Foto: Cindy Liu/Reuters/Ritzau Scanpix
Er der noget mere irriterende end nyheder, der ikke bliver fulgt helt til dørs? Medierne fungerer sådan her: Der sker et eller andet, som man vurderer har nyhedens interesse; man skriver om nyheden eller laver et indslag om den – og hvad, der siden skete, går ligesom i glemmebogen, fordi medierne for længst er videre i jagten på nye nyheder. Perspektiveringen går fløjten.
Ingen regler uden undtagelser. I september 2020 hørte vi – verdens nyhedsforbrugere – for første gang om en gambiansk kæmperotte ved navn Magawa, fordi den britiske dyrevelgørenhedsorganisation PDSA (People’s Dispensary for Sick Animals) havde givet den en fortjenstmedalje. Magawa arbejdede dengang som landminerydder hos den belgiske ngo APOPO (Anti-Persoonsmijnen Ontmijnende Product Ontwikkeling), der er kendt for at træne netop gambianske kæmperotter til at opdage landminer og tuberkulose. Og når PDSA var rykket ud med deres fortjenstmedalje, som ellers var forbeholdt heroiske hunde i Commonwealth, var det netop, fordi Magawa havde gjort en forskel: I løbet af sin karriere havde den ryddet noget i stil med 39 landminer fordelt på 141.000 kvadratmeter land i Cambodia. “Flot arbejde, Magawa, her har du en medalje.“ Historien kunne være endt her.
Men i juni sidste år dukkede Magawa så op igen. Denne gang var nyheden, at rotten nu skulle på pension. Som APOPO formulerede det i en pressemeddelelse, var Magawa stadig “ved godt helbred“, men han var imidlertid “tydeligvis blevet langsommere“, og derfor var “tiden inde“.
Ved begge lejligheder omtalte Føljeton Magawa på lederplads, og nu gør vi det igen, for sidste nyt er, at Magawa er død. Under overskriften “En helt er stedt til hvile“ skriver APOPO på organisationens hjemmeside, at Magawa døde fredfyldt i weekenden. Han “var ved godt helbred og brugte det meste af sidste uge på at lege med sin sædvanlige entusiasme“, men pludselig gik det langsommere, Magawa virkede umådeligt træt, han længere middagslure og viste mindre og mindre interesse for sin mad. Og nok så vigtigt: “Hans bidrag har gjort det muligt for samfund i Cambodia at leve arbejde og lege; uden frygt for at miste liv og lemmer.“
Hvad er en helt
Ud over den åbenlyse fornøjelse ved nu at have et vel afrundet tredelt kompendium af ledertekster om Magawa, giver hans død os anledning til at meditere lidt over begreberne pension og heroisme. Ikke for at tage noget fra Magawa, men var han egentlig en rigtig helt? Når han angiveligt ikke var bange for at miste livet (eller en pote), så kan det jo være, det er, fordi han ikke forstod konsekvenserne.
I maj 2020 bragte Dagbladet Information en interessant kronik af professor emeritus i klinisk psykologi Peter Elsass. Her skrev han, at han gennem et års tiden havde “stået på lur i Politigårde“ for at interviewe folk, som havde modtaget politiets heltemedalje. Der var typisk tale om noget med at redde mennesker ud af brændende huse eller bekæmpe overfald.
“Det var påfaldende, at de allerfleste var meget beskedne og ikke så sig selv som en helt,“ fortalte Elsass. “Interviewene var kortfattede, og svarene var for eksempel: ‘Jeg stod jo nærmest, så jeg handlede bare.’ Eller: ‘Hvem skulle ellers have gjort det?’ Flere modsatte sig at blive interviewet med svar som: ‘Spørg en anden, der er mange, der er større helte end mig’.“
Den gamle psykolog havde så brugt måneden forinden på at stille det samme spørgsmål til coronapandemiens såkaldte frontlinjemedarbejdere, sygeplejersker, læger og sosu-assistenter, og svarene var de samme: Alle ville hjælpe, selv om faren for at blive smittet var større, og ingen opfattede sig selv som helte.
Hvis Magawa kunne tale, ville han nok sige det samme. “Jeg passer jo bare mit arbejde,“ ville han sige. Men som Peter Elsass også er inde på, kan man godt ligesom presse det heltemodige mindset frem. Der er således håb for os alle. Han nævner, at der i løbet af de seneste ti år er blevet oprettet ‘helteuddannelser’, som tilbyder heltetræning baseret det den såkaldte skumfiduseffekt: “[B]ørnehavebørn, der bliver præsenteret for skumfiduser, har svært ved at lade være med at spise dem med det samme. Men en undersøgelse af to amerikanske forskere har vist, at giver man dem et Superman-kostume på, bliver de fleste i stand til bedre at udsætte deres egne behov og overkomme frustrationer – det ligger ikke til Superman at vise svaghed og græde over nederlag. Når almindelige mennesker oplever sig som en ’superhelt’ i deres eget liv, forøges deres selvkontrol og kompetence.“
Der er mange mennesker, man under at spille rollen som superhelt i deres eget liv. Men der er også en del folk i den offentlige debat, som lader til at gå rundt med vrangbillede af sig selv og en helt gakket forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Vi ser det fx hos nogle af de politikere, som er blevet dømt ved forskellige instanser på det seneste.
Nu nåede vi ikke at lufte vores tanker om pension. Det må blive en anden dag. Også superhelte lader sig jo af og til pensionere. /Oliver Stilling