Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kan du mærke det? Nej, ikke det. Kan du mærke, hvordan stemningen frem mod formandsvalget i Dansk Folkeparti er ved at blive lidt ophedet? Hvis ikke, så er det sikkert, fordi du rent faktisk forsøger at nyde din juleferie, men tillad os så at briste din trygge boble. Efter Martin Henriksen (DF) før jul meldte sit kandidatur, har han og Morten Messerschmidt (DF) leget kastebold med konventionerne i et forsøg på at overbyde hinanden i strammerpolitik og få sat indirekte stød ind på modstanderen. Men nu skal det være slut, mener Henriksen, der vil mødes til duel med Messerschmidt. Ansigt til ansigt. Mano a mano.
Det skal Messerschmidt dog ikke nyde noget af. Han er en sportsmand, og derfor vil han vente med de politiske dueller til efter den 7. januar, hvor der er frist for, at formandskandidater kan melde sig på banen. Kampen begynder ikke, før alle spillerne står klar. Det holdt ham dog ikke fra tirsdag at komme med et politisk forslag, man så må forstå ikke skal ses i lyset af den forestående formandskamp – eller i lyset af Martin Henriksens udspil om at fjerne udlændinges ret til sociale ydelser i Danmark (der skal lige en grundlovsændring til for at dén kommer i vinkel, men det gamle skidt har også stået til siden 1953, så det kunne sikkert være en spændende udfordring).
Helt tilfældigt har Messerschmidt altså valgt juledagene til at foreslå en såkaldt three strikes and you’re out-model til at straffe bandekriminalitet med. Modellen kendes fra USA, og Messerschmidts forslag går i al sin enkelthed ud på, at hvis man før er blevet straffet for banderelateret kriminalitet, skal den tredje dom medføre en livstidsstraf. Grovheden af forseelserne er her underordnede: “Jeg er ikke optaget af, om den enkelte ikke har gjort det store. Jeg er mere optaget af den skadevirkning og utryghed, som det skaber for alle andre mennesker i samfundet,“ forklarer han. Om three strikes-modellen kun skal gælde bandekriminalitet på gadeplan, eller om den også skal gælde for økonomisk svindel med, lad os sige, EU-midler, melder historien ikke noget om. Vi antager dog ikke, at Messerschmidt her henviser den skadevirkning, det skaber for alle andre mennesker, når en politiker tiltales for EU-svindel og dokumentfalsk.
Det er værd at bemærke, at den strafmodel, Messerschmidt henviser til, igennem hele sin levetid har været udsat for heftig kritik og vist sig ganske ineffektiv i USA, ligesom den har en række lodret urimelige domme på samvittigheden. Men ligesom Henriksen nok ikke er specielt optaget af, hvorvidt han rent faktisk kan få en grundlovsændring igennem, er det rimeligt at antage, at Messerschmidt ikke gør sig de store forestillinger om at få three strikes indført i Danmark. Til gengæld er begge kandidaters udspil et forsøg på at fjerne fokus fra DF’s personsager og tale politik igen, og, som det ofte er tilfældet i DF, handler den politik primært om at være imod et eller andet: klimatosser, indvandring, islam, you name it.
Det er en betragtning, der efterhånden ikke er specielt kontroversiel, når den er rettet mod DF. Men hvad hvis den gør sig gældende på hele højrefløjen? Forleden stødte vi på et tweet fra Venstre-byrådsmedlem og tidligere VU-formand Nikolaj Bjørk Christensen, og han er ikke bleg for at male med en lidt bredere pensel: “Gid 2022 bliver året, hvor alle borgerlige definerer sig selv positivt, fremfor at definere sig op mod noget andet. Træt af såkaldt “borgerlighed” der er anti-Greta, anti-globalisme, anti-islam, anti-konventioner, anti-minoritetsrettigheder, anti-feminisme, anti-MeToo,“ skriver han. Det er selvfølgelig et aktivt forslag at være for højere straffe, men vi forstår godt, hvor Christensen vil hen. Af en gruppering, der skatter frihed (her kan DF retfærdigvis ikke tælles med) højere end noget andet, er der generelt meget nej-sigen på højrefløjen. Efter år med heftig politisering af universitetsverdenen, fodslæbende klima- og ligestillingspolitik og de obligatoriske pip om lavere skatter, kunne man håbe på, at 2022 bliver året, hvor den borgerlige fløj finder noget, der kunne minde om en fælles ja-sigende vision. Det kan ikke gøre det ud for et partiprogram at ville fratage flest mulige mennesker deres rettigheder, og det kan ikke kaldes en fælles vision at sige nej til alt, der foreslås af folk under 30 år. /Asta Kongsted