Netflix
Hvordan skal man overhovedet formidle klimakrisen på en meningsfuld måde? For megen (jubeloptimistisk) lovprisning af spekulative, teknologiske løsninger, og man risikerer at negligere katastrofens omfang og konsekvenser. For meget moraliserende dommedagsretorik, og man risikerer at tabe folk helt på gulvet. Det er næsten en lige så svær en opgave, som at servere grød til Guldlok. Balancen mellem håb og håbløshed skal være nøje afmålt, budskabet perfekt tempereret. Hvis der tilmed skal brygges en god historie, bliver (videnskabs)formidlingen noget nær umulig – i hvert fald hvis den ikke skal blive enten for tør eller usmagelig. Ikke desto mindre har instruktør Adam McKay valgt at tage udfordringen op med den stærkt satiriske, stjernespækkede Netflix-film Don’t Look Up.
Ligesom McKay gjorde finanskrisens uforståelige (og tåbelige) pengespekulation til allemandseje med The Big Short, er turen nu kommet til klimakrisen. Eller, det vil sige: Til en allegorisk dommedagsfortælling, der forvandler den gradvise globale opvarmning til en altødelæggende komet med direkte kurs mod Jorden. Hvor grebet i The Big Short var at gøre begreber som “syntetiske CDO’er“ forståelige via en blackjack-spillende Selena Gomez og en champagnedrikkende Margot Robbie, er grebet i Don’t Look Up at levendegøre, hvor reel og skræmmende klimatruslen er. Slutresultatet kan dårligt siges at være subtilt. Til gengæld er filmen både underholdende og nem at indtage.
Plottet er i hvert fald ret lige ud af landevejen: Astronomerne Randall Mindy og Kate Dibiasky, spillet af hhv. Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence, opdager til deres skræk og rædsel, at en komet vil kollidere med Jorden om rundt regnet seks måneder. Da de prøver at advare om den nært forestående katastrofe, mødes de dog af ligegyldighed fra såvel medierne som USA’s populistiske præsident Orlean, spillet af Meryl Streep. Og situationen bliver ikke ligefrem bedre, da milliardæren og techmogulen Peter Isherwell (Mark Rylance) opdager, at kometen indeholder et væld af ædle metaller, som kan bruges i computere og mobiltelefoner. For bør man da ikke høste ressourcerne, inden kometen skydes ud af kurs? Alt andet virker vel som pengespild – også selvom klodens fremtid er på spil.
Lige så tyk satiren er, lige så åbenlys er filmens pointe. McKay og medforfatter David Sirota, der er journalist og tidligere taleskriver for Bernie Sanders, har ikke tænkt sig at tage gidsler. Faktisk virker de temmelig ligeglade med, om Guldlok brænder sig på budskabet. I den forstand fejler Don’t Look Up eklatant. Til gengæld er dramatiseringen af forskernes desperation – og forsøg på at indgå kompromisser – ret vellykket. Det er ikke for ingenting, at filmen nedsables af anmeldere, men hyldes af faktiske klimaeksperter. Før eller siden får man nok af at agere den pæne dreng i klassen. Og så kan man vel lige så godt tage pis på situationen. Stanley Kubricks Dr. Strangelove har ikke levet forgæves.
Don’t Look Up sparker således ufortrødent til myretuerne, hvad enten det gælder de bramfri referencer til Donald Trumps præsidentskab eller kritikken af de sociale mediers grundlæggende absurditet. Det kan nemt tolkes som dårlig smag, særligt blandt os europæiske udenforstående, som ikke har levet 24/7 i det amerikanske vanvid. Omvendt findes der også noget sært forløsende i filmens store armbevægelser. Kunst kan det næppe kaldes, men som en slags semikomisk, cinematisk primalskrig fungerer Don’t Look Up upåklageligt. Og hvis filmen tilmed kan få folk til at diskutere klimakrisen som en reel katastrofe, må man forestille sig Adam McKay fint tilfreds – uanset hvad anmeldelserne så ellers siger. /David Dragsted