Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Så kom den store dag. Torsdag skulle Danmarks udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) stå skoleret i Europa-Parlamentets borgerrettighedsudvalg, hvor han skulle forholde sig til europaparlamentarikernes kritik mod regeringens nådesløse strammerkurs på udlændingeområdet. Allerede inden mødet løb af stablen havde Tesfaye totalt affejet, at der skulle være noget at komme efter, for Danmark lever såmænd op til sine internationale forpligtelser. Ja, faktisk er man duksen i klassen, når det kommer til at efterleve reglerne. Og den grønspættebogsagtige, defensive linje holdt Tesfaye så ellers fast i, da han ankom til Bruxelles.
I et længere oplæg – som kan ses her, begyndende fra ca. 11:20:00 – forsøgte Tesfaye at forklare, hvorfor regeringens ønske om at etablere modtagecentre for asylansøgere i tredjelande uden for EU faktisk er helt “humant“, ligesom han forsvarede, at Danmark vil hjemsende flygtninge til det krigshærgede Syrien. Tesfaye kunne slet ikke se nogle problemer med sidstnævnte, for alt foregår efter bogen med armslængdeprincip og det hele. Og når det kommer til modtagecentrene, vil man sådan set bare skabe en mere “holistisk tilgang“, der skal komme den ulovlige menneskesmugling til livs, og derigennem redde utallige flygtninge fra druknedøden. “Danmark mener, at det er nødvendigt at gøre mere‚“ fik Tesfaye bl.a. sagt med et gennemført straight face.
Var man allerede blevet lullet halvt i søvn af de indledende, alenlange drøftelser, kunne man måske foranlediges til at tro, at Tesfaye på sin egen særegne måde tog flygtninge i forsvar. At den danske regering rent faktisk kerer sig om at finde en bedre løsning til alle de menneskeskæbner, som dagligt flygter fra krig og hungersnød. Heldigvis var parlamentarikerne i Bruxelles dog noget mere årvågne. Da først borgerrettighedsudvalgets næstformand, Maite Pagazaurtundúa, havde åbnet ballet for spørgsmål (efter en sarkastisk bemærkning om, at det var et “ret langt minut“, Tesfaye havde fået til at færdiggøre sin tirade), haglede kritikken nedover den danske minister.
“Det eneste spørgsmål, der brænder i mit hoved, er: Hvordan sover De om natten, hr. minister?“ spurgte den liberale hollænder Sophia in ’t Veld. “Hvordan kan I sende syrere tilbage til et land, som ikke engang selv vil tage dem tilbage. Hvor skal de tage hen? Det eneste, I opnår, er at placere dem i limbo og tvinge dem til at tage til andre europæiske lande, som beskrevet flere steder. Så politikken er vel blot for at vise, at de ikke er velkomne i Danmark?“ spurgte den maltesiske socialdemokrat Cyrus Engerer retorisk. “I er et af de rigeste lande, og at høre fra jer, at I ikke kan modtage flygtninge, er en skændsel. Hvad hvis store flygtningelande vedtog samme politik? Det ville betyde enden på muligheden for at flygte fra sit land,“ tordnede den svenske venstrefløjspolitik Malin Björk. Kort fortalt herskede der ikke nogen tvivl om, at hovedparten af borgerrettighedsudvalget dumpede både regeringens politik og Tesfayes præstation.
Alt andet var da også kommet som en overraskelse. Med Danmarks mangeårige tradition for grænseoverskridende strammerpolitik – en politik, den nuværende regering har noget nær perfektioneret – er vi alt andet end Europas duks, uanset hvor mange gange Mattias Tesfaye siger det modsatte. I tyske Der Spiegel kan man eksempelvis læse (her oversat til dansk i Politiken), hvordan mindst 400 syrere er flygtet fra Danmark det seneste år, da de frygter at blive hjemsendt til Syrien, hvor Bashar al-Assads regime truer med tortur og menneskerettighedsovergreb – overgreb, udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i øvrigt selv har kritiseret i Bruxelles. Meget ligesom europaparlamentarikerne, lægger Der Spiegel ikke fingrene imellem. Det bliver bl.a. understreget, at Danmarks asylpolitik er “uden sidestykke i Europa“, og at “Danmark er et af verdens rigeste lande. Alligevel fører den repressive danske migrationspolitik til, at mennesker flygter ud af landet.“
Havde man håbet, at mødet i Bruxelles ville være en øjenåbner for Mattias Tesfaye, kan man desværre godt tro om igen. Da Tesfaye fredag gæstede P1 Morgen, var det uden skyggen af anger; uden skyggen af refleksion over borgerrettighedsudvalgets kritikpunkter. Tesfaye bemærkede blot, at Europa-Parlamentet er nogle sentimentale slappere, sammenlignet med mange landes regeringer – inden han gentog det indstuderede forsvar om, at Danmark skam følger de internationale konventioner og spilleregler. Uden at blive alt for polemisk, var det vist en sådan logik, Hannah Arendt omtalte som ondskabens banalitet. Og dog: en vigtig pointe hos Arendt var faktisk, at banaliteten spejler en tankeløshed. Det uhyggelige ved regeringens udlændingepolitik er imidlertid, at den er uhyre kalkuleret. Det hele er lovligt. Men er det også rigtigt? Svaret kom i Bruxelles. Vi kendte det bare allerede. /David Dragsted