Foto: Hector Retamal/AFP/Scanpix
Så blev det rigtig weekend, og hvis du havde regnet med, at vi stod klar med endnu et take på mink og Mette Frederiksen (“der findes jo ikke et motiv i den her sag“) eller magtmisbrug og Michael Dyrby (“på grund af de succeser, jeg har haft“), ja, så kan vi ikke fortænke dig i det. Men du tog altså fejl. Mere forudsigelige er vi heller ikke. Vi skal til Centralasien.
Følger man den prisbelønnede, Cavling-nominerede journalist og dokumentarist Nagieb Khaja på sociale medier, vil man have bemærket, at han netop er kommet hjem fra en rejse til Afghanistan. Khaja har uploadet billeder og videooptagelser af gadeliv og mennesker, han har mødt. Noget af det er opløftende. Man kan se, at livet på en eller anden måde synes at gå videre. Folk smiler og snakker, børn løber rundt, solen står op, og solen går ned. Men det er blot små stænk af glæde.
Torsdag lagde Nagieb Khaja et billede op af afghanere, der står i kø til banken. Og det lyder jo ok. Money makes the world go round, ikke sandt. Men som Khaja skriver: “Der er blevet sat et loft på, hvor mange penge, der kan hæves i løbet af en uge. Afghanerne står derfor i kø hele dagen i håb om at blive blandt de heldige, som når at hæve penge, inden banken løber tør for penge.“
To kriterier er opfyldt
En brutal virkelighed gemmer sig bag køerne foran de afghanske pengeinstitutter. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderer, at 22,8 mio. afghanere ikke vil have nok mad ved årets udgang, dvs. om tre uger. At man endnu ikke kan tale om egentlig hungersnød i Afghanistan, skyldes udelukkende et bureaukratisk definitionsspørgsmål. FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) har siden 2004 opereret med et klassifikationssystem, The Integrated Food Security Phase Classification, hvor fase 3 er ‘krise’, fase 4 er ‘katastrofe’, og fase 5 ‘hungersnød’. For at man kan tale om hungersnød, skal mindst 20 pct. af husstandene i et område være ramt af en ekstrem mangel på fødevarer og med en begrænset mulighed for at gøre noget ved det. Omfanget af akut fejlernæring hos børn skal være på mere end 30 pct., og endelig skal antallet af dødsofre overstige to personer pr. 10.000 indbyggere om dagen.
Tragedien er, at de to første kriterier for længst er opfyldt; nu mangler vi bare, at folk begynder at dø af sult. Det drejer sig ikke om, at der ikke er fødevarer nok i Afghanistan, det handler om distribueringen af dem. “Situationen er særligt alvorlig i landdistrikterne,“ siger den britiske journalist og Afghanistan-kender Emma Graham-Harrison til The Guardian. “Afghanistan har stadig en svag infrastruktur. Store dele er bjergrige, der falder masser af sne, og de byer og landsbyer vil blive afskåret [fra omverdenen] i månedsvis.“
Direktøren for FN’s Verdensfødeprogram, David Beasley, har også netop været i Afghanistan og kalder i en pressemeddelelse forholdene for “rædselsvækkende“: “Jeg mødte familier uden arbejde, penge og mad, mødre, som havde solgt et barn for at brødføde et andet, og de heldige børn, som er kommet på hospitalet.“ WFP anslår, at der er brug for 2,6 mia. dollars i 2022 for at redde befolkningens liv og for at skabe en “langsigtet robusthed“.
Taliban kan ikke styre et land
Det er selvfølgelig Taliban-styret, der bærer ansvaret for det her. Talibanernes spidskompetence er at føre militsagtig guerillakrig i bjergene og at terrorisere befolkningen – særligt kvinder – med deres afstumpede og psykopatiske geværløbsislamisme, men de har alligevel med et vist held, hvis man må bruge det udtryk, gennem de seneste år fået visse landområder, som var under deres kontrol, til at fungere som små samfund.
Et land kan de imidlertid ikke finde ud af at administrere. Der er populært sagt for få papirnussere blandt deres rækker. Men om talibanerne så havde 10.000 djøf’ere med diplom i projektledelse, ville de stadig være på en umulig opgave. En del af Afghanistans middelklasse er flygtet ud af landet, og den middelklasse, der er tilbage, er sunket ned et i armod, de ikke har kunnet forestille sig.
Magasinet The Diplomats udsendte har talt med almindelige afghanere om situationen, bl.a. en Hassanzwai, 29, som ifølge bladet tidligere arbejdede i kulturministeriet. Han har ikke fået løn, siden Taliban kom til magten. Hans hustru og tre børn og fire yngre søskende var afhængig af hans indtægt. “Jeg havde et job, min mor havde et job, min far havde sine pligter,“ siger han. “Nu er det hele slut.“
Det amerikanske finansministerium og en række internationale organisationer har indefrosset mia. af dollars, som tidligere udgjorde Afghanistans økonomi. Men allerede før de vestlige landes exit i august var den afghanske økonomi en syg patient. Som udenrigsmagasinet Foreign Policy er inde på i en analyse (betalingsmur), udgjorde den støtte og hjælp, som den tidligere afghanske regering modtog fra vestlige lande, nødhjælpsorganisationer og andre ngo’er, mere end 40 pct. af landets bruttonationalprodukt og 75 pct. af de offentlige udgifter.
USA vil ikke bidrage til at legitimere Taliban-regeringen, indtil den lever op til basale menneskerettigheder og holder op med at støtte international terrorisme. Man forsøger i stedet at kanalisere nogle af pengene over i nødhjælpsorganisationer i stedet, men det er svært. Afghanerne er i en forbandet klemme. Det internationale samfund, herunder selvfølgelig Danmark, der var tåbelige nok til at deltage i USA’s 20 år lange krig, skylder at hjælpe alt, hvad det overhovedet kan. /Oliver Stilling