AFP/Ritzau Scanpix
Så skete det, franskmændene har gået og ventet på, og som mange har frygtet. Den højrenationalistiske journalist Éric Zemmour har annonceret sit kandidatur til det franske præsidentvalg i april 2022. Manden, de kalder Frankrigs Donald Trump og som har to domme for at opfordre til racehad i bagagen, udgav tirsdag en 10 minutter og 11 sekunder lang YouTube-video, i hvilken han deler den tvivlsomme nyhed med det franske folk. Vi har set den, så du ikke behøver at gøre det, og her er, hvad du skal vide om den. Og et par ting du måske ikke havde behøvet at vide. Bedøm selv.
“Mine kære landsmænd – mes chers compatriotes,“ begynder Zemmour fra sit bibliotek, mens Beethovens 7. symfoni spiller i baggrunden (Beethoven er i øvrigt ikke en landsmand, han var fra Tyskland, hvilket ikke er en vigtig pointe for os, men nok burde optage Zemmour i lyset af, hvad han skal til at sige). Scenen skal tydeligvis mime Charles de Gaulles nationale appel til franskmændene om at “befri Frankrig“ under Anden Verdenskrig, og Zemmour vil i løbet af videoen også præsentere sig selv som en slags Frankrigs redningsmand under et mantra, der bedst kan beskrives som: “Hvis man vil have noget gjort ordentligt, må man gøre det selv.“ Og det er ikke så lidt, Zemmour vil have gjort.
Allerede fra første færd slås det nemlig fast, at Frankrig er blevet uigenkendeligt. Billeder af optøjer i gaderne afløses af fodboldspillere, der knæler i protest mod racisme og tørklædebærende kvinder i skønhedsreklamer. Katastrofen er allestedsnærværende: Frankrig ligner ikke mere sig selv. Snart erstattes rædselsscenariet dog af billeder fra de gode gamle dage. En lille hvid pige stavrer på buttede ben rundt i en park, for sådan så Frankrig nemlig ud engang, og alle savner det, må man forstå. Det er belejligt, at tiden som hele Frankrig eftersigende er nostalgisk efter, ligger så langt tilbage, at der ikke findes levende vidner til at verificere dens storhed, men godt det samme, for Zemmour ved det.
Det er på det tidspunkt i videoen, han introducerer brugen af sit elskede retoriske greb, opremsningen. De fleste gymnasielærere vil fortælle dig, at det er et redskab, man skal holde lidt igen med brugen af, men det skider Éric sgu på og begynder at opremse alle de fede ting og personligheder, der er kommet ud af det rigtige Frankrig: Solkongen (sært valg men okay), Voltaire, Descartes, Bonaparte, Victor Hugo, Chateaubriand (uklart om det er bøffen eller mennesket, han har fat i her), Notre Dame og Pascal (bl.a.). To kvinder får han også nævnt: Brigitte Bardot og Jeanne d’Arc. Frankrig var et land udgjort af geniale mænd, ludere og madonnaer, må man forstå. Og nu? Armageddon. “Frankrig er ikke længere Frankrig, og alle ved det,“ hidser Zemmour, mens et kamera filmer hen over et vælgermøde, hvor folk kigger ned i deres telefoner og ligner nogen, der ikke ved det.
Roquefort et remplacement
Og hvis skyld er det mon så? Zemmour nævner i flæng højrepopulisternes usual suspects: medierne, eliten, politikerne, Ursula von der Leyen, de universitetsuddannede og sociologerne (det uddybes ikke, hvorfor sociologerne fortjener en kategori for sig, men nogen bør advare Henrik Dahl). Frankrigs udannelsessystem er inficeret af “kønspolitikkens og islamo-venstrefløjens Dr. Strangeloves“ (det er ikke meningen, du skal synes, det lyder sejt), som hjernevasker folk og fordrejer den virkelighed, de almindelige mennesker befinder sig i. Ah ja, hans kære compatriotes. De skal have magten tilbage – du skal have magten tilbage! – siger han og er begyndt at kigge direkte ind i kameraet.
De tunge skyts trækkes frem. Billeder af muslimer der beder, billeder af optøjer og en indkøbsvogn, der køres ind i en politibil flimrer om kap, mens Éric begynder at tale om, at den franske befolkning er ved at blive “udskiftet“. Her hiver han fat i en af højrefløjens yndede konspirationsteorier om, at den vestlige verden igennem masseindvandring er ved at blive udskiftet med ikke-europæiske folk. Der er fuld smæk på strygerne, mens Éric fortæller, at reformation ikke længere er en mulighed i Frankrig. Landet skal reddes, og han er manden, der kan gøre det. Med blikket stålsat mod linsen fortæller han, at ja, han stiller op til præsidentvalget i 2022, så Frankrigs døtre ikke skal tvinges til at gå med tørklæde, så Frankrig ikke bliver koloniseret, og så fransk gastronomi bevares (klip til Éric i færd med at hapse sig et skønt stykke roquefort). Osteelskende Éric vil kæmpe for de unge menneskers fremtid, længe leve republikken og især længe leve Frankrig, siger han og afslutter, hvad der virker som den længste video på hele YouTube.
Om den har den ønskede effekt, vil tiden vise. Zemmour har den seneste tid kæmpet med en dalende popularitet, og flere peger på, at han og Rassemblement National-leder Marine Le Pen kommer til at kæmpe om de samme stemmer og i sidste ende splitte vælgerbasen i to. I den mere tekniske afdeling løb Zemmour også tirsdag ind i det kedelige problem, at mange af de skønne klip med de franske nationalklenodier, han viser i sin valgvideo, er underlagt copyright. Det var der ikke taget højde for (det er kun de andre, der ikke må snylte på fransk kultur), og det betød, at de franske medier ikke har kunnet vise videoen. Indtil videre er der altså ikke noget, der indikerer, at Zemmour skulle have reetableret sin popularitet med sit lille kunstneriske fremstød. Quel dommage. /Asta Kongsted