Nyhedsanalysen
[fw tirsdag]
Vi brugte, ligesom de fleste andre, det meste af ugen på at tænke på finanslov og Michael Dyrby, men tirsdag hævede vi lige blikket for en kort bemærkning. Det muslimske rohingya-mindretal i Myanmar har nemlig sagsøgt Facebook for at have opildnet til det folkedrab, de har været udsat for, og som har kostet tusinde af mennesker livet og drevet endnu flere på flugt. I lyset af whistlebloweren Frances Haugens afsløringer om Facebooks voldsinciterende algoritmer, kan man ligefrem forestille sig, at de kan have held til at få sat et slag ind på slynglerne fra Meta, som vi nu skal kalde dem. Man har i hvert fald lov at håbe, så det gjorde jeg, din veninde Asta Kongsted, i tirsdagens ‘Kære læser’.
Tirsdag satte vi også en god portion spalteplads af til at hjælpe dig med at finde den helt rigtige julegave til både Hella Joof-connaisseuren og din klimaangste teenager, og, spoileralert, de skal have bøger – men hvilke? Repetér listen, så kommer du ikke galt afsted. Apropos godt læsestof, så kommer vores magasin snart fra tryk, og det kunne du jo også overveje at lægge under træet. Du finder det i hvert fald her.