Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix
Torsdag gjorde USA’s præsident, Joe Biden, hvad man kunne forvente af enhver rigtig statsmand, der skal markere årsdagen for et angreb på sit liberale demokrati. Han holdt på formerne og besindelsen, mens han i en 25 minutter lang salve mod Donald Trump og hans “edderkoppespind af løgne“ uddelte voksenskældud. I stedet for helt at undlade at tale om Trump, tog Biden for første gang siden 6. januar 2021 fløjlshandskerne af for at give sin forgænger en ordentlig røffel. På bedste Lord Voldemort-vis undlod Biden at tage Trumps navn i sin mund, men talte i stedet om den “overvundne tidligere præsident“ (en loser, hvis man skal oversætte det til Trump-sprog), som med sine medsammensvorne holder “en kniv mod det amerikanske demokratis hals“.
Han gjorde så også noget, man måske nok kunne forvente, men som man også kan diskutere virkningen af. Hvor han i sin omtale af landets tidligere præsident anlagde et mere direkte angreb, end det tidligere er set, ændrede hans retorik omkring stormløbernes opførsel sig ikke nævneværdigt. Han talte om en “voldelig pøbel“, der havde optrådt både udemokratisk og uamerikansk, og som “We, the people“ kunne se sig selv i opposition til.
Det er udtryk for en bemærkelsesværdig uvilje til at se de kendsgerninger i øjnene, som efterforskningen af stormløbet på Kongressen har vist. Størstedelen af de deltagende var mennesker fra middelklassen, som ikke tidligere havde deltaget i noget lignende og som ikke – før den 6. januar – kunne klassificeres som højreekstreme. Den dag var de en del af en “voldelig pøbel“, men de fleste andre dage var de en del af deres egne rolige nærmiljøer. De var spejderledere, arkitekter, pædagoger og læger. Folk, som Biden sikkert ville være stolt af at inkludere i sit “We, the people“ i andre situationer. “Vi bliver virkelig nødt til indse, at det vi så den 6. januar ikke bare er de sædvanlige rådne æbler, som igen begynder at te sig,“ understreger Robert Pape, der har analyseret de anholdte demonstranters identiteter i over et år på University of Chicago. Så hvorfor vil Biden ikke det?
Hjemmedyrket trussel
Det er på mange måder forståeligt, at Biden må tage afstand fra demonstranternes gerninger, men stigmatiseringen peger også på noget andet. Nemlig et forsøg på at italesætte et alvorligt og koordineret angreb begået af folk, man ikke normalt ville regne for voldsparate, som noget helt ekstraordinært og grundlæggende væsensforskelligt fra, hvad “almindelige“ mennesker ville kunne finde på. Når alt nu tyder på, at det faktisk var noget, de kunne finde på, virker det sært ikke at anerkende det.
Samtidig er det i tråd med en tendens til at underminere alvoren af og systematikken i den højrefløjsaktivisme, -ekstremisme og i værste tilfælde terror, som vi de senere år har set flere eksempler på. Christchurch-angrebene i New Zealand blev kaldt for ‘lone wolf‘-angreb, selvom alt tydede på, gerningsmanden havde kommunikeret med ligesindede over hele verden og var politisk motiveret i sine angreb. Det samme kan siges om Anders Breivik.
I et interview med Føljeton forklarede seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Vibeke Tjalve torsdag, at den udlægning er udtryk for et ønske om at “reducere meget større politiske uenigheder, spændinger og strømninger til noget, der er håndterbart på individniveau, og som vi dermed også politisk instrumentelt ved, hvad vi skal stille op med“.
Det er muligvis gætværk, men vi får lyst til at tilføje, at uviljen til at erkende omfanget af den voksende højrefløjsekstremisme også skyldes en uvilje til at se på de trusler, vores egne såkaldt liberale demokratier producerer. I modsætning til terrorbevægelser som Al-Qaeda eller IS kan vi ikke på samme måde fremmedgøre højrefløjsekstremismen. Den sociale utilfredshed, misogyni og racisme, den rummer, kommer ikke udefra. Hvis vi i liberale demokratier fremover skal kunne tilbyde borgerne sikkerhed, så gælder det om at kende truslen. Det betyder i stigende grad, at vi skal kende os selv. /Asta Kongsted