Nytter en diplomatisk boykot af OL?

På begge sider af det politiske spektrum er der stort set ikke skyggen af tvivl at finde. Danmark bør følge USA i deres diplomatiske boykot af Vinter-OL i Beijing 2022. Amerikanerne har nemlig annonceret, at de ikke vil sende en officiel delegation afsted til legene i februar – en beslutning som indtil videre har fået Australien, Storbritannien og senest Canada til at komme med lignende udmeldinger. Herhjemme mener alle lige fra De Konservative til Enhedslisten, at en boykot er vejen frem, hvis man vil markere Danmarks position i forhold til de kinesiske krænkelser af det muslimske uighur-mindretal i landets Xinjiang-provins.

I midten står regeringen og Kulturministeriet fortsat tavse. Men hvad er der egentlig på spil i spørgsmålet om dansk deltagelse i den sportsbegivenhed, Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen har kaldt “et stort politisk propagandashow“? Føljeton har spurgt Andreas Bøje Forsby, der forsker i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut For Internationale Studier (DIIS).

Ifølge Forsby er der ikke megen tvivl om, at en dansk boykot vil have effekt – den effekt vender vi tilbage til. Han ser imidlertid ikke mange fordele for Danmark ved i EU-regi at gå politisk enegang:

“Hvis der var tale om dansk enegang, forstået på den måde at Danmark, udover de angelsaksiske lande, blev det næste land, der annoncerer en diplomatisk boykot, så ville det formentlig afføde en reaktion [fra Kina], fordi det trods alt ville være ret provokerende at stille sig i forreste linje. Selvfølgelig håber man fra dansk side, at hvis der skal tages sådan et initiativ, så bliver det med en samlet EU-kreds, eller i hvert fald sammen med de nordisk-baltiske lande, fordi man hermed ikke gør sig alt for sårbar over for et kinesisk modsvar.“

Hvordan et sådant kinesisk modsvar kunne se ud, er der på nuværende tidspunkt ikke noget godt bud på. Kinas foreløbige reaktion har været at true med “håndfaste modreaktioner“ mod USA, som de tillægger det fulde ansvar for boykotten. Den canadiske, australske og britiske tilslutning kalder de omvendt en “farce“.

Desuden, fortæller Forsby, har styret meldt ud, at det aldrig har været intentionen at invitere landenes officielle repræsentanter, hvorfor deres boykot er uden betydning.

Det er jo selvfølgelig ingen skam at blive væk, hvis man ikke er inviteret, men passer det, eller er det en helgardering fra kinesisk side? 

“Det er selvfølgelig det sidste. Der er ikke nogen tvivl om, at Kina har brugt rigtig mange år og ressourcer på at levere det her storstilede og topprofessionelle show, som det sikkert bliver. Når de har lagt an til at det skal blive en succes, vil de også gerne høste den respekt og anerkendelse, der følger af at få besøg af de vestlige landes regeringschefer og statsoverhoveder.“

Nyttige idioter

Selvom boykotten rammer et ømt punkt for Xi Jinping, der både har fået et nationalt forklaringsproblem – hvad skal han dog fortælle befolkningen, når de fine gæster ikke dukker op til de olympiske festligheder? – er Forsby ikke optimistisk omkring boykottens indflydelse på kinesernes behandling af de muslimske uighurer:

“Man skal ikke nære nogen illusioner om, at hvis de vestlige lande boykotter OL i diplomatisk forstand, så vil Kina ændre kurs. Kina forfølger sine kerneinteresser relativt upåvirket af, hvordan verden opfatter deres behandling af uighurer eller andre etniske minoriteter. Når det handler om landets suverænitet og territoriale integritet, som er helt centrale kerneinteresser, så skal der rigtig meget til, før de ændrer kurs.“

Den diplomatiske boykot skal snarere ses i lyset af et amerikansk-kinesisk forhold, som er blevet “vanvittigt“ meget værre indenfor de sidste 10 år – og navnlig under Trumps regeringstid. Det er også en offensiv linje USA’s nuværende præsident, Joe Biden, lidt overraskende har valgt at følge, for at sikre amerikanernes position: “Kina er blevet en større og vægtigere aktør på den globale scene og er den eneste stormagt, der for alvor kan udfordre amerikanernes magtposition,“ forklarer Forsby.

Da Biden i sidste uge afholdt sin stort anlagte Summit for Democracy, hvor over 100 nationer var inviteret, var det da også med en række stik til deres kinesiske nemesis. På gæstelisten var Kina nemlig ikke at finde. Det var til gengæld Taiwan, der officielt tilhører Republikken Kina, men som fortsat nægtes selvstændighed.

Som du selv siger, har USA det sidste halvandet år haft gang i en diplomatisk offensiv mod Kina, som rækker udover spørgsmål om menneskerettigheder. Når de går ind og laver en boykot af OL på baggrund af deres diskrimination af det muslimske mindretal, kan man så regne med, at det er den egentlige agenda, eller risikerer Danmark at blive nyttig idiot i USA’s mere overordnede offensiv mod Kina? 

“Der er ikke nogen tvivl om, at der foregår en strategisk rivalisering og at menneskerettighedsproblematikken blot er et af mange områder, hvor kineserne og amerikanerne krydser klinger lige i øjeblikket. Hvis forholdet generelt var godt, ville menneskerettighedsspørgsmålet nok også fylde mindre på dagsordenen, hvilket netop også var tilfældet i 2000’erne og et godt stykke op gennem 2010’erne. Relationen var relativt velfungerende helt frem til halvandet år inde i Trumps regeringsperiode.“

“Samtidig har vi set en anden vigtig udviklingstendens, hvor kineserne under Xi Jinping har anlagt en ny kurs, hvor Kina er blevet mere autoritært, selvhævdende og repressivt, ikke mindst over for etniske og religiøse minoriteter. Det har affødt nogle stærke reaktioner herhjemme det seneste par år. Så det ville være forsimplet blot at reducere udviklingen til at handle om, at Danmark er blevet USA’s nyttige idiot.“

Hvis ikke en boykot får Kina til at ændre deres behandling af uighurerne, hvilken funktion – hvis nogen – tjener den så set med danske øjne?

“En diplomatisk boykot af Kina ville i givet fald kunne tjene til at demonstrere tre ting. Dels at vi sætter vores værdipolitiske dagsorden højt, selv når den risikerer at få ubehagelige konsekvenser; dels at vi gerne vil markere en stigende dansk bekymring for de senere års mere repressive politiske udvikling under Xi Jinpings lederskab; og dels at vi støtter op om vores vigtigste allierede, USA, og andre ligesindede lande i deres kritik af Kinas menneskerettighedskrænkelser.“ /Asta Kongsted 

[Føljeton har onsdag forsøgt at få en kommentar fra Kulturministeriet omkring regeringens overvejelser om en eventuel boykot. Ministeriet har fortsat ingen kommentarer.]