Philip Davali/Ritzau Scanpix
I begyndelsen af Enten-Eller falder Søren Kierkegaard – eller rettere, pseudonymet Victor Eremita – over en gammel, brugt “Secretair“ hos en marskandiser, som han simpelthen må eje. Reelt giver begæret ikke nogen mening, da Eremita “ingen Brug havde for dette Møbel“. Alligevel går han dagligt forbi butikken, så han kan kaste stjålne blikke efter det. For som han skriver: “Efterhaanden fik hiin Secretair en Historie i mig; det blev mig en Nødvendighed at see den […] Alt eftersom jeg saae paa den, vaagnede ogsaa den Lyst at ville besidde den.“
Hvor kommer lysten fra? Det skal man ikke tænke for meget over. Eller som Kierkegaard skriver andetsteds: “Hvor er det skjønt at være forelsket, hvor er det interessant at vide, at man er det. See det er Forskjellen.“ Refleksionen skaber en distance til erfaringen, den fjerner for sin vis skønheden. Tænk bare på dine egne julegaveønsker: Hvor mange ting på listen har du egentlig brug for? Hvor meget er bare umiddelbart begær?
Som sociolog David Cheal også er inde på i bogen The Gift Economy, giver vores gavetrang egentlig ikke mening. Udvekslingen under juletræet er som udgangspunkt et nulsumsspil, man kommer nogenlunde ud af transaktionen, som man gik ind i den. Hvorfor ikke bare selv købe Secretairen og så ellers komme videre i livet? Jo, fordi det er i selve redundansen, at gaveudvekslingen får sin værdi. Rationelt set er udvekslingen overflødig, men vi gennemfører den alligevel og styrker dermed båndet til hinanden. Kærlighedserklæringen kollapser først, når vi reflekterer for meget over den – eller begynder at gå regelret op i kroner og ører (“hallo, vi giver altså gaver for det samme beløb“).
Kaster man et hurtigt vue udover mediebilledet her dagen inden jul, skorter det ikke på gaver. Desværre er det bare ikke dem alle, man bliver lige begejstrede for at åbne. Tag bare meldingen om, at tre uafhængige forskerhold nu mener, at omikron ser ud til at give mildere sygdomsforløb. Skønt! Så er julen vel reddet? Tjo, det afhænger stadig af, hvordan du lægger snittet. Selvom omikron ikke er lige så alvorlig, er den stadig ekstremt smitsom. Antallet af indlæggelser ventes derfor fortsat at stige. Og hvis omikron fremover bliver omtalt som mindre grel, kan det også gøre folk tilbøjelige til at hvile på laurbærrene, hvilket potentielt vil forlænge pandemien yderligere. Ih altså, så blev den gode nyhed ødelagt.
Det samme kan siges om direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøms besked på gårsdagens pressemøde om, at booster-stikket nu fremrykkes for de 18-39-årige, og at man også overvejer et fjerde stik til samfundets udsatte grupper. Vi var knap begyndt at juble over den ekstra immunitet og beskyttelse til befolkningen, førend vi læste Verdenssundhedsorganisationens løftede pegefinger til booster-glade lande som Danmark: Udbredelsen af tredje stik risikerer at forlænge pandemien, hvis det betyder, at fattigere lande får sværere ved at tilgå vaccinerne. Advarslen er efterhånden hørt mange gange før. I Vesten er vi bare ret ligeglade.
Bevares, det er da ikke, fordi vi helt har undladt at sende vacciner til lande i nød. I Nigeria har man eksempelvis modtaget mere end en million doser AstraZeneca-vaccine fra vestlige donatorer. Desværre er man bare blevet nødt til at kassere vaccinerne igen, da de viste sig at være en slet skjult hadegave. Doserne var allerede så tæt på udløbsdatoen, at man slet ikke kunne nå at bruge dem. Ifølge sundhedsminister Osagie Ehanire vil man derfor fremover undlade at modtage vacciner så tæt på udløbsdatoen. Det ville da også være klædeligt, hvis Vesten undlod at spise Nigeria af med egne kasserede rester. For som Kierkegaard og Cheal (måske) ville sige: Hvis gaver virkelig skal værdsættes, er det faktisk ikke tanken, der tæller. /David Dragsted