Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den tyske filosof Arthur Schopenhauer gav ikke meget for sin samtidige kollega G.W.F. Hegel. Faktisk var Schopenhauer så overbevist om, at han havde fat i den lange ende, at han lavede en lumsk plan, der skulle sætte Hegel til vægs. Da han blev ansat som lektor på Humboldt-Universität zu Berlin, bebudede Schopenhauer, at han ville afvikle sine forelæsninger på samme tidspunkt som Hegel, der ellers var universitetets store filosofiske stjerne. For som han forklarede til dekanen: “Det mest passende er vel den time, hvor Hr. Professor Hegel afholder sit hovedkollokvium.“ Desværre viste planen sig dog hurtigt at give bagslag. Ingen af de studerende gad dukke op til Schopenhauers forelæsninger, når nu de i stedet kunne tage hen og høre Hegel. Tilbage stod Schopenhauer blot endnu mere forsmået end før. For selvom han nok mente at have de rigtige idéer, var de store armbevægelser ikke særligt gennemtænkte.
Det gør lidt ondt at indrømme, men meget kunne tyde på, at Danmark er kommet til at lave en Arthur Schopenhauer. Da et bredt politisk flertal sidste år besluttede at sende at sende fregatten Esbern Snare til Guineabugten for at afskrække pirater, skortede det ikke på fanfarer. Den danske fregat skulle sende et tydeligt signal om, at Danmark ikke tolererer angreb på den civile skibsfart. Desværre manglede der bare noget helt afgørende: En plan for, hvad man skulle gøre i et worst-case-scenarie, hvor pirater rent faktisk blev pågrebet. Esbern Snare tog afsted, uden regeringen havde lavet en forhåndsaftale om udlevering med de lokale lande. Og snart befandt man sig på juridisk dybt vand. Nok var intentionen god, men armbevægelserne stod ikke mål med virkeligheden.
En ildkamp den 24. november førte til, at Esbern Snare nu havde fire døde samt fire overlevende formodede pirater ombord. Og eftersom regeringen ikke havde udvist rettidig omhu og planlagt efter et sådant scenarie, sad Danmark nu i saksen. De tilbageholdte pirater kunne ikke udleveres til nærområderne i Afrika, hvorfor en eventuel straffesag nu skulle føres herhjemme. Det havde dog aldrig været intentionen at hive pirater fra Guineabugten med hjem til Danmark. Fregatten skulle blot agere omsejlende fugleskræmsel. Esbern Snare blev kort fortalt fanget i et diplomatisk limbo. Situationen blev ikke mindre bizar, da Forsvaret i begyndelsen af december kunne oplyse, at de overlevende formodede pirater havde fået lov til at ringe hjem, ligesom der var blevet afholdt juleklip og bagning af æbleskiver – alt imens de fire døde pirater endnu lå i kølerummet.
Fredag kom den foreløbige kulmination på forløbet så, da en af de tilbageholdte formodede pirater – som var blevet fløjet til Danmark dagen forinden – blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor han ifølge Ritzau “så meget træt ud“. Da den formodede pirat havde fået amputeret sit ben efter angrebet (hvilket, isoleret set, må siges at være ret piratagtigt), var der ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) ikke andre muligheder. Man kunne ikke bare sende ham væk (bortset fra til Kosovo), amputeringen taget i betragtning. Til gengæld er tiltalen mod de tre øvrige pirater frafaldet. De er derfor blevet sendt hjem fra Guineabugten på en gummibåd, der ifølge flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen ikke kan bruges til “pirateri“. Det er vel altid noget.
Viljen til søsyge
Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) er der tale om “den mindst ringe løsning på en situation, som ingen havde ønsket at stå i“. Bramsen mener endog, at en forhåndsaftale om udlevering “næppe ville have gjort en forskel“. Spørger man Enhedslisten – som stemte imod udsendelsen af Esbern Snare til Guineabugten – er det dog en lettere naiv udlægning. Som partiets forsvarsordfører Eva Flyvholm fortæller til DR: “Fra starten burde man kunne have forudset, at det kunne ende her. Der er tale om en politisk ansvarsfralæggelse, når man overhovedet har sendt den fregat afsted uden at have en plan for, hvordan man ville håndtere fanger.“ Fra Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup lyder det, at man vil “bede om en redegørelse for, hvad regeringen gør konkret for at få en aftale på plads med et land i området“. I begge tilfælde synes budskabet at være det samme: Fregatten kan ikke blive ved med at sejle rundt, når løsningerne stadig kommer ad hoc.
I Schopenhauers filosofi var “viljen til liv“ et nøglebegreb. Kort fortalt dækker det over, at mennesket er underlagt en blind stræben, der trumfer intellektet. Det er menneskets forbandelse, at det tankeløst ønsker at opretholde livet med alle midler, hvilket blot fører til lidelse. Forløsningen opnås først, når mennesket fornægter selve viljen. For, som Schopenhauer skriver, “så ser vi nu – i stedet for den hvileløse magen og jagen, i stedet for den konstante vekslen mellem ønske og frygt, glæde og lidelse, i stedet for det aldrig tilfredsstillede og aldrig døende håb der udgør det villende menneskes livsdrøm – den fred som er højere end al fornuft, sindets fuldstændige havblik, den dybe ro“.
Det lyder måske dystert, men hvis regeringen endelig skal lade sig inspirere af Schopenhauer, vil det nok ikke være dumt at lave en lignende resignation. I stedet for at fortsætte forsvaret af Esbern Snares håbløse mission, bør Trine Bramsen og kompagni erkende, at den simpelthen ikke var ordentligt gennemtænkt. Det er en futil opgave at skulle afskrække pirater, hvis ikke det diplomatiske samarbejde er på plads – særligt hvis piraterne alligevel bare frigives i gummibåde eller skaber hidtil uhørte juridiske benspænd. Selvom viljen ikke fejler noget, er fregatten ladet med lidelse. Og hvis planerne ikke ændres, risikerer Esbern Snare at blive forvandlet til et rendyrket politisk narreskib. /David Dragsted