Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Når Inger Støjberg tirsdag møder op i Folketingssalen for at se sin politiske skæbne (for indeværende valgperiode) afgjort, er der efterhånden ikke mange tilbage i hendes ringhjørne. Bevares, Dansk Folkeparti vil da stemme for, at Støjberg er værdig til at blive siddende i Folketinget. Det vil de nok primært gøre, fordi de (med den eftertrykkelige undtagelse af Morten Messerschmidt) ser hende som deres egen politiske redningsbåd. Nye Borgerlige vil gøre det samme, fordi de, ja, vel, fordi der er et ledigt standpunkt. Og så har en sidste kammerat mandag meldt sig på broen i form af løsgængeren Naser Khader, der tilbage i august (i bar overkrop) truede med at være “back“ og “klar til kamp“. “Det, jeg skal tage stilling til i Folketingssalen, er, om Inger i almindeligt omdømme er uværdig til at være medlem af Folketinget. Om hun moralsk og politisk er skyldig, og det mener jeg ikke, hun er,“ udtaler Khader til Ritzau.
Her på stedet forsøger vi at undgå lemfældig brug af ordet “moral“, men Khader er ikke den eneste, der mener, det er muligt at skille Støjbergs juridiske forbrydelse fra intentionen. Søndag måtte Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, medgive, at han var lovlig frisk på tasterne, da han i 2017 ligefrem takkede Støjberg for at “beskytte de unge piger“. Alligevel holder han fast i, at det “faktisk [er] muligt både at takke Inger Støjberg. Og samtidig støtte, at hun skal sendes i fængsel.“ Selvom Støjberg handlede ulovligt, mindsker det ikke rigtigheden af, at vi ikke vil “have barnebrude i Danmark,“ som han konkluderer.
Idéen lever
Det må være svært tilfredsstillende for Støjberg at se, at hun stadig lykkes med at dreje samtalen over på spørgsmålet om barnebrude. På trods af, at der ikke hersker tvivl om, hvorvidt indgåelsen af ægteskab med børn billiges i Danmark. Og på trods af, at der allerede inden hendes indblanding var en praksis for håndtering af flygtningepar med stor aldersforskel. Fx blev en ung pige, som Støjberg af flere omgange har hævdet at have ‘reddet’, fjernet fra sin mand allerede 10 dage inden den ulovlige instruks om adskillelse blev sendt ud. Og af de i alt fire par, som Støjberg igen og igen fremhævede, var det kun et, som ikke allerede var blevet adskilt, da instruksen så dagens lys i 2016, som Information tidligere har vist.
Når forestillingen om det modsatte stadig lever, er det fordi, Støjberg turnerer med en ekstremt stærk fortælling. “I dag tabte de danske værdier!“ proklamerede hun fx efter domsfældelsen i sidste uge, som om det er indlysende, hvad det vil sige. Selvom hun ikke er den eneste politiker, der har haft held med at gøre spørgsmål om lov til spørgsmål om moral, er Støjberg mesterlig udi salget af arbitrære idéer.
“At antage en idé som er umulig at definere og begribe som regel for den offentlige moral, er at give frit løb til alle former for tyranni“, skrev den franske filosof Simone Weil kort før sin død i 1943. Hvor ondt det end kan gøre at indrømme, må man nok sige, at forestillingen om et statisk sæt af danske værdier er en sådan idé. Det er en tom beholder, og som det ofte gør sig gældende med tomme beholdere, kan det hulrum, de kommer med, udfyldes af hvad som helst, så snart grundidéen er købt. “Danske værdier“ er i hænderne på Støjberg blevet smykkelovgivning, adskillelse af unge par, lovbrud og kager til at skylle hele herligheden ned med.
Det er nok ikke det, Pia Kjærsgaard (DF) mener, Folketingets øvrige politikere skal tænke på, når hun beder dem kigge Inger Støjberg i øjnene, mens de stemmer hende ud af salen. Ikke desto mindre er det nok det, de fleste vil gøre, når der i dag tages et tiltrængt opgør med de “danske værdiers“ politiske tyranni. /Asta Kongsted