Ritzau Scanpix
Endelig kom også Sverige med i Pippi-klubben: Som det sidste nordiske land har svenskerne netop i dag fået deres første kvindelige statsminister – og en sjældent stærk kvinde, som tilmed er sød ved de svageste. Den 54-årige socialdemokrat Magdalena Andersson træder ind som ny regeringsleder i Sverige, efter Stefan Löfven valgte at trække sig for at lade friske kræfter komme til frem mod Riksdagsvalget næste år.
I det komplicerede opspil til sin tiltræden i dag har Magdalena Andersson, der hidtil har været finansminister, udvist skarpe og snarrådige forhandlingsevner – simpelthen ved at få det genstridige støtteparti Vänsterpartiet til ikke at blokere for hendes tiltræden. Selv om det måske ikke lyder som en særlig kraftfuld entré, har det faktisk været en bedrift at få venstrefløjens unge stjerne, 36-årige Nooshi Dadgostar, talt til ro med et kompromis på pensionsområdet.
‘Magda’, som Magdalena Andersson kaldes i folkemunde, er kendt som en benhård forhandler, og med sin økonombaggrund kan hun ses som en del af den samme sosse-skole som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Hun er hverken larmende eller spektakulær, men tror på, at god gammeldags og gedigen politik, der kan mærkes i hverdagen, er nok til at mobilisere flertallet. Glem populismen.
Flere ugers nervepirrende uvished forløses i dag med en ny socialdemokratisk regering. Ingen skal dog forvente, at Magdalena Andersson vil kigge kigger over Øresund efter inspiration. Sveriges nye statsminister har ligefrem gjort en dyd ud af at distancere sig fra Danmarks statsminister, partifællen Mette Frederiksen. De repræsenterer to vidt forskellige former for socialdemokratisme.
Modsætning til Mette
På socialdemokraternes kongres i Göteborg her i begyndelsen af måneden, hvor Magdalena Andersson formelt blev valgt som ny partiforkvinde, tegnede hun et optimistisk fremtidsbillede for partiet i hele Nordeuropa, men undlod bevidst og demonstrativt overhovedet at nævne Danmark og Mette Frederiksen. I stedet ser Magdalena Andersson sig som en del af den politiske bølge, som også netop har skyllet gennem Tyskland og Norge.
Magdalena Andersson kigger hen over Danmark. Den sandsynlige nye kansler i Tyskland, socialdemokraten Olaf Scholz, besøgte S-kongressen i Göteborg sammen med Norges nye socialdemokratiske statsminister, Jonas Gahr Støre, og de tre socialdemokrater fejrede i fællesskab, at de borgerlige er trængt i defensiven i Nordeuropa. Mette Frederiksen blev ignoreret.
Den danske udgave af en ny, helt særegen udlændingestrammer-variant af socialdemokratismen betragtes i Sverige, Tyskland og Norge snarere som en del af problemet end som en del af løsningen. Og efter en lang periode, hvor de danske socialdemokrater selv mente, at de havde fundet vinderformularen ved at rykke hårdt til højre i værdipolitikken og ud mod provinsen i fordelingspolitikken, er der nu sket et opsigtsvækkende vagtskifte.
Magdalena Andersson står for en robust socialdemokratisk reformpolitik, som hun vel at mærke selv er chefarkitekt på. Hun kender matematikken bag budgetmodellerne. Hun er i det hele taget kendt som en kompetent topøkonom, der bl.a. har været formand for det rådgivende organ i Den Internationale Valutafond, men også som en social bevidst samfundsingeniør, der tror på Folkhemmets bæreevne til bl.a. at integrere indvandrere og flygtninge.
Grundlæggende mener Magdalena Andersson, at tidens samfundsproblemer bedst løses ved at justere på de økonomiske dynamikker i velfærdsstaten – frem for at føre symbolpolitik eller kulturkamp. I stedet for udgrænsning eller ligefrem udskamning af minoriteter tager Magdalena Andersson – og altså sammen med tyske Scholz og norske Støre – afsæt i den klassiske socialdemokratiske kongstanke om, at integration i fællesskabet først og fremmest sker gennem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
Kvindeligt forbillede
Selv om Sverige i årtier har ligget helt i front, når det gælder ligestilling mellem kønnene og senere frisættelse af køn, har de andre nordiske lande været noget hurtigere ude med at få kvindelige statsministre. Paradoksalt nok har Sverige haltet bagefter. Indtil i dag.
Tilbage i 1990 gik Norge forrest med socialdemokraten Gro Harlem Brundtland, som fik globalt gennemslag som navngiver til den såkaldte Brundtland-rapport, “Vores fælles fremtid“, som for alvor satte miljø- og klimaødelæggelser på dagsordenen. Dernæst blev socialliberale Anneli Jäätteenmäki statsminister i Finland i 2003, nogle år senere fulgte Island i 2009 med socialdemokraten Jóhanna Sigurðardóttir, mens Danmark skulle helt frem til 2011, før socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt blev statsminister. I 2013 blev Aleqa Hammond landsstyreformand i Grønland. Og nu altså Magdalena Andersson.
Interessant nok vil Sveriges nye socialdemokratiske statsminister partipolitisk set være tættest forbundet med to aktuelle, nordiske og ikke mindst kvindelige statsministre, og endnu engang er Mette Frederiksen ikke øverst på listen. Det socialdemokratiske bånd fra Stockholm vil primært rette sig mod Helsinki, hvor Finlands socialdemokratiske statsminister, 36-årige Sanna Marin, regerer på en rød-grøn dagsorden, og ligeledes mod Island, hvor 45-årige Katrín Jakobsdóttir i dag er statsminister.
Som leder af Nordens største økonomi har Magdalena Andersson potentialet til at blive et nyt ansigt for den skandinaviske velfærdsmodel rundt omkring i verden. Siden den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Anna Lindh – der dengang var udset som kommende partiformand og statsminister – på tragisk vis blev myrdet i 2003, har Sverige ikke haft en kvindelig frontfigur. Før i dag. Og Magdalena Andersson har tilmed fået landet en aftale med støttepartierne, som giver hun rimelige chancer for at kunne vinde mandatet på egen hånd.
Konkret blev hun i går aftes enig med Miljöpartiet og Vänsterpartiet om en ny ældrecheck til Sveriges pensionister. De fattigste ældre vil få op til 1.000 kr. mere om måneden, hvis regeringsalliancen altså genvinder magten til næste efterår. Og i modsætning til Mette Frederiksens danske Arne-pension gælder tilbuddet alle pensionister. Så tæt på, og alligevel så afgørende annorlunda. /Lars Trier Mogensen