Stephane De Sakutin/AFP/Ritzau Scanpix
Vinter: Hastesagerne hober sig op./ Folk er begyndt at dø/ og her på kontoret/ der lyser som et rumskib i skumringen/ er ting der virker som om de lige er sket/ pludselig lang tid siden./ Kun halvvejs gennem forretningsgangen/ og det er allerede mørkt igen./ De seneste 10 år/ gik dobbelt så hurtigt som tiåret før/ og nu blomstrer de sorte roser i sneen.
– Søren Ulrik Thomsen, fra Rystet spejl (2011)
Indrømmet, det bliver måske lidt mørkt at sige det med SUT, men er det ikke, som om året bare er fløjet afsted som ét langt mareridtsridt? De spæde januardage, hvor folks største bekymringer kredsede om John Dillermand og stormløbet på den amerikanske kongres, føles vitterligt som en evighed siden. Samtidig – og det er her, tingene for alvor bliver mærkelige – virker vinteren mest af alt som en jammerlig gentagelse. Tidens torne stikker, men smerten er kun alt for genkendelig.
Som i en sløj udgave af Groundhog Day, har omikron tilsyneladende fået verden til at køre i ring. Og her tænker vi ikke kun på, at der er kommet en ny Matrix-film (findes der snart en franchise, Hollywood ikke har genoplivet?). Mandag kunne Frankrigs premierminister Jean Castex annoncere, at franskmændene nok engang må indstille sig på hjemmearbejde og forsamlingslofter, så smittespredningen kan holdes i skak. Herhjemme sættes der fortsat nye smitterekorder, og i England… ja okay, i England har man indtil videre lovet, at der ikke vil komme nye restriktioner i resten af 2021. Med nytår lige om hjørnet virker det dog som en lidt gratis omgang.
Hvornår får det hele en ende? Hvis det kan være nogen trøst, vil vi formodentlig være nogle af de første, der finder ud af det. Med så omfattende et omikron-udbrud som det nuværende, leverer Danmark i hvert fald en ret god lakmustest for, hvor slem varianten er. Ifølge Astrid Iversen, professor i virologi og immunologi ved Oxford University, kan vi formodentlig forvente svar på dét spørgsmål i midten af januar. Imens må vi jo bare forsøge at tackle kvalmen fra coronakarrusellen.
Som man mandag kunne læse i en længere sag fra The New York Times, behøver kvalme dog heldigvis ikke være en dårlig ting. Reelt gør vores evne til at føle væmmelse os også menneskelige. Avisen har taget en længere, ret læseværdig snak med psykologen Paul Rozin, som har forsket i fænomenet i en halv menneskealder. Ifølge Rozin er væmmelse en af de mest basale menneskelige følelser, som både er med til at beskytte mave og sjæl. Psykologen er bl.a. ophavsmand til udtrykket “omnivorens dilemma“, der groft sagt dækker over den ambivalens, mennesket føler ved opdagelsen af ny mad. Eftersom vi har evnen til at putte (næsten) alt i munden, agerer væmmelsen en meget god rettesnor: Hvis alt mad virkede kvalmende, ville vi dø af sult. Men hvis intet havde den virkning, ville vi nok dø af at spise noget klamt.
Ifølge Rozin befinder vi mennesker os simpelthen bedst, når vi balancerer mellem neofili og neofobi – henholdsvis kærligheden til det nye og frygten for ditto. Samtidig kan afskyen hjælpe os til at glemme, at vi i bund og grund er en samling dødelige pattedyr, der skider, bløder, spiser og forrådner som alt andet. Tænk engang: Kvalmen kan ophæve pandemiens kødelige virkelighed. Og som om dét ikke var nok, kan den også minde os om, at der nok skal komme masser af nye, spændende oplevelser. Alting må bare ske med måde, så helbredet ikke lider under eventyrlysten. Januar kan bare komme an! /David Dragsted