Davids labyrint

Der er poletter til garderobeskabene på Davids Samling. Det har museets øvrige to gæster ikke opdaget, så de står og maser deres frakker sammen, som man ville gøre det ved udsigten til at skulle af med en 20’er. Det skal man ikke her. Det er blevet gjort nemt at være gæst, og det er sikkert en fin strategi, når man ikke ligefrem overrendes af besøgende – en kendsgerning, der – retfærdigvis – ikke lader til at holde direktionen vågen om natten.

Museet, der rummer en svulstig samling af mellemøstlig kunst, en ældre europæisk samling og en nyere dansk samling, er ikke blevet stivet af med hverken en dyr café eller en butik, der sælger overdimensionerede smykker og friske læsebriller. Et prisværdigt valg, der nærmest virker martyragtigt; alle ved, hvad museumsmatronerne egentlig styrer efter, når de sætter benene på populære museer som Louisiana eller SMK.

København vrimler med små, skatkistelignende museer, der får lov at flyve under radaren. De besøges af skoleklasser og af pensionister, men har, som det er tilfældet med Davids Samling, artefakter og kunstværker udstillet, som egentlig burde få større opmærksomhed. I dag er det en nisselignende mand med en rød tophue i filt, to svenske kvinder og et par yngre kunsthistorikere i pressefoldede Levis-jeans, der, udover mig, er mødt op.

Der har været stille her til morgen, men nu er stilheden så forbi. Jeg har tilsyneladende med min blotte tilstedeværelse sat stedet på den anden ende, for hvad i alverden laver en journalist dog her? En museumsinspektør bliver hidkaldt fra et kontor udenfor synsvidde. Kommunikationspersonen sidder desværre i møde, får jeg at vide, selvom jeg prøver at sige, at jeg egentlig bare er kommet for at lave en ganske ufarlig reportage. Om byens stille museer, fortæller jeg. Museumsinspektøren kigger lidt mistroisk på mig. Stille? “Er Davids Samling da ikke det?“ spørger jeg, mens manden med filthatten taber en kuglepen henne i hjørnet. “Joeh, det er det vel som sådan,“ smiler han.

På museets første sal – det, der engang var den nederste herskabslejlighed i højesteretssagføreren C.L. Davids ejendom – venter jeg på, at en ivrig kustode bliver færdig med at tale med de svenske damer. Jeg vil spørge ham, hvad han bedst kan lide her på stedet, og jeg vil vide, hvordan det er at arbejde i et, forestiller jeg mig, ofte tomt museum. Da det bliver min tur til at sludre, leder han mig over til et gammelt vitrineskab, der rummer en række sølvgenstande. Et ornamenteret olie-/eddikesæt og en fin samling af sølvbægre skinner igennem glasset. Sådan en pokal gad man godt drikke af, konstaterer han, mens vi taler lidt om arbejdstider og (hans) børnebørn. Så begynder det pludselig at skratte i øresneglen, og han trækker sig væk.

“Ja, jeg havde godt fået at vide, at der gik en journalist rundt, men nu får jeg så at vide, at jeg ikke skal tale så meget med dig.“ Forvirret svarer jeg, at jeg altså ikke har tænkt mig at skrive et smædestykke om stedet, men hvis jeg før tænkte på museet som et lille, funklende sovekammer i Indre By, er jeg faktisk pludselig på vagt. Hvorfor må han ikke tale med mig? Et form for svar kommer fra museumsinspektøren, som igen er dukket op ud af ingenting. Lettere stakåndet forklarer han, at det er ren kutyme, at kustoderne ikke må lade sig distrahere: Det kunne jo være et trick, hvis nu nogen ville stjæle noget. Et øjeblik efter erstattes kustoden af en yngre version med et ubestikkeligt udseende.

Hælervarer og paranoia

Jeg går ovenpå, lige dele beklemt ved og besnæret af min nye identitet som tricktyv. Hvad ville jeg egentlig stjæle, hvis jeg frit kunne vælge? I de dunkle lokaler er der udstillet snirklede guldmønter, ædelstensbelagte karafler og en række syriske flakoner fra det 7. århundrede. En af dem ligner et naivt, lille fabeldyr. Et godt bud, men valget falder på en kande i slebet bjergkrystal. Den er enkel, lidt buttet og har en række sirlige udskæringer på sin flade hank. Glasset er isnende klart, og den udstråler en underspillet elegance. Den er fra Egypten og blev fremstillet omkring år 1000 til fatimidekalifferne. De opbevarede deres dyrebare genstande i skatkamre, indtil de i 1060’erne blev plyndret, og den delikate kande fandt sin vej til en europæisk kirke og altså siden faldt i hænderne på C.L. David. En hælervare igennem generationer.

En skikkelse træder ind under et spot, og jeg stirrer, som man gør, når man pludselig ikke er vant til at se mennesker. “Den taske der, den er godt nok stor,“ siger kvinden, der viser sig at være endnu en kustode, og sender mig til garderobeskabene med min slaskede lille sæk. Drømmen er brast. “Er du journalist?“ spørger en anden mig, for rygtet har spredt sig, og fortæller, at jeg ikke må tage billeder med blitz, da jeg på vej ned affotograferer en blomsteropsats i plastik.

Den nyere fløj af Davids samling minder om en magisk labyrint med sine mørke gange og funklende artefakter. Jeg bevæger mig så langt ind, jeg kan komme for at få lidt ro. Bliver jeg forfulgt? Skjuler de noget, eller tror de virkelig, jeg er en tyv? Er jeg blevet paranoid? Eller intrigant i jagten på noget at berette om?

“Fandt du hvad du ledte efter?“ spørger den kustode, jeg ikke måtte tale med. Hvor kom han fra? Jeg skjuler min overraskelse, og vi følges ud af fløjen (eller bliver jeg eskorteret?). På hovedtrappen bliver vi passeret af en mellemlederlignende type, der sender ham et underligt langstrakt blik, tror jeg. Jeg ved efterhånden ikke, hvad der er op og ned herinde, men hvis man endelig kan tale om stilhed, virker den ret larmende. /Asta Kongsted