Europakortet trævler i kanten

2016 er kandidat til at blive et mærkeår. Folkeafstemninger handler altid om alt og intet. Men der er endnu mere på spil her i den kommende uge.

Politikerlede, folkelige frustrationer og gamle partier i tillidskrise har i de senere år fået vælgerne til at sige stadig klarere nej – og stemme EU-samarbejdet hjem. På torsdag kan dét med stor sandsynlighed ske igen. Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien kan blive begyndelsen på optegningen af et nyt Europakort, hvor Bruxelles mister både magt og agt. En epoke, der begyndte med Berlinmurens fald, hakker mod enden.

”Det er en atombombe for EU-samarbejdet,” siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, som i dag er formand for hele verden, ja, eller formelt FN’s generalforsamling: ”Jeg er selv startet som EU-skeptiker tilbage i 1970’erne, men i dag vil jeg været meget, meget nervøs ved en opløsning af EU. Ganske enkelt fordi EU er den eneste forening i Europa. Vi har et kontinent, der både aldres og skrumper i økonomisk størrelse. Hvis vi ikke evner at stå sammen, vil det være fatalt. Så ja, Brexit kan blive en politisk atombombe for Europa,” siger Mogens Lykketoft.

Den danske finansmand og borgerlige mæcen Lars Seier Christensen, der har tjent formue på bl.a. valutahandel gennem Saxo Bank, håber til gengæld på et Brexit: “Det er tid til, at nogen siger, at nok er nok. Det bliver nødt til at være et stort land. Hvis Storbritannien træder ud, vil det virkeligt ryste posten. De langsigtede økonomiske konsekvenser vil nok ikke blive så voldsomme, for Storbritannien og resten af Europa har en stærk gensidig interesse i at fortsætte den tætte samhandel. Der vil komme voldsomme reaktioner i markedet på kort sigt, men økonomien vil på længere sigt ikke rammes hårdt. Tværtimod ser jeg muligheden for, at der åbnes op for en debat om en ny vej. Hvis resultatet ender med ‘Remain’ er jeg bange for, at EU-toppen, den her ansigtsløse, uvante masse nede i Bruxelles, vil tromle videre,” siger Lars Seier Christensen.

Første dominobrik

Finansmanden virker lige nu mere i tråd med vælgerbevægelserne end FN-formanden. Skeptikerne vinder frem over hele Europa, og de traditionelle EU-kritikere vokser kun i selvtillid.

Medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, der ved EP-valget i 2014 fik 465.758 personlige stemmer – og dermed egenhændigt trak hver fjerde stemme – ser Brexit-afstemningen som en enestående mulighed for at kortslutte den stadig tættere integrationsproces:

”Afstemningen kan blive den første dominobrik i en reformering af EU. Det var det første mulige scenarie. Det andet scenarie er, at Storbritannien vælger at forlade EU. Det er det scenarie, der er mest usikkert, men også det der kan være mest perspektiv i, fordi vi reelt ikke ved, hvad der kommer til at ske, hvis briterne stemmer for at melde sig ud, andet end at der så skal være en eller anden form for forhandling mellem Storbritannien og EU igen,” siger Morten Messerschmidt.

”Hvis det bliver ’Leave’ vil det ikke være noget, der pludseligt sker allerede på fredag, altså 24. juni. Det her er jo en vejledende folkeafstemning, som – hvis det bliver et ’Brexit’ – vil føre til, at man på et eller andet tidspunkt, når Storbritannien er klart til det, vil anmode om en udmeldelsesforhandling, der så varer to år. Det her er derfor en proces, der kan føre i alle mulige retninger,” siger Messerschmidt.

Integration i bakgear

Formelt set er Brexit-afstemningen et rent britisk spørgsmål, på samme måde som den danske Edinburgh-folkeafstemning i 1993 om de fire forbehold.

Men modsat de fire danske undtagelser rummer netop den aftale, som Storbritanniens premierminister David Cameron fik forhandlet på plads tidligere på året, en række nye principper, som reelt set vil komme til at gælde i hele EU, heriblandt både velfærds- og udlændingebegrænsninger. Konsekvenserne af Brexit-afstemningen vil derfor øjeblikkeligt sætte sig igennem uden for Storbritanniens grænser, og dermed vil de britiske vælgere komme til afgøre skæbnen for over en halv milliarder mennesker.

