Mandag udkom den længe ventede dokumentar om kulturen på TV2, der har været præget af en grov og seksualiserende omgangsform. Tirsdag er vi så tilbage til at lege kastebold med ansvaret. Der er kø ved håndvasken, for det, prominente tv-værter som Cecilie Beck, Janni Pedersen og Karen-Helene Hjorth fortæller om i MeToo: Sexisme bag skærmen, er opførsel, der burde få store dele af ledelseslaget til at brænde de blå skjorter, der angiveligt har været dresscoden blandt sexismens bannerførere på TV2.
Det, som Louise Degn og Therese Philipsen fortæller om deres oplevelser med Jes Dorph Petersen og en række chefer, er i en liga for sig. Vi vil egentlig ikke gå ind i de specifikke fortællinger, men nøjes med at sige, at de er mere alvorlige, end vi havde forventet (måske fordi en Politiken-journalist med privilegeret adgang til sagsakterne i januar tilsyneladende gjorde sit for at nedtone dem). Reaktionerne er derimod præcis, som man kunne forestille sig. Ekstra Bladet får eksempelvis en historie, der handler om magtmisbrug, til at handle om sex og og personsager. Kommentarsporene på de sociale medier flyder over med sexistiske og grove personangreb rettet mod kvinderne i dokumentaren, mens dokumentaristerne både kritiseres og roses for ikke at nævne navne på de anklagede cheferr – og vi kunne blive ved.
Slapt greb i egen barm
…Og det bliver vi så lidt endnu, for det er virkelig som om, historien gentager sig. Mandag var den tidligere nyhedsdirektør på TV 2 og nuværende ansvarshavende chefredaktør på B.T., Michael Dyrby, nemlig ikke sen til at gribe i egen barm: “Jeg var nyhedsdirektør i perioden 2002-2015 og burde have set den sexisme, som nu bliver beskrevet. Jeg så det ikke dengang, og det undskylder jeg for, som jeg også gjorde tidligere i år,“ udtalte han om afsløringer i dokumentaren. Det viste sig dog hurtigt, at han godt kunne have taget et lidt fastere greb, da den tidligere TV2-ansatte Anna Thygesen dernæst påpegede, at hendes oplevelse med sexisme i TV2 kom fra netop Dyrby – en påstand han siden pure afviste.
Situationen minder os om den tidligere radikale leder Morten Østergaard, der i 2020 lovede at påtale et partimedlem for at have opført sig grænseoverskridende, hvorefter det viste sig, at han i så fald måtte have talt med sig selv. Eller da TV2 satte Jens Gaardbo til at agere kritisk interviewer overfor TV2’s ledelse ovenpå afsløringerne af en sexistisk kultur, hvorefter det viste sig, han selv havde været central i opretholdelsen af den. Det er påfaldende, hvor ofte der er overlap mellem dem, der har været en del af problemet, og dem, der er ivrige efter at være en del af løsningen. Hvis Jakob Kwon og resten af TV2 i efteråret 2020 frygtede, at det var deres kvindelige ansatte, der var for erfarings- og følelsesmæssigt involverede til at kunne dække anden bølge af #MeToo sagligt, må man nok sige, at det ikke umiddelbart var der, hunden lå begravet.
Op på cyklen igen
Ovenpå dokumentarseriens premiere kommer vi unægteligt til at have endnu en kollektiv samtale om #MeToo. På baggrund af de opråb, der er kommet fra stort set alle tænkelige brancher, vil det dog være oplagt, hvis vi langt om længe formår at hæve samtalen op, hvor den hører til. Op over de smålige angreb på kvindelige kilder, op over personsagerne og over hvorvidt det var “en anden tid“ (det var det tilsyneladende ikke). Op over TV2, DR, Pigekoret, filmbranchen og teaterbranchen, forskningsverdenen, kokkefaget, håndværkerbranchen, kollegaflirt og julefrokoster. Derop hvor vi kan have en åben samtale om, at der findes et strukturelt problem med sexisme i vores samfund, som ikke nødvendigvis skal løses ved at hoveder skal rulle, men som i hvert fald ikke bliver løst, hvis alle tager en hård benægter, så snart problemet kommer for tæt på, eller så snart det kan komme til at have konsekvenser for vores egne liv.
Apropos konsekvenser og julefrokoster, kunne Per Mikael Jensen, der trådte til som administrerende direktør for TV2 i 2006 (og er den eneste tidligere TV2-chef, der har villet udtale sig til dokumentaren), fortælle, at han blev opfattet som bornert, når han opfordrede cheferne til at holde sig fra medarbejdere til fester: “Jeg sagde, at chefer ikke skulle lægge an på medarbejdere, for der er altid en, der taber, og det er sjovt nok altid medarbejderne.“
Det er ikke første gang, vi har hørt om folk, der udtrykker bekymring for, hvor #MeToo efterlader julefrokosterne. Men hvor blåskjorterne frygter for en kedelig julefrokost, tegner der sig et billede af, at mange, der befinder sig lavere i hierarkiet, simpelthen bare frygter julefrokosterne, punktum. Hvis det eneste sjov, man har i tilværelsen er at gå til firmajulefrokost og i øvrigt forsøge sig med seksuel og følelsesmæssig udnyttelse af unge mennesker i en prekær situation på arbejdsmarkedet, skulle man måske overveje at få sig en hobby. Vi har hørt, at cykling iført stram lycra skulle være kanon fedt. Og så er det ovenikøbet det, man kunne kalde en alderssvarende fritidsinteresse. /Asta Kongsted