Det, der svier bagi

Så er der kø ved håndvasken igen. Først på ugen var det medieverdenens blå skjorter, der blev hængt til tørre, og nu er det blevet regeringens tur. Ikke for sager om sexisme eller grænseoverskridende adfærd (selvom vi da ikke ville blive overraskede, hvis der skulle komme en afsløring eller tre fra Socialdemokratiet), men også i sygeplejerskekonflikten er der en omgang ansvarsfralæggelsessyge i omløb.

Det var decideret pinligt at se Socialdemokratiets politiske ordfører Jeppe Bruus i torsdagens udgave af Debatten på DR2. På vegne af regeringen skulle han fortælle om den coronavinterpakke, de lige nu er ved at forhandle med støttepartierne (hvor sundhedsministeren blev af, står stadig ubesvaret). En håndsrækning skal løse de akutte problemer i en sundhedssektor truet af en ny coronavinter og sygeplejersker, der strejker og siger op over løn- og arbejdsvilkår.

Adspurgt, hvorfor man ikke var kommet med hjælpen noget før, mumlede Bruus det samme svar på noget nær fem forskellige måder: “Vi har lavet de bedste regionsaftaler i 10 år … De aftaler, vi har lavet med regionerne, har været de bedste de seneste 10 år … For tre måneder siden lavede vi en aftale med regionerne …“ Vi behøver vist ikke at sige, at argumentet ikke blev bedre af at blive gentaget, som det også blev understreget af programmets vært, Clement Kjersgaard.

Selvom Bruus godt nok anerkendte, at sygeplejerskernes konflikt bundede i mange års effektiviseringer og nedskæringer, forsvarede han stadig sit parti som sygeplejerskernes forkæmpere. Han kunne imidlertid ikke forholde sig til det ellers simple spørgsmål om, hvorvidt regeringen ville have givet hjælpen uden sommerens politiske pres. Det havde Enhedslistens Pelle Dragsted til gengæld ret nemt ved: Regeringen havde ikke været sig “situationen bevidst“, da de i juni lavede et lovindgreb, der kun øgede sygeplejerskernes frustrationer: “Det er jo det, der svier bagi.“

Utilstrækkeligt og umoralsk

Samme ansvarsfralæggelse var at finde hos Alex Vanopslagh (LA), der virkelighedsfjernt undgik at tale om udhulingen af sundhedssektoren, men mente, at det hele da kunne løses i et snuptag, hvis bare vi tager fat i hans mærkesag: Væk med papirerne, og det hele løser sig selv. Heldigvis kunne Grete Christensen og Nanna Susé som repræsentanter for sygeplejerskerne fortælle Vanopslagh, at det altså ikke alene er tid brugt på registrering og dokumentation, der gør, at der ikke er tid til ting som at børste patienternes tænder.

Selvom også en højere løn stadig er afgørende, løser det heller ikke det grundlæggende problem, at sundhedssektoren er tvunget i knæ. Og at patienter i dag ikke har garanti for omsorg, som filosoffen Jacob Birkler skriver det på Facebook: De dør sjældent uden behandling, men ofte alene. Sygeplejerskerne ved sådan set godt, hvad der bør gøres, men der er ingen tid til “de patienter, der oplever smerte eller knuges af angst. Patienter der mister håbet eller ligger forpint og fortvivlet i sengen. Patienter, der ønsker information eller savner et øre, der vil lytte [sic].“

Situationen illustrerer meget godt den omsorgskrise, som vi ifølge den amerikanske statskundskabsprofessor Joan Tronto befinder os i: Selvom omsorg er alt det, vi gør for at “vedligeholde, fortsætte og reparere vores verden, så vi kan leve i den så godt som muligt“, nedprioriteres den, når vi konsekvent udhuler de offentlige omsorgsinstitutioner. Omsorgen udelukkes ikke bare fra udregninger af BNP og dermed fra hvad vi anser som produktivt. Regeringerne har oftest også en blind tro på, at markedskræfterne nok skal løse problemet.

Se bare på argumentet om, at ekstra løn for overarbejde skal give sygeplejerskerne incitament til at løbe bare lidt hurtigere (som om de ikke løb hurtigt nok i forvejen). Sat på spidsen vil et sådant argument faktisk gøre omsorg til individets ansvar. For hvis ikke sygeplejerskerne kan sikre omsorgen, er det dem selv, der står tilbage som utilstrækkelige og umoralske, som Tronto skriver det. Den retorik går igen, når sygeplejerskerne gang på gang bliver spurgt, om det nu også er solidarisk, at de kræver mere i løn. Om de overhovedet kan tillade sig at demonstrere, når andre faggrupper også lider. Om det i det hele taget er moralsk?

#Ikkealleøkonomer

I stedet bør vi hellere spørge til det moralske i, at politikerne opretholder et samfund, hvor vi ikke har tid til hinanden, tid til patienterne, tid til omsorg. Som Emma Holten tirsdag pointerede i sin samtale med økonomen Jeppe Druedahl på Københavns Universitet, er det ret sigende, at vi stort set allesammen er enige om, at det er det, vi gerne vil have. Der er bare ikke plads til det, når investeringer i velfærd fortsat sker på en præmis om, at de såkaldte “dynamiske effekter“ langt hen ad vejen er for besværlige at regne på (Finansministeriet, vi kigger på jer).

“I sidste ende mener jeg, at det er et politisk valg,“ svarede Druedahl, da debatten drejede sig ind på netop sygeplejerskernes løn. Selvom de to egentlig var enige om det meste, er økonomerne dog ikke helt uden ansvar. At økonomien ikke er objektiv – og i øvrigt er for vigtig til at blive overladt til økonomerne – anerkender Druedahl da også selv. Det gjorde han både ved tirsdagens debat, og da han i efteråret skrev (betalingsmur) i Information, at “politiske kræfter har spillet (og spiller) en stor rolle for, hvilke spørgsmål der er blevet undersøgt mest.“

Jeppe Druedahl har ret i, at det ikke er de enkelte økonomers skyld. Der er masser, der gerne vil have plads til omsorg. Det fjerner bare ikke sagens kerne: At vores system grundlæggende er skruet for dårligt sammen til at tage højde for den. Som det lød fra Holten, kan både økonomer og politikere bruge lidt mindre tid på ansvarsfralæggelse og tilsvarende mere energi på at forholde sig til, hvad deres ord betyder for almindelige mennesker: “En information kan for jer være en teoretisk overvejelse, men for andre er den sgu liv eller død.“ Eller sagt på en anden måde: Mens der bliver talt om arbejdsudbud, kommissioner, indgreb og løntillæg, bliver det en vinter med stadigt flere patienter på gangene. /Emma Louise Stenholm