Scanpix
Et spøgelse går gennem Europa, Sovjetunionens spøgelse. På spektakulær vis er den sikkerhedspolitiske situation faldet tilbage i det højspændte mønster, som prægede perioden fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald i 1989. Pludselig kan Rusland igen forsøge at dominere landene omkring sig.
Glem enhver tanke om den ellers forjættende fredsdividende, altså besparelser på militærbudgetterne, for nu står våbenkapløb, krigssimulationer og geopolitisk skakspil igen på dagsordenen. Efter en årrække med relativt faldende forsvarsbevillinger står Danmark og de fleste andre europæiske lande nu over for at skulle øge udgifterne til militæret. Drastisk.
Med Ukraine som omdrejningspunkt – men langt fra begrænset til Ukraine – er fronten mellem Øst og Vest blevet skåret skarpt og konfrontatorisk op. Når Nato-ambassadørerne i dag mødes med både Ruslands viceudenrigsminister Sergej Riabkov og USA’s viceudenrigsminister Wendy Sherman vil reelle trusler om en våbnet konfrontation derfor være på bordet. En snarlig krig i Ukraine er bestemt en realistisk mulighed.
For første gang i over 30 år er det russerne, der bestemmer slagets gang; som styrer magtspillets faser: Ruslands præsident Putin udnytter, at Vesten står markant svækket efter den ydmygende retræte fra Afghanistan. Efter USA, Storbritannien og ikke mindst Danmark lynhurtigt og kaotisk måtte evakuere sig ud af det russiske grænseland i Centralasien, har vestlige regeringschefer mere end antydet, at lysten til nye krigseventyr er faldet ned på et historisk lavpunkt.
Den enes død er altid en andens brød. For Rusland er desillusionen og svækkelsen i Vesten netop det gyldne øjeblik, som præsident Putin har ventet på. Som det tidligere er sket med dels med annekteringen af Krim i 2014 og dels nedskydningen af det hollandske passagerfly også i 2014, samt de løbende paramilitære operationer i både Ukraine og Georgien, har Rusland længe forsøgt at rippe op i den europæiske sikkerhedsorden.
Retræten fra Kabul – som i et russisk perspektiv vækker mindelser om det sovjetiske tilbagetog i 1989 fra selv samme Afghanistan, godt et halvt år før Berlinmurens fald – har åbnet et historisk vindue for præsident Putin. Pludselig er det ham, og ikke de vestlige lande, som kan svinge taktstokken, og nu forsøge at genrejse Rusland som en regional supermagt, vel vidende, at Nato-landene ikke har kraft og vilje til at stå imod.
Nøjagtig ligesom de vestlige lande tidligere har formået at udnytte russernes åbenlyse svaghed til bl.a. at udvide Nato-kredsen i hele fem optagelsesrunder med lande mod øst, herunder ikke mindst Polen i 1999 og de baltiske lande i 2004, er pendulet nu svinget hårdt den anden vej: Rusland kræver, at den gamle sovjetiske interessesfære igen skal respekteres, konkret ved, at Nato undsiger sin ambition om en dag at ville optage Ukraine og Georgien som medlemslande, men sågar også Sverige og Finland skal forblive neutrale.
De russiske krav er principielt helt uacceptable for Nato-landene. Ingen uden for Kreml har umiddelbart fantasi til at forestille sig, at Rusland skulle kunne få lov til diktere, hvad andre suveræne europæiske nationer kan, må og skal foretage sig. Men det er ikke desto mindre Putins position: Han udnytter den benhårdt aktuelle kombination af Afghanistan-fiaskoen, som reelt blokerer for en vestlige intervention i Ukraine, og valget af den isolationiske præsident Joe Biden, som umisforståeligt har ladet forstå, at USA ikke længere vil betale for at holde orden i det europæiske hus.
Reelt har Vesten ikke særligt meget at stå imod med på dagens topmøde i Bruxelles mellem Nato-ambassadørerne og viceudenrigsministrene fra både Rusland og USA. For så længe Rusland udmærket ved, at Nato-landene godt ved, at Rusland for længst har gennemskuet, at Nato-landene ikke tør sende soldater direkte ind i en territorial landkrig i Ukraine, er det yderst begrænset, hvad Danmark og de andre vestlige lande kan true med.
Problemet er grundlæggende, at Rusland har absolut mest at vinde ved at eskalere konflikten yderligere, og jo også flere gange tidligere har vist vilje til rent faktisk at bruge militæret både aggressivt og vedholdende at destabilisere de randstater, som oprindeligt lå inden for Sovjetunionens grænser. Ingen tør forlade sig på, at præsident Putin vil undlade at bruge de godt 100.000 russiske soldater, som lige nu er opmarcheret langs grænsen til Ukraine.
Den skævvredne dynamik taler for, at Nato-landene er nødt til at give en eller anden form for indrømmelse til Rusland. Eller i hvert fald ikke male sig selv så meget op i et hjørne, at præsident Putin fristes til at afsløre de vestlige landes bluff. Derfor vil dagens Nato-topmøde blive en eksercits i en diplomatisk disciplin, som ellers ikke har præget Vesten her i årtierne siden Sovjetunionens kollaps, nemlig den taktiske retræte.
Succeskriteriet for Nato er, at Rusland ikke får en oplagt anledning til at rykke militært ind i Ukraine, og derved dels manifestere sin overhøjhed over det gamle sovjetiske territorium og dels afsløre den vestlige fejhed over for Ukraine. Derfor skal den højspændte situation deeskaleres, formentlig ved at give Rusland nogle mere eller mindre håndfaste sikkerhedsgarantier, f.eks. i form af et de facto stop for Natos videre udvidelse mod øst.
Lige nu har de europæiske lande ganske enkelt ikke de fornødne militære kapabiliteter til at kunne føre en landkrig mod Rusland, og alene derfor vil indrømmelser skulle gives ved forhandlingsbordet – og snart. Men den igangværende ydmygelse af de europæiske Nato-lande er bestemt ikke historiens afslutning. For udsigten til en mulig krig i Ukraine har for alvor sat gang i rustningsdebatten i Europa. Den aktuelle situation må aldrig gentage sig, lyder det lige nu rundt om i både vest- og østeuropæiske hovedstæder, og derfor står forsvarsbudgetterne til at eksplodere.
Danmark har for længst forpligtet sig til at øge militærudgifterne til to procent af bruttonationalproduktet, hvad dog stadig vil kræve noget nær en fordobling af forsvarsbudgettet. Presset er øget nu, og det vil blive mere end vanskeligt for S-regeringen ikke at skulle afsætte et op til tocifret milliardbeløb, årligt, til ekstra militærudgifter, når det nye forsvarsforlig snart skal forhandles.
Erkendelsen er dybest set, at den såkaldte fredsdividende har vist sig at være en illusion. De mange milliarder, som hvert år er blevet sparet på militæret siden den kolde krigs ophør, skal fremover bruges ekstra. Sådan er og bliver konklusionen blandt de europæiske Nato-lande. Rustningskapløbet er i gang igen. /Lars Trier Mogensen