Med puddelhår og eyeliner som mandeideal

Måske er du gammel nok til at huske, da en rigtig mand skulle have langt krøllet hår og eyeliner. Måske har du glemt det igen, men det er faktisk ikke så længe siden, for prøv engang at tage et kig på idolplakaterne fra 80’erne og du vil hurtigt opdage, at noget ikke er rigtig fat. Ikke i forhold til de kønsidealer vi slæber rundt på i dag i hvert fald.

Dengang var hård rock netop brudt bredt igennem med bands som AC/DC, Iron Maiden, Guns ’n Roses og Def Leppard lige som mere enkeltstående hitmagere som Twisted Sister, Alice Cooper og Kiss også gjorde det i de år. Fælles for musikerne var mere eller mindre hård rock og så et ganske outreret outfit: Afrevne ærmer, læder, nitter, store farvede dragter, stumpede t-shirts, pandebånd, stort ofte krøllet hår og så masser af makeup. Hvis det ikke var, fordi vi levede i 2016 og at den hårdtpumpede musik ellers oser af maskulinitet, kunne man nærmest kalde stilen kvindagtig – er man lidt mere up to date med omgangstonen, vil man måske kalde det genderbending.

Lige i disse uger kan man få sig lidt af et deja-vu til 80’ernes langhårede rock-scene, hvor Axl Rose kommer på besøg i Aarhus som forsanger i AC/DC, Iron Maiden kommer til Herning og metalfestivallen Copenhell løber af stablen i København, hvor flere af årtiets største og mest langhårede og mascarabærende rocknavne er på plakaten. Det kan se lidt underligt ud i dag, hvor de mest populære mænd i musikken synes mere tro over for stereotype mandeidealer: Pharrel Williams, Kanye West, Jay Z, Justine Timberlake eller danske Lukas Graham, og selv det mest populære band inden for den hårde rock herhjemme, Volbeat, synes ikke at dyrke 80’ernes leg med udklædning og attitude.

For det er en leg, mener Amber Clifford-Napoleone, der er professor i historie og antropologi ved Central Missouri University – og forfatter til bogen Queerness in metal, der blandt andet afsøger metalscenens queer-potentiale gennem interviews med mere end 500 metalfans fra hele verden, som definerer sig selv som queer: F.eks. homoseksuelle, transseksuelle, biseksuelle og andre, der ikke føler, at de traditionelle kategorier passer til deres identitet.

”Det er en af metallens mest grundlæggende elementer at lege med køn og identitet,” forklarer Amber Clifford-Napoleone.

”Det gælder både for publikum og performerne. Det er ikke et klassisk mand-kvinde-univers, det er i det hele taget ikke et univers, der afspejler det omkringliggende samfund. Faktisk er det præcis det modsatte, der gør sig gældende i metal og dele af den hårde rock.”

Det er muligt, denne her kulturanalyse spænder buen for hårdt ved at lægge de mange subgenrer, metalscenen har, sammen med den mere brede 80er rock, men der synes at  være et slægtskab, der kan forklare den tilsyneladende feminine fremtoning mange af hårde rockbands gør brug af, og det er netop legen med køn og identitet. Den leg har stået helt centralt på metalscenen, men mere end det har noget med køn at gøre, har det at gøre med en generel afsøgning af identitet, mener Amber Clifford-Napoleone. Man har i metal altid udfordret normerne, og i forlængelse heraf, har man hele tiden presset identitetslegen – heftig makeup, drag, monsterkostumer eller måske androgyne skabninger har præget den scene siden dens spæde start i slutningen af 1960’erne.

Metalscenens identitetsudskejelser skal ses i forlængelse af den såkaldte glamrock, der starter hos T-rex med Mark Bolan og hans gode ven David Bowie. De to begyndte at klæde sig ud i outrerede dragter, høje hæle og de duppede glimmer på kinderne før deres koncerter i begyndelsen af 70’erne, men hvor Bowie går mere ekstremt til værks og fortsætter linen helt ud ved at antage nye personaer som Aladin Sane og Ziggy Stardust, fastholder Marc Bolan en kommerciel linje, med et stort puddelhår og make up. Mark Bolan selv døde i 1977 og det er særligt hans linje, der bliver taget op af flere andre rockbands i begyndelsen af 80’erne med bands som Van Halen og Def Leppard, der lidt nedladende bliver kaldt puddelrock – stort hår, eyeliner og flagrende, iturevne gevandter.

Det er i forlængelse af det, man finder det feminines udtryk hos et band som Twisted Sister, hvor forsangeren optræder i dragkostume. Det er også et af glamrockens spor, der fører over i den endnu mere teatralske genre chok-rock, hvor vi finder folk som Kiss, Alice Cooper og den danske satanistiske King Diamon, der også spiller på Copenhell. Her er det særligt liveperformance, der er i centrum med horror-agtige shows.

Sammen med den hårde rocks kommercielle gennembrud, lader flere blødere rockbands sig inspirere og fortsætter identitetslegen og grænsesøgningen for køn. Jon Bon Jovi, Queen, The Cure og også mere rendyrkede popnavne som Wham og Elton John dyrker det feminine og til tider teatralske udtryk og den flamboyante udstråling bliver mere eller mindre definerende for hele musikscenen. Derfor er det ikke underligt for et band som Guns ’n Roses og Axl Rose, der egentlig slet ikke er en del af metal og glamscenen at stå med eyeliner, pandebånd og stort velplejet hår og spille hård melodisk rock.

Det er en periode, hvor kommercielismen bryder ud i fuldt flor og hvor nihilismen og hedonismen følger trop. Det hele er til forhandling og til salg, og i forlængelse heraf falder det teatralske udtryk naturligt. Det er popkulturens første rigtige storhedstid og generelt gælder en helt ekstrem individualisme og en lyst til at skille sig ud, og det forsøger den hårde rock også.

Den flamboyante stil forsvinder fra den kommercielle strømning med 90ernes store genrer som hip-hop, der dyrker meget stærke kønsrollemønstre og også grunge-bølgen med de store skovmandsskjorter og gummisko, der tager afstand fra 80’ernes teatralske, udadvendte og feminine udtryk.

Metallen og den hårde rock fortsætter dog med at leve sit liv for et trofast publikum – det er dem, du om et par uger kan se i Københavnsområdet vandre ud mod Refshaleøen til metalfestivallen Copenhell, og på den måde kan metalscenens identitetsleg virke mere dybfølt end i den poppede og mere kommercielle 80’er musik. På den rene metalscene handler det om at være i opposition til det omkringliggende samfund. At finde et fællesskab med andre outsidere og skabe et rum, hvor alt er tilladt. Der ikke nogen, der skal fortælle, hvordan du skal være på. Hvordan dit køn er, hvordan du skal være menneske. Der er helt fri leg, når du er til koncert. Det sker uafhængigt af om det er glam, black metal, thrash eller doom, forklarer en metalaficionado mig der dog ikke umiddelbart ønsker at putte den poppede rockscene i 80’erne og metallen i den samme kasse og derfor heller ikke vil optræde her i artiklen. I stedet citerer hun den populære heavy/industrial/hard-rocker Marilyn Manson for en slags programtekst for metallen før og i dag:

’Lad aldrig andre definere, hvad du gør. Det handler ikke om at zigge, når man burde zagge. Det handler ikke om at gøre noget uden fortilfælde eller noget uforudsigeligt. Det handler bare om aldrig at være et ord eller noget, der ikke er i en transformationsproces.’