Benzemas skæggede ansigt. Karim ved med sikkerhed, at ude i les banlieues holder de ikke med Frankrig eller franske hold, men med FC Barcelona, Atletico Madrid, Real Madrid, Juventus og den slags. De 40 millioner fans på de sociale medier, som han blærer sig med, er klippefast fransk sociologi, kendt fra Pierre Bourdieu og vennerne: Arbejderklassen associerer sig med fodbold. Overklassen diskuterer filosofi.

Det store held efter ’98 var netop, at fodbolden – Nick Hornbys folkemasse – blev intellektualiseret som handling og domesticeret som betydning, da Jacques Chirac (historiens største fodboldignorant) med ét blev fotoforeviget smilende, arm i arm med Zidane & co. Og at Zidane, den abnorme berber med balletbenene, blev venliggjort som tavst skulende franskmand med eksotiske aner.

Historien om Frankrig efter ’98, som kulminerer lige nu på din tv-skærm med Pogba fra Les Banlieues og Griezmann fra Mâcon, er historien om, at fisken i smult vande (politisering) er langt farligere end det smulte vand selv (politik). Det var den pointe, som Jean-Marie Le Pen overså lige efter 1998, nemlig at ufarliggørelsen af den vilde araber i form af opstadset multi-kulti allerede var første skridt på vejen mod en kompakt nationalistisk front: Anhold den vilde araber! For nu er han farlig!

Måske er det derfor, Karim Benzema ikke synger med på Marseillaisen og hellere vil lave brofist med de lokale gangsterrappere. Han er bare så træt af alt det pis.