Nyhedsanalyse

Støjbergs spin gjorde straffen værre

0:00 / 0:00

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kan du fastholde din uskyld, når 25 ud af 26 dommere har sendt dig i fængsel?

I princippet ja. For selvom den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (UFG) nu ubetinget skal 60 dage bag tremmer for ulovligt at have beordret adskillelsen af unge asylpar – en dom, der næsten ikke kan blive mere alvorlig – er hun ikke nødvendigvis færdig i dansk politik. Det mener Christian Kock, professor emertius i retorik ved Københavns Universitet, der både før og under rigsretssagen har analyseret, hvordan Støjberg har spinnet sig til uskyld. Med uklarheder, flertydigheder, afledninger, underforståelser og misvisende betegnelser.

Selvom dommernes konklusion er klar, påvirker lovbruddet ikke de kernevælgere, “der støtter hende mere eller mindre ubetinget og som ikke er påvirket af, at hun åbenlyst er selvmodsigende og taler usandt,“ siger han til Føljeton. Kock tror samtidig, at Folketinget vil være tilbageholdende med at erklære hende uværdig, fordi det kun vil styrke oplevelsen af, at hun er martyr og en skikkelse, man kan støtte op omkring. Og netop det kan øge de mest forbenede eller fanatiske tilhængeres engagement, som han forklarer det.

Alligevel er der noget paradoksalt i Støjbergs retorik. Ikke alene fremstår hun med lovbruddet både utroværdig som politiker og over for de vælgere, der ser hende som den kompromisløse minister. Hvad angår dommens udfald, har hun også gjort det værre for sig selv, vurderer Kock: “Jeg havde gættet på en betinget dom. Jeg tror, at hun med sin ubøjelighed og påståelighed har været med til at bevirke, at dommen er blevet så hård og kategorisk. Det er en kendsgerning, at det ikke kun handler om rene skyldsspørgsmål, når det kommer til strafudmålingen og det sprogbrug, man normalt anvender i domme.“

Men hvad betyder det så egentlig, når Inger Støjberg siger, at hun ikke vil “bøje nakken“, som hun konsekvent har gjort det under hele forløbet – og hvorfor har hendes ord så stor gennemslagskraft? Vi har bedt Kock analysere Inger Støjbergs facebookopslag, som hun lagde op efter dommen – et opslag, der har potentiale til at slå hendes egen rekord som det, flest har interageret med i dansk politik i 2021.

Tusind TAK for støtten, venner! I dag tabte de danske værdier!

“Det er nøjagtigt det samme, som hun sagde i sin tale på sin tale ved Venstres ekstraordinære landsmøde i januar. Hun forklarer ikke helt tydeligt, hvordan det, hun kæmper for, er danske værdier. Det er noget, der skal ske i tilhørernes egne hoveder. Det er det smarte ved underforståelser. Men 25 ud af 26 dommere hoppede ikke på det. Og trods alt er størstedelen af den danske befolkning ikke linet up bag hende – der er derimod nogen, der synes, at hun er fuld af løgn.“

Vi har nu en situation, hvor man som mand kan komme til Danmark med sin barnebrud. Flere af dem var blevet gjort gravide som 12-13 årig. Det kan man åbenbart gøre ustraffet. Men jeg bliver straffet for at forsøge at beskytte pigerne. Der er ærligt talt noget helt galt!

“Det er igen en underforståelse, at der var tale om mænd, som kom til Danmark med barnebrude, altså at kvinderne i de adskilte par var “barnebrude“. Hvad der helt præcist kræves af definitionen, får vi ikke klart at vide. Hvis hun kalder det brude, er de vel gift. Det var mange af parrene ikke. Hvis tvang ligger i definitionen, så slog operatørerne på centrene fast, at der ikke var tegn på tvang. Argumentet om aldersforskel holder heller ikke. I mange tilfælde var den kun ét år, så det er helt ved siden af at påstå, at alle disse piger er gift som ”barnebrude” med ældre mænd. Uanset hvad, er argumentet fuldstændig manet til jorden. Det gør dommen jo også ganske klart.“

Men jeg respekterer dommen og tager min straf uden at bøje nakken. Mit liv går videre. Det står i skærende kontrast til de piger, som oplever at blive gift som barnebrude med ældre mænd.

“Ved at bringe det ind der, underforstår hun, at dommen har noget at gøre med de pågældende par. Når hun ikke er ked af det, handler det om at være en stærk lederskikkelse for en holdning, der er indvandrer- og islamkritisk. Hvis hun havde vist flere menneskelige reaktioner undervejs eller den mindste erkendelse af at have gjort noget forkert, havde der slet ikke været samme tegn på styrke. Det er sådan set Trump-fænomenet om igen, som når han står fast på, at hans valgsejr blev stjålet og ved at være totalt uden slinger i sin holdning.“

Jeg vil ikke skjule, at jeg er overrasket over dommen. Men jeg har altid vidst, at det ikke er gratis at kæmpe for de danske værdier. Og at vi først svigter, hvis vi stopper med at kæmpe for det, vi tror på.

“At hun er overrasket hænger sammen med, at hun hele tiden har kørt et forsvar, som på en vis måde er selvmodsigende. Påstanden om, at hun ikke har udstedt en ordre om undtagelsesfri adskillelse, strider jo imod forsøget på at sige, at hun er på pigernes side. Det er noget, hun har fundet på, for at kunne blive frikendt.“ /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12