Som dreven debattør har Morten Messerschmidt fundet på et underfundigt svar på, hvad han selv ville stemme: ”Hvis jeg var brite, så ville jeg nok stemme ’leave’, men eftersom jeg er dansker, håber jeg, de bliver. Deri ligger, at det godt kan være, de bliver, selv om de stemmer for ’brexit’, fordi det er ikke sådan, at man bare cutter alle bånd mellem Storbritannien og kontinentet dagen efter afstemningen d. 24. juni. Der vil være en lang forhandling om, hvordan det skal se ud. Og det, der kan indeholde det største perspektiv – også for Danmark – er, hvad briterne gør i den situation. Får de en frihandelsaftale? Det vil nogen af briterne gerne have. Bliver det en form for associeret medlemskab af EU? En EØS-aftale ligesom Norge og Schweiz? Eller vil briterne skabe noget helt nyt?,” siger Morten Messerschmidt.

EU-skeptikernes ‘grand old man’, Jens-Peter Bonde, som sad i Europaparlamentet for først Folkebevægelsen mod EF og siden hen JuniBevægelsen fra 1979 til 2004, tvivler på, at et flertal for ’Leave’ vil ændre EU-samarbejdet i en mindre føderal retning. Snarere tværtimod. For uden Storbritannien vil andre store eurozone-lande være mere fri til at intensivere samarbejdet:

“Hvis det bliver ‘Leave’, så ender det med et nyt konvent og en ny traktat med en føderal union i den ene ende og et mere handelsorienteret samarbejde i den anden anden – et udvidet europæisk samarbejde, hvor også EØS-landene kommer med. Og dét er håb eller tro ved jeg endnu ikke helt. Jeg forventer, at briterne stemmer ‘Leave’, men det vil blive en langstrakt proces, for det bil tage lang tid og flere regeringer at vikle et land ud af 140.000 regler,” siger Jens-Peter Bonde, som tilføjer, at et flertal for ‘Remain’ næppe heller vil vælte Europa på hovedet:

“Et lille ‘Remain’ i Storbritannien vil starte en tilsvarende proces, men endnu langsommere, fordi det ikke startes med et nyttigt jordskælv. Hvis jeg var brite ville jeg nok stemme ‘Leave’ for at vise behovet for ændringer. Som dansker vil jeg nødig undvære Storbritannien. Derfor håber jeg stille på 50,0000000000000000000000001 procent for Remain”.

Politisk attentat

Intet er dog givet på forhånd. Historiens vingeslag slår ofte skævt og uforudsigeligt.

Drabet på Jo Cox, det britiske Labour-parlamentsmedlem, som torsdag var ude at føre kampagne for ‘Remain’ og blev stukket ned af en 52-årig mand, der råbte “put Britain first”, kan i mest dramatisk forstand blive en historisk begivenhed, der vækker mindelser om en serbisk nationalists attentat på den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand i 1914. Blot med omvendt fortegn.

Dengang brød en gammel verdensorden sammen, 1. verdenskrig brød ud og sprængte Europa-kortet. Nu kan drabet på den 42-årige Jo Cox blive den tragiske hændelse, som igen skubber til historien – fremad i fortsat tæt europæisk samarbejde.

I stedet for at smuldre mellem hænderne på vælgerne, kan EU-samarbejdet nu helt uforudset ende med at humpe videre. Efter en skelsættende Brexit-valgkamp, hvor den etablerede ja-side, der ønsker, at Storbritannien skal forblive i EU – dog med en række betydelige forbehold – har været trængt i defensiven, er valgresultatet pludseligt åbnet op. Valgkampagnerne blev suspenderet efter drabet, og alvoren har dermed ramt Storbritannien med en brutalitet, der risikerer at påvirke folkeafstemningen som en uforudsigelig kaos-faktor.

Konsekvenserne af et britisk flertal for ’Leave’ kan næsten ikke overvurderes for EU-samarbejdets fremtid, og selv den mindste tilfældige forskydning kan få mange vælgere til at genoveje deres stemme.

Sindssyge stemmer

Modsat situationen i 1914, hvor en række af de gamle multinationale alliancer blev splittet op i nye, mindre europæiske lande, kan kaos-effekten blive, at ’Leave’ lige akkurat klare skansen. Ikke fordi drabet på endnu en socialdemokratisk kvinde – der kun blev fire år yngre end den svenske udenrigsminister Anna Lindh, som i 2003 blev stykket ned af serberen Mijailo Mijailović i stormagsinet Nordiska Kompagniet i Stockholm – i sig selv er påvirker argumenterne for hverken ’Remain’ eller ’Leave’, selvfølgelig ikke, men ganske enkelt fordi valgkamp-psykologi slet ikke handler om logik.

