Olivia Harris/Reuters/Ritzau Scanpix
USA, Australien, Canada. Ét efter ét har landene meldt ud, at der ikke vil være officielle udsendinge til stede i Beijing, når Vinter-OL til februar skydes i gang. I USA har politikere blandt både Republikanerne og Demokraterne længe lagt pres på præsident Joe Biden for at lade Kinas fortsatte brud på menneskerettighederne få politiske konsekvenser. Med hans udmelding om en diplomatisk boykot af vinterens sportsbegivenheder, kom reaktionen så endelig og med den en (foreløbig) lille sneboldseffekt.
Det er primært Kinas behandling af det muslimske uighur-mindretal i landets Xinjiang-provins, der har fået landene til at trække en streg i sandet. I årevis har der lydt om vidtgående brud på menneskerettighederne i Xinjiang, hvor primært uighurer, men også andre minoriteter, tages til fange i såkaldte genopdragelseslejre, hvorfra der berettes om brug af “tortur, tvang og politisk indoktrinering“. I sommeren 2018 estimerede FN, at en million uighurer blev tilbageholdt i den slags lejre. Sammenholdt med de brud på menneskerettighederne, der fortsat foregår i Tibet, Mongoliet og Hong Kong (senest med torsdagens domsfældelse over bl.a. stifteren af det nu nedlagte uafhængige medie Apple Daily), skal man virkelig være noget af en Jesus-lignende skikkelse for at kunne vende den anden kind til, tegne et dannebrogsflag på den og troppe op til Vinter-OL om få måneder.
Jesus walks
Om kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er Jesus, vil vi ikke gøre os kloge på, men hun tager tilsyneladende situationen med en ophøjet ro. Da Føljeton her torsdag morgen ringede til ministeriets pressetelefon, blev vi nemlig oplyst, at der endnu ikke foreligger en beslutning fra ministeren om, hvordan Danmark skal forholde sig til deltagelsen ved de olympiske festligheder. For nu at bruge en udtrådt sportsmetafor, er det ellers en bold, udenrigsminister Jeppe Kofod (S) eftertrykkeligt har sparket over i kulturministeriets hjørne, hvor den så altså nu ligger og bliver flad. Det kommer egentlig lidt bag på os, eftersom vi havde fået det indtryk, at de nærmest ikke tænker på andet end sport i den afdeling. Men Vinter-OL i et de facto diktatur besidder måske heller ikke den grad af folkelighed, man stræber efter.
Anderledes villige har flere af Folketingets øvrige partier været til at tage stilling. Både Venstre, Konservative, SF og Liberal Alliance støtter ifølge Politiken en boykot. Til DR kan Dansk Folkepartis idrætsordfører Dennis Flydtkjær til gengæld fortælle, at det gør DF ikke: “Ligesom i diskussionen om, hvorvidt fodboldlandsholdet skal tage til Qatar eller ej, så synes jeg heller ikke, at man skal blande sport og politik sammen her.“
Drømmen om EM ’92
Siden ruder konge var knægt har det lydt, at sport og politik sagtens kan skilles ad, men endnu ældre er den rent faktiske historie om, at det aldrig rigtig har været tilfældet. Hør bare hvad Aristoteles i det 4. århundrede f.v.t. skrev om emnet i sit værk Statslære: “De rige lovgiver på samme vis om at besidde våben, som de gør om at deltage i sport.“ End ikke han kan altså huske den tid, hvor sport var fritaget sin politiske funktion. At påstå den har fundet sted er (forhåbentligt påtaget) naivt.
På samme måde er tiden til at påstå, at vi som publikum dukker apolitisk op til sportsbegivenheder, også forbi. Et lidet flatterende og lidt omvendt eksempel på det, er danskernes tilslutning til en boykot af VM i Qatar, der har ladet deres fodboldsstadion opføre under moderne slavelignende forhold. Blandt danskerne lå opbakningen til tanken om en boykot en tid omkring de 44 pct., men det ændrede sig, da Danmark rent faktisk kvalificerede sig til fodboldverdensmesterskabet. Pludselig lå tilslutningen nede omkring 27 pct., for hvad var da en lille menneskerettighedssvipser mod drømmen om en gentagelse af EM ’92?
Sådan at ændre holdning er ikke en apolitisk handling, bare fordi vi har købt en historieløs fortælling om, at det forholder sig sådan. Tanken om, at det skulle være fuldstændig neutralt for Danmark at dukke op i stiveste puds i slyngelstater som Qatar og Kina, er ligesådan et fatamorgana. Lad Danmarks diplomater og atleter sidde festlighederne over. Kun sådan kan vi komme tættere på drømmen om engang at klappe ad folk, der losser til apolitiske bolde. /Asta Kongsted