Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Torsdag markerer årsdagen for stormløbet på Kongressen i USA. En begivenhed, der har vist sig så kompleks, at den har voldet politikere såvel som journalister alvorlige forklaringsproblemer.
På den ene side indeholdt kupforsøget alle ingredienserne til at blive afskrevet som en tragikomisk engangsforestilling: Den var under ledelse af vrede mænd i bar overkrop, og de var bevæbnet til tænderne med konspirationsteorier. På den anden side viste dén udlægning sig hurtigt at være stærkt reduktionistisk, for snart kom det frem, at størstedelen af de fremmødte amerikanere ikke kunne klassificeres som højrefløjsekstremister. Det var svært at høre jovialt udseende familiefædre sige ting som “next time we’re bringing guns“. Allerede dengang talte man om en masseradikalisering af ‘almindelige’ borgere. Alligevel er det mest den første fortælling, der er hængt ved. Imens truer “next time“ med at vokse fra advarsel til realitet.
Alt tyder i hvert fald på, at splittelsen i det amerikanske samfund er ved at nå et foreløbigt højdepunkt. En undersøgelse foretaget af University of Chicago peger på, at en lille femtedel af alle amerikanere i efteråret mente, at valget blev stjålet fra Donald Trump. Af dem indikerede næsten halvdelen – altså 21 mio. amerikanere – at brugen af vold er legitim for at genindsætte ham som landets præsident.
I begyndelsen af denne uge skrev den canadiske politolog og forsker Thomas Homer-Dixon et indtrængende opråb til den canadiske regering med et simpelt budskab: Canada er ikke beredt på den sikkerhedsmæssige situation, landet vil komme i, når og hvis det næste kup finder sted i USA. I sit indlæg lægger Homer-Dixon ikke fingre imellem. Han mener, USA kan befinde sig i en situation, hvor demokratiet, som man kender det, kan risikere at kollapse i 2025. Og at landet frem mod 2030 kan ende som et højrefløjsdiktatur. En voldsom prognose, som Homer-Dixon langt fra står alene med.
I november 2021 sendte 150 amerikanske forskere et brev til Kongressen, hvori de kraftigt opfordrer politikerne til at vedtage den såkaldte Freedom to Vote Act, der skal dæmme op for den række af lovændringer, som republikanere i flere delstater forsøger at få igennem, og som brevets underskrivere mener skaber demokratisk destabiliserende vælgerundertrykkelse og mulighed for valgsvindel. “Tiden går, og midnat kryber nærmere,“ skriver de. Det Republikanske Parti holder dog fortsat lovforslaget fanget i Senatet.
Tilsammen tegner et mere seriøst trusselsbillede sig, end hvad den amerikanske regering selv giver udtryk for. Joe Biden har kaldt stormløberne for ‘ekstremister’ og lone wolves, men spørger man Vibeke Schou Tjalve, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er der ikke tale om sociale enegængere. Skal man forstå det reelle omfang af truslen, må man gøre sig fri af den fortælling, hvor stormløbet er en isoleret hændelse begået af en række skøre konspirationsteoretikere – en reduktion medier såvel som politikere gør sig skyldige i:
“Jeg bliver bekymret for, om dækningen af det amerikanske demokratis aktuelle opløsningstendenser, og forståelsen af, hvordan eller hvorfor det amerikanske liberale demokrati kunne ende med at gå i stykker, kun har øje for én bestemt type maskulin, 43 år gammel og arbejdsløs profil. For det, der foregår, er meget mere indviklet og har dyb resonans i alt fra Henry David Thoreaus tænkning til Thomas Jefferson.“
I stedet skal stormløbet forstås i relation til den stigende tilslutning til løsrivelsesbevægelser, der foregår på begge sider af det politiske spektrum, og til den produktion af ideologisk tankegods, som skal støtte intellektuelt op om en undergravning af det liberale amerikanske demokrati.
Tjalve fortæller, at der navnlig i Sydstaterne findes en “underskov af tænkning“ i form af policy-institutter, små medier, blogs og universitetsprofessorer, som arbejder for at give idéen om et oprør en ideologisk bundklang. Og her finder de belæg i en amerikansk tradition for direkte demokrati og fortællingen om opgøret mod englænderne, der var forankret i folkets handlinger. Ud fra det perspektiv ser de et kupforsøg som dybt patriotisk og en ligefrem demokratisk handling.
For at forstå omfanget af strømningerne, mener Tjalve, må man derfor kigge uden for de miljøer, vi umiddelbart får øje på, når vi ser billeder af vrede midaldrende mænd i MAGA-kasketter. Og her er forklaringen om økonomisk og social desperation ikke i sig selv dækkende.
Hvad sker der uden for de miljøer, vi er vant til at se på billeder?