Formanden for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, mener, at sindssyge stemmer har fået lov til at overtage scenen: ”Attentatet er udtryk for, at der er blevet hakket så meget på den såkaldte politiske korrekthed, at der er blevet givet rum til de sindssyge i det politiske spil. Den foragt for politisk korrekthed – som jo i sin oprindelige form handler om at forhindre de morderiske bevægelser, der satte gang i 2. verdenskrig – har vi ikke formået at stå stærkt nok op imod. De etablerede politikere har været alt for defensive i forhold til både det europæiske samarbejde og vores bærende værdier. De etablerede politikere har bøjet sig for en populisme, som vi nu begynder at se ansigtet på,” siger Mogens Lykketoft.

Den morbide vælger-effekt er dog et spinkelt håb for ‘Remain’-kampagnen, som ikke for alvor har evnet at mobilisere begejstring eller blot tilbagevise nej-sigernes vrede og bekymringer. Som tilfældet også var i Holland ved EU-folkeafstemningen i april – og ved den danske retsforbeholdsafstemning i december – har EU-skeptikerne lettere ved at antænde lidenskaber blandt vælgerne. Mainstream har flyttet sig langt væk fra Bruxelles.

Medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, er overbevist om, at Brexit-afstemningen har udløst folkelige kræfter, som ikke kan proppes tilbage i flasken igen. Hun ser briterne som bølgebrydere:

“Brexit-afstemningen kan – tror og håber jeg – blive begyndelsen til et krav om folkeafstemninger i langt flere lande. Vi kan jo allerede nu se, at flere og flere steder dukker kravet op. Folk vil gerne høres. Og dermed kan det blive begyndelsen til enden for det store EU. Men jeg tror ikke, at alle lande dermed vi melde sig ud, men at vi i højere grad kommer til at se lande med forskellige tilknytninger til EU – hvor nogle lande er ‘i kernen’, mens mange lande vil vælge et betydeligt mindre samarbejde. Jeg håber på, at det kan blive en ende på det EU vi kender i dag til fordel for et europæisk samarbejde, som i stedet er forankret i borgernes ønsker”, siger Rina Ronja Kari.

Alle skal stemme

Selv om ‘Leave’-kampagnen i Storbritannien hovedsageligt føres frem af konservative kræfter, er Rina Ronja Kari som venstreorienteret medlem også stærkt begejstret for den store sandsynlighed for en britisk udmeldelse:

”Ved ‘Leave’ er der åbnet for, at vi kan diskutere andre måder at samarbejde på i Europa. Og det trænger vi virkelig til. Uanset resultatet af briternes folkeafstemning mener jeg, at vi bør holde en i Danmark også. Hvis Storbritannien bliver, ja, så fortsætter EU-toget – og flertallet i Folketing vil fortsætte med at bringe Danmark tættere på kerne i EU,” siger Rina Ronja Kari.

Yderfløjene bøjer ind mod hinanden. De gamle magtpartier over hele Europa forsøger lidt nølende at holde fast i støtten til EU-projektet, mens kampen mellem holdningspolitikerne allerede er i gang om, hvem der mest ædelt repræsenterer modstanden. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er på forhånd parat til at tage æren for, at Europa er ved at blive mere national-sindet:

”EU skal reformeres grundlæggende. Men der er afgørende forskel på retningen: De socialistiske bevægelser prøver jo at nedbryde det nationale og de nationale særegenheder, og de betragter mennesket som en social konstruktion – hvor vi konservative betragter mennesket som et historisk og kulturelt borgerligt væsen, der går fra generation til generation gennem familierne. Når de konservative tidligere var glade for det europæiske samarbejde, var det, fordi det dengang handlede om frihandel. I takt med at det er blevet et spørgsmål om alt fra navnelovgivning over udlændingepolitik og socialpolitik til fri bevægelighed er det klart, at borgerlige mennesker er nødt til at sige fra, mens socialisterne må omfavne projektet,” siger Morten Messerschmidt.

Atombombe? Kortvarigt markedschok? Eller begyndelsen på et helt nyt europæisk samarbejde? Usikkerheden om udfaldet har allerede fået den snu – og verdenskendte filantropiske – spekulant Georges Soros til at flytte en betydelig del af sine midler over i guld. Et sikkert tegn på, at frygten for de uforudsigelige konsekvenser er kontant. Lunten til årets største politiske bombe er tændt.