Charles Platiau/Reuters
Tør vi gætte på, at du har den franske stjerneøkonom Thomas Pikettys Kapitalen til at pynte på bogreolen, men aldrig rigtig har haft tid til at kværne dig igennem alle 696 sider? Du skulle da i hvert fald ikke være den første. Men hvis du alligevel vil forstå, hvordan det går med uligheden, kommer vi gerne med en spoiler: Det går ad helvedes til.
Du kan også gå på Twitter og få de hurtige konklusioner fra økonomen, der sammen med cirka 100 andre netop har udgivet en ellers lidt mere letlæselig ulighedsrapport: De seneste 30 år er de rige kun blevet rigere, de udleder alt for meget CO2 – og væsentligt mere end de fattigere lande – og kvinder får stadig for lidt i løn.
Hvem skulle have troet det? Okay, nej, det er ikke noget nyt, men det gør ikke budskaberne mindre himmelråbende. Den gode nyhed er, at uligheden mellem nationerne faktisk er faldet efter Den Kolde Krig, men så er der snart heller ikke mere at komme efter. Samtidig er den nemlig kun blevet større inden for landene, og det er ikke ligefrem blevet bedre med en virus oven i hatten. De 10 pct. rigeste i hele verden sidder på mellem 60 og 80 pct. af velstanden.
Samtidig har kvinders andel af den globale indkomst godt nok været stigende, men på 20 år er det kun rykket fra 33 pct. til 35 pct. i 2020, mens mændene sidder på resten. Det lyder måske fint nok, tænker du, men så ser du økonomerne skrive, at det er “meget langsomt“. Og at mænd stadig tjener over dobbelt så meget som kvinder i gennemsnit.
Knald for Kina
Selvom Kinas præsident, Xi Jinping, har udtalt, at han er stor fan af Piketty, blev hans nyeste bog Kapital og ideologi sidste år censureret. Det blev alligevel for meget for den kinesiske regering, at “hyperkapitalismen“ blev udpeget som en årsag til uligheden. Nu har han fået lidt mere at være sur over, for som mange Twitter-brugere har bemærket, er Kina et af de lande, hvor udviklingen på ligeløn mellem kønnene er gået den stikmodsatte vej.
Kvinders indkomster er faldet væsentligt siden 1990, og det er bemærkelsesværdigt for et land, der ligesom de tidligere østbloklande traditionelt har fokuseret på at få kvinder på arbejdsmarkedet. Så hvorfor klinger den tidligere kommunistleder Mao Zedongs ord ‘Women hold up half the sky‘ pludselig så hult? Ifølge forfatterne skyldes det bl.a. Kinas ét-barns-politik, der blev indført i 1979 for at tæmme befolkningsudviklingen.
Siden er den blevet erstattet af en tobarns- og senere trebarnspolitik, da der sjovt nok kom en overvægt af ældre i befolkningen. Dem skal kvinderne, der er 34 mio. i undertal, nu tage sig af, ligesom de stadig oplever stærk diskrimination på arbejdsmarkedet. Uanset, hvor de går hen, føler de sig kontrolleret af regeringen. Antallet af fødsler i Kina har også de seneste år været faldende, fordi arbejdsmarkedet ikke i høj nok grad er indrettet til at få børn: “Uanset hvor mange babyer de åbner det op for, kommer jeg ikke til at få nogen, fordi børn er for besværlige og dyre,“ som den 26-årige Li Shan i foråret sagde det til The New York Times.
Man fristes næsten til at ville indføre en kampagne a la ‘Knald for Danmark’, men langt de fleste er egentlig trætte af at få at vide, at de skal tælle deres æg. Uanset fortegn. Nu vil vi ikke sammenligne den danske politik med et-, to- eller trebarnspolitikken, men vi er egentlig ikke et hak bedre herhjemme: Staten banker på, så snart du får et barn, og allerede inden er det som kvinde ganske almindeligt at få spørgsmål om, hvornår man skal have børn – ligesom Sundhedsstyrelsen har foreslået, at læger konsekvent skal gøre det, når unge kvinder kommer ind i klinikkerne
Heller ikke på de andre fronter er vi meget bedre. Danmarks 100 rigestes formuer er tredoblet de sidste 10 år, og ligelønnen går heller ikke fremad. For en måned siden var det Kvindernes Sidste Arbejdsdag, for lønforskellen mellem mænd og kvinder er stadig på 14,5 pct. #MeToo og hyperkapitalismen er censureret i Kina. Lad os endelig tale om problemerne i Danmark, men alle de velmente formaninger, om hvornår og hvor mange børn, kvinder burde få, må meget gerne ties ihjel. /Emma Louise Stenholm