Philip Davali/Ritzau Scanpix
Når du tænker på fodlænkebærere, hvem tænker du så på? Henrik Qvortrup? Inger Støjberg? Nicklas Bendtner måske? Tænk mindre. Mandag kunne Information fortælle, at regeringen overvejer at indføre brugen af fodlænker på børn helt ned til 10-årsalderen. I hvert fald er man kommet i besiddelse af to dokumenter, som begge peger på, at Justitsministeriet lige nu undersøger muligheden. Det sker igennem en såkaldt initiativbeskrivelse, hvori ministeriets Politikontor “lægger op til at indføre en hjemmel“, der vil muliggøre anvendelse af “elektronisk fodlænke eller lignende teknisk anordning med gps-funktion“, og hvor muligheden for brugen af fodlænke til de yngste kaldes “et pædagogisk værktøj“. Af det andet dokument fremgår det, at ministeriet har bedt Ungdomskriminalitetsnævnet “om eventuelle bemærkninger til indførelse af mulighed for at pålægge børn og unge elektronisk overvågning“.
Hvis vi lige skal repetere, hvad Ungdomskriminalitetsnævnet egentlig er, så er det et nævn, der opstod som et led i VLAK-regeringens reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet, der blev vedtaget i 2018 efter aftale med DF og S. Reformen kom i kølvandet på, at den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i flere år havde flirtet med tanken om en såkaldt ‘ungelavalder’ på 12 år, mens DF ligefrem drømte om helt at sænke den kriminelle lavalder. Det kom de ikke igennem med, men til gengæld indeholdt reformen planer om oprettelsen af det såkaldte Ungdomskriminalitetsnævn, der udvidede mulighederne for brugen af fysisk magtanvendelse, der skulle bringe børn og unge “ud af kriminalitet og tilbage i fællesskabet“.
Dengang modtog oprettelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet kritik for at skabe et uklart forhold mellem brug af social støtte og straf i behandlingen af børn under 15. Den kriminelle lavalder markerer, hvornår man kan stilles til ansvar for sine handlinger. Ungdomskriminalitetsnævnet, hvor der sidder dommere og politi med ved bordet, udvisker den grænse. Det er imidlertid det nævn, man nu leger med tanken om at give endnu flere “pædagogiske redskaber“ overfor børn og unge, som ikke dømt for noget.
Selv afviser justitsminister Nick Hækkerup (S) at skulle have aktuelle planer om at indføre brugen af fodlænker til børn. Han skriver dog til Information, at “[d]et er helt afgørende at få sat effektivt ind over for ungdomskriminalitet, så vi får hjulpet unge væk fra den kriminelle løbebane. Regeringen overvejer derfor løbende nye initiativer.“ Et initiativ, man i den forbindelse kunne overveje, ville være helt at holde sig fra at sløre grænserne mellem rets- og socialmyndigheder. Og ikke mindst at holde børn ude af den første sfære, så længe det overhovedet kan lade sig gøre. Hvis du er 10 år gammel og på vej ud i noget rod, har du brug for en voksen at tale med, ikke en fodlænke om benet.
At børnefodlænker er en vildt dårlig idé synes ikke bare intuitivt rigtigt, det understøttes også af forskning på området. I 2018 udgav Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) fx en rapport, der konkluderer, at “et system med færrest reaktioner fra retsmyndighedernes side og mindre indgribende sanktioner er at foretrække, hvis man ønsker at mindske kriminaliteten og sikre børn og unge den bedste uddannelse“. Man må så antage, at det er finten med at kalde fodlænken et “pædagogisk redskab“. Den er ikke en decideret straf, men bare en hjælpende hånd, må man forstå.
Pædagogisk redskab eller ej: Spørgsmålet er stadig, hvorfor man overhovedet skulle indføre brugen af fodlænker til de mindste, hvis intet tyder på, at de virker. Nick Hækkerups socialdemokratiske forgænger Karen Hækkerup pegede eksempelvis på problematikken, da hun som justitsminister i 2012 fjernede muligheden for at bruge fodlænker, efter det to år forinden var blevet muliggjort af VK-regeringen. Er det mon Nick Hækkerups forkærlighed for overvågning, eller bare drømmen om et nyt værdipolitisk korstog, der svinger taktstokken? Det kommer såmænd ud på et. Justitsministeren bør finde nogen på sin egen størrelse at lege sine (magt)syge lege med. /Asta Kongsted