“Vi ser en helt enorm løsrivelsestendens. Op mod 40 pct. af vælgere på begge sider giver udtryk for at være åbne over for ideen om løsrivelse. Bl.a., tror jeg, fordi kampen om, hvordan man skal reagere på klimakrisen har genstartet de her grundlæggende, regionale måder at tænke identitet på, hvor man ikke identificerer sig med centralstaten, men med sine nærmeste. Og når du i Syden og langs Vestkysten – hvor løsrivelsestendenserne er stærkest – ser, at op imod 40 pct. i meningsmålinger giver udtryk for at være i hvert fald delvist åbne over for løsrivelse eller over for opgør med den konstitutionelle og parlamentariske måde at tænke demokrati på, så er det ikke, fordi de allesammen tænker som de 2.000 mennesker, der overfaldt Kongressen. Så skal man forstå, at selvom det angreb muligvis ikke blev støttet af de 40 pct., så ræsonnerer det på en eller anden måde med en masse bevægelser, som allesammen hiver i den retning: Mod opløsningen af den etablerede dyrkelse af institutionerne og af Washington som nationens hjerte.“
Den udvikling er især udtalt på højrefløjen: “Det Republikanske Parti har udviklet sig hen et sted, hvor det nærmest er blevet en krigsmaskine mod det, det opfatter som det “anti-amerikanske USA“. Altså mod dem, de før opfattede som deres ‘almindelige’ politiske modstandere: Demokraterne. Hvor vi plejede at tale om polarisering, kan man jo næsten sige, at vi faktisk har bevæget os ind i en fase nu, hvor der aktivt tales strategisk om en form for borgerkrigsførelse, omend med andre midler end voldelige.“
Og det taler man også om blandt de republikanske politikere selv?
“Det vil jeg mene. Der findes flere studier og opråb fra både jurister, journalister og forskere, som forsøger at råbe op om alt det, der foregår rundt omkring.“
Det, der foregår, er ikke i letvægtsskalaen. Siden valget i 2020 er en række af de republikanske valgansvarlige, som nægtede at medvirke til Trumps underkendelse af valget, blevet frataget deres valgposter og erstattet med mere velvillige kandidater. Det gælder bl.a. Brad Raffensperger, der var valgansvarlig i Georgia. Nogen vil kunne huske ham som manden, der nægtede at hjælpe Trump med at “finde“ de 11.780 stemmer, han skulle bruge for at vinde staten. På samme måde viser en rapport fra april 2021, at der i mindst 15 andre stater er blevet initieret nye love, som under en parole om ‘election integrity’ skal ændre på delstatslige valgprocedurer i republikanernes favør.
“I retfærdiggørelsen af brugen af de taktikker italesættes Det Demokratiske Parti som en politisk fjende, altså nogen der uretmæssigt sidder ved magten nu. Og i den forståelse påstås det jo, at demokratiet allerede er blevet kuppet. Altså at det ikke er republikanerne, der vil lave et politisk kup – de vil “vinde USA tilbage til amerikanerne“.“
“Udviklingen i Det Republikanske Parti har været på vej længe. Elementer af den her anti-institutionalisme, anti-retsprincipper og mistænksomhed over for akademisk elite var også undervejs i Bush-årene. Men jo, Det Republikanske Parti har fundamentalt forandret sig. Det er blevet et et-personsparti, det har det ikke været før. Det er Trumps parti nu, og det har ikke bare skærpet en retorik, det har skiftet en liberalkonservativ ideologi ud med en anti-liberal ideologi. Og så har det gået fra at betragte Det Demokratiske Parti som en politisk modstander, som man nok har været polariseret fra og mistænksom overfor, til at skrive partiet helt ud af en amerikansk identitet og gøre det til en anti-amerikansk institution, en fjende.“
Det er nogle holdninger, der måske altid har været til stede i befolkningen, men som nu bliver hevet ind i mainstream politik. Det er vel en markant forskel, at en skikkelse som fx Marjorie Taylor Greene nu kan komme i Kongressen. Og nu taler man om nogle meget immanente trusler om et nyt kup. Kan du pege på nogle steder, hvor den etablerede del af Det Republikanske Parti mobiliserer sig på en måde, der kunne gøre et nyt kup sandsynligt?
“Jeg synes, at alt, hvad der foregår, indlysende peger på, at der kommer et nyt forsøg på at vinde regeringsmagten uanset og udenom et eventuelt valgresultat. Jeg synes, det er indlysende, at det er den vej, det bevæger sig.“
Hvordan er det indlysende?
“I den forstand, at for det første har du lige nu et republikansk parti og en republikansk kongres, hvor flertallet mener, at det foregående valg var falsk – så hvorfor skulle det ikke også mene, at det næste valgresultat dybest set er illegitimt? Vi sidder jo ikke og spekulerer i, om Det Republikanske Parti kunne finde på at underkende et valgresultat – det har de allerede gjort. Jeg vil mene, at vi allerede befinder os i en situation, der udstiller, at Det Republikanske Parti er åbent over for alternative veje til magten. Og så er der alle de konkrete tiltag i amerikanske delstater, hvor man systematisk arbejder med at forberede valget.
