Javier Torres/AFP/Ritzau Scanpix
Kontrasten mellem Chiles to præsidentielle kamphaner kunne dårligt have været større. Præsidentvalgets anden og afgørende runde, der løb af stablen søndag, var på forhånd blevet udlagt som det mest polariserende opgør siden 1990, hvor Chile vendte tilbage til demokratiet. Med en ulighedshadende, ung venstrefløjskandidat i det ene ringhjørne, og en ultrakonservativ Pinochet-apologet i det andet, var der dømt skillevej for alle pengene. Fik vi i øvrigt sagt, at den kommende præsident skal køre landets nye forfatning i mål?
I sidste ende blev løbet mindre tæt, end mange havde frygtet (betalingsmur). Få timer efter valgstederne lukkede, stod den blot 35-årige Gabriel Boric – venstrefløjens nye håb – tilbage som klar sejrherre. Med størstedelen af stemmerne optalt, stryger Boric med ca. 56 pct. direkte ind i La Moneda, Chiles præsidentpalads. Havde man bange anelser om, at konkurrenten José Antonio Kast ville tale om valgsvindel og ugyldige resultater (med andre ord: lave en Donald Trump), kunne man også ånde lettet op. På Twitter erkendte Kast søndag aften nederlaget med en meddelelse om, at Boric fortjener chilenernes respekt og “konstruktivt“ samarbejde. For, som Kast også skrev, “Chile siempre está primero“ – løst oversat: “Chile kommer altid først“.
Det kan ellers ikke siges, at José Antonio Kast har haft fløjlshandsker på under valgkampen. Med velkendte populistiske virkemidler har han bl.a. trukket sammenligninger til Brasiliens Jair Bolsonaro og det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), ligesom Gabriel Boric – og mange andre chilenere – har omtalt ham som fascist. Kasts politiske cocktail har bestået af slagord som “lov og orden“, katolsk-konservative familiedyder (herunder abortmodstand), skattelettelser og stramninger på udlændingeområdet (Kast har bl.a. foreslået, at man graver grøfter ved grænsen til Venezuela). Under valgkampen kom det frem, at Kasts tyskfødte far var nazist. Og som om det ikke var nok, har Kast også sagt, at Chiles mangeårige diktator Augusto Pinochet ville have stemt på ham.
Selv uden Pinochets posthume stemme, formåede José Antonio Kast ved præsidentvalgets første runde – der løb af stablen tilbage i november – at få flest stemmer af alle kandidater, to procentpoint flere end Gabriel Boric. Resultatet jog, forståeligt nok, en skræk i livet på alle de chilenere, der har mindre varme minder om Pinochets diktatur. Samtidig fik det Gabriel Boric til at moderere sine budskaber, så han ikke blot tækkede vælgere i hovedstaden Santiago, men også i de mere landlige egne af Chile. Selv i mere moderat form, kunne han dog tilbyde en radikalt anderledes politik: Boric – der for godt ti år siden ledede et chilensk studenteroprør – ønsker bl.a. at bekæmpe landets voksende ulighed, reformere pensions- og sundhedssystemet, gøre Chiles økonomi grønnere og øge top- og virksomhedsskatten.
Gabriel Boric bliver nu ikke bare den yngste præsident i Chiles historie. Han bliver også manden, der skal forene en politisk polariseret nation og få landets nye forfatning vedtaget og implementeret. Sidstnævnte er fortsat under udarbejdelse, efter omfattende protester i 2019 og 2020, hvor demonstranter bl.a. forlangte et opgør med landets mange privatiseringer og neoliberale arvegods. Det ville være mærkeligt, hvis ikke venstrefløjsprofilen tager imod lige netop dén opgave med kyshånd. /David Dragsted