Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Forholdet mellem Ukraine og Rusland bliver stadig mere anspændt. I løbet af efteråret har Rusland forøget antallet af soldater ved grænsen, mens både EU og NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, advarer Rusland om, at et militært angreb på Ukraine vil få konsekvenser. Men der altså er ingen grund til bekymring, forsikrer præsident Putin, mens hans finger hviler på aftrækkeren.
Den 12. juli i år kunne man således læse et længere essay på Kremls hjemmeside, officielt skrevet af Vladimir Putin, med titlen “Om russere og ukraineres historiske enhed“. Her præsterer den russiske præsident på cirka 17 sider en historisk gennemgang af, hvad der – i hans optik – er på spil i forholdet mellem Ukraine og Rusland.
Putins argumentation går i korte træk ud på, at der helt tilbage fra 800-tallets storrige Kijevrus (der både dækkede dele af det nuværende Rusland, Ukraine og Belarus) har været ubrydeligt stærke kulturelle, sproglige og religiøse bånd mellem Ukraine og Rusland. Derfor er adskillelsen mellem landene også helt ude i skoven – og først og fremmest et resultat af andre landes skadelige indflydelse. Faktisk er Ukraine en slags lille-Rusland (“Malo-russia“), og især de østligste dele af Ukraine er mere russisk end noget andet.
Desværre er det dog ikke alle, skriver Putin, der har forstået sagens rette sammenhæng. Det gælder bl.a. Ukraines nuværende regering og dem, der har militære interesser i at svække Rusland – altså NATO og EU. Desuden gælder det de ukrainere, der er ramt af overdreven nationalisme og “russer-fobi“. For slet ikke at tale om den flok ukrainere, der simpelthen er nynazister.
Set lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, er essayet måske ikke så betryggende. Hvis man spørger Vladimir Putin, er Ruslands fortsatte krigsførelse i den østlige del af Ukraine, besættelsen af Krim-halvøen samt eskaleringen af den militære konflikt dog bare midler, der skal genoprette det ellers gode forhold mellem de to lande. Både for Ruslands, men også for Ukraines egen skyld.
Ja, faktisk er det, som om Putins essay er ét langt forsvar for et parforhold, som ydre kræfter er lykkedes med at forpurre. En kærlighedserklæring med andre ord – omend en ret insisterende en af slagsen. Et billede begynder at tegne sig af en session hos en parterapeut…
I Krim og kærlighed
Ukraine sidder mut på terapeutens sofa; man vil bare gerne vil have sessionen overstået og komme videre i livet. Putin, derimod, har meget at fortælle. Han læser op af sit essay, som han har taget med hjemmefra. Det smukke, men kuldsejlede parforhold med Ukraine skal tilbage på sporet. Koste hvad det vil. Og det er han sikker på, at også Ukraine ønsker. Inderst inde. Bare pokkers ærgerligt, at der i Ukraine er opstået en slags fobi over for Rusland, og at NATO desuden skal blande sig hele tiden.
I løbet af essayet vender Putin flere gange tilbage til begivenhederne i 2014, der omtales som noget særligt problematisk. Det har parterapeuten bemærket. “Hvad skete der i 2014?“ spørger terapeuten. “Jeg fornemmer, at I ikke er helt enige her. Hvad siger du, Ukraine?“
Ukraine svarer:
“Det begyndte i 2013, hvor præsident Viktor Janukovitj – efter pres fra dig, Putin – undlod at underskrive en associeringsaftale med EU. Det førte til omfattende demonstrationer, bl.a. på Majdan-pladsen i centrum af Kyiv. De fredelige protester blev brutalt forsøgt stoppet, med mange døde og sårede til følge. Det endte med, at Janukovitj i februar 2014 måtte flygte til Rusland i en helikopter og dermed forlade sit russisk finansierede palads (der havde kunstige springvand, guldvandhaner og eksotiske dyr). Som reaktion på den tabte indflydelse annekterede Rusland i 2014 halvøen Krim efter en pseudoafstemning og påbegyndte dermed den fordækte militære invasion af det østlige Ukraine.“
“Nu har vi hørt Ukraines historie,“ siger parterapeuten henvendt til Putin, der har vendt øjne og sukket højlydt, mens Ukraine har talt. “Vladimir, hvad mener du, der skete i 2014?“
Putin svarer:
“Den ukrainske stat havde interne problemer. Og desværre løb det af sporet i 2013. En gruppe højreorienterede ekstremister drog fordel af situationen, de brugte vold og lavede ballade, især i Kyiv. Ja, der blev nærmest borgerkrig i Ukraine. Men det værste var, at Vesten blandede sig. Se bare, hvordan amerikanske diplomater gik rundt og sludrede med ballademagerne på Majdan-pladsen. Uroen bredte sig, og befolkningen i det østlige Ukraine fik nok af alt det kaos. De dannede derfor på helt eget initiativ deres egne republikker i 2014, Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Disse republikker har i øvrigt en god forståelse for de historiske bånd med Rusland. Det samme har befolkningen på Krim, der efter en demokratisk afstemning er blevet en naturlig del af moderlandet Rusland.“
Nu har Ukraine mistet besindelsen. “Hvad med den hungersnød i 1930, som Stalin var ansvarlig for, men som I ikke vil undskylde?! Hvad med sovjettidens undertrykkelse? Hvad med, at det er Rusland, der står bag den krig mellem vores lande, som har kostet flere end 13.000 mennesker livet? Rusland er en imperialistisk stormagt, der vil kontrollere Ukraine og også Belarus for den sags skyld, for i virkeligheden er det jo det samme med dem. De er også en del af Rusland, tror du, men til forskel fra os, har du Lukasjenko i din lomm-“
“Nu tror jeg ikke, vi skal blande Belarus ind i samtalen. Lad os holde os til emnet. Tak for at dele jeres oplevelser, og hov… tiden er desværre gået for i dag,“ afslutter den imaginære parterapeut samtalen. /Jakob Matthiesen
Jakob Matthiesen, cand.mag, er lektor på Københavns Professionshøjskole og freelanceskribent med en forkærlighed for Østeuropa.