Hvis man kombinerer det med de mange meningsmålinger, der laves af seriøse institutioner, og som viser, hvor mange mennesker, der lige nu er villige til at omgå demokratiske valgprincipper, er det lige før, man kan sige, at et republikansk parti, der bare accepterede en eventuel demokratisk sejr, ville blive opfattet som illoyal og upatriotisk af sine vælgere.“
Lone wolves
Tilbage i juni kaldte Joe Biden 6. januar for et produkt af “domestic violent extremists“ og henviste til rapporter, der pegede på, at angreb fra den type ekstremister primært føres an af lone wolves. Selvom der tydeligvis mødte en del mennesker op, som havde planlagt og koordineret deres angreb på fx det sociale medie Parler over længere tid. Man talte om angrebet på Christchurch, om Anders Breivik og om Day X i Tyskland på samme måde. Hvorfor insisterer man på at tale problemet ned?
“I en eller anden forstand vil man gerne reducere meget større politiske uenigheder, spændinger og strømninger til noget, der er håndterbart på individniveau, og som vi dermed også politisk instrumentelt ved, hvad vi skal stille op med. Så kan man have nogle antiradikaliserings- og oplysningsstrategier i nogle meget målrettede miljøer.“
Men Tjalve mener ikke, man kan tale om små radikaliserede celler i USA lige nu. Hun henviser til en undersøgelse fra University of Virginia, som peger på at hhv. 75 pct. af Bidens vælgere og 78 pct. af Trumps havde svaret ja til følgende udsagn: “I believe that Americans who strongly support the other party have become a clear and present danger to the American way of life.“
“Når så mange erklærer sig enige, så kan man ikke rigtig tale om ekstremisme, for hvad er så mainstream? “Clear and present danger“, det er det sprogbrug, man i en amerikansk kontekst benytter, når der skal tages ekstraordinære midler, herunder militæret eller politiet, i brug – altså når du bevæger dig ind i en undtagelsestilstand.“
Så virker det lidt reducerende at kalde 75 pct. for lone wolves.
“Ja, så er der langt til lone wolves, selvom der selvfølgelig også er langt fra en holdning til en handling. Men der er en enorm støtte til en handling her. Det er der, jeg synes, det er interessant at forstå, at der i amerikansk sammenhæng er nogle alternative demokratiforståelser. Det er der sådan set også i vores egen, vi har bare glemt det. Når vi nu siger “demokratiske værdier“, så reducerer vi det entydigt til at handle om repræsentativt parlamentarisk demokrati og respekt for minoritetsbeskyttelse og individbeskyttelse. Men der er jo mange andre forståelser af demokrati – og navnlig i en amerikansk sammenhæng kan man argumentere for, at den nuværende forståelse næsten er en parentes. Det er kun de sidste 50-70 år, at Washington-institutionernes forståelse af demokrati for alvor har fået styrke. Så måske er det også noget af det, man ser her. At nogle af de andre demokratibegreber, som handler mere om majoritetsvælde, folkesuverænitet eller etnisk demokrati vinder frem. Der er alle mulige varianter af svar på spørgsmålet om, hvem det er, der må bestemme.“
Kan man komme til at stå i en situation, hvor man har en regering, som prøver at praktisere en form for demokrati, som et flertal af vælgerne på den republikanske side – men måske også på den demokratiske side – faktisk ikke støtter op om som styreform?
“Ja, altså vi besværer os jo ikke engang længere med at sige det liberale repræsentative demokrati, vi siger bare demokrati. ‘Han er anti-demokratisk, det er ikke demokratisk’. Men demokrati som begreb kan betyde alt muligt, og i USA har ideer om demokrati som direkte folkesuverænitet, som noget lokalt forankret og stærkt institutionsskeptisk, der altid haft fast grund under fødderne. Kina kalder sig selv et demokrati. ‘Demokrati’ betyder jo sådan set bare folkestyre, og det står jo næsten lidt i kontrast til det liberale, som i den her forstand betyder individbeskyttelse. Der er rigtig mange forskellige demokratiske traditioner, og de er ikke allesammen gift med en liberal tradition. Det, vil jeg mene, er noget af det, der kommer til overfladen i en amerikansk kontekst nu.“
Men så kan man vel provokerende sige: Hvis et flertal lige pludselig ikke støtter op om et liberalt demokrati, hvad er så problemet med et kup af det liberale demokrati?
“Problemet er vel ret og slet, at der på den anden side af et kupforsøg som det, man frygter Det Republikanske Parti i 2024 kunne gennemføre, ligger anarki. Der ligger noget, der ligner en borgerkrig om, hvad der så skal sættes i stedet for. Konsekvenserne af sådan en udvikling vil være fuldstændig uoverskuelige – ikke blot for Nord- og Sydamerika men for verden, herunder også for Danmark. I Canada taler man nu om at nedsætte et tværgående politisk udvalg, der skal modtage løbende efterretninger og aktivt forberede sig på en situation, hvor Canada ligger i konflikt med et USA, der efter 2024 er i opløsning. Fortsætter den nuværende udvikling, bliver det meget vanskeligt for Europa eller Danmark at styre udenom den type scenarietænkning.“ /Asta Kongsted