Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix
I hvad der kan føles som en hitparade af dårlige nyheder, har en lille solstrålehistorie klemt sig ind i billedet. Sidste weekend opnåede et borgerforslag om rettigheder til medfædre i regnbuefamilier på bare to døgn de eftertragtede 50.000 stemmer, der gør, at Folketinget skal tage lovforslaget op. I al sin enkelhed går forslaget ud på at give et forældrepar bestående af to fædre de samme rettigheder, som et heteroseksuelt par eller et par bestående af to mødre ville have i forhold til deres fælles barn.
At den forespørgsel møder så massiv og øjeblikkelig støtte, siger noget om den generelle opbakning til LGBTQIA+-miljøet i Danmark. Selvfølgelig skal vi have lige rettigheder, og selvfølgelig skal medfædre have medbestemmelse over deres børn. “Det troede jeg da allerede, de havde,“ som en ven af Føljeton udbrød. Det illustrerer måske meget godt, hvordan de fleste moderne mennesker, der ikke selv møder den slags diskrimination i deres hverdag, ser på sagen. Rettigheder, det er noget, vi har krav på og noget, vi går ud fra, alle har.
Den automatreaktion og navnlig underskriftindsamlingen viser, at der i det brede samfund er opbakning til en fuld ligestilling. Netop derfor er det vigtigt at have for øje, at den endnu ikke gør sig gældende. Både homoseksuelle og især transpersoner og interkønnede møder uvidenhed og ligefrem diskrimination i sundhedssystemet, ligesom hate crimes stadig er et udbredt problem. Og så er der retten til at blive viet.
Teknisk set har homoseksuelle par siden 2012 kunnet blive gift i de danske kirker. Det er da lige, hvis ikke kirkens præst skulle modsætte sig. Det har de nemlig ret til, hvis det strider imod deres religiøse overbevisning, og det gør det for Hedensteds nye sognepræst Michael Olesen Høj: “Jeg ville gerne kunne det, men Bibelen siger noget andet, og det føler jeg, at jeg er nødt til at forholde mig til, selv om det er med blødende hjerte,“ som han siger til Horsens Folkeblad. Det gør lige så ondt på Michael, som det gør på de mennesker, han ikke vil vie, må man forstå – fraskilte skal i øvrigt heller ikke gøre sig forhåbninger om at få nyfunden kærlighed velsignet på Michaels vagt.
Folkekirken har en lang og kompliceret historik i forholdet til homoseksualitet, som de af flere omgange har forsøgt at udbedre. Det var dog blot et snævert flertal af landets præster, der i sin tid stemte for gejstlige homovielser, og der er ikke grund til at tro, at modviljen ikke stadig findes i etablissementet.
Decideret modvilje finder man ikke hos formanden for Hedensted sogns menighedsråd, Kjell Palmelund Laursen. Alligevel støtter han fuldt ud ansættelsen af den nye præst: “Vi har ansat Michael, fordi vi mener, at han er den rigtig mand for sognet. Og vi har gjort det med åbne øjne, idet vi naturligvis har har snakket med ham om emnet, inden han blev ansat.“ Der skal nemlig være plads til forskellighed, og det er så grunden til, at man som gejstlig tjenestemand kan slippe afsted med at praktisere en form for diskrimination, vi ikke ville godtage andre steder i samfundet – endda på statens regning.
Vi er godt med på, at Michael og hans skytsengle ikke er repræsentative for alle Folkekirkens præster, men der kommer et tidspunkt, hvor man simpelthen bliver nødt til at sige, at stilhed er lig accept. Og det er så her, hvor man som kunde i biksen er i sin gode ret til at brokke sig over produktet.
Hvis man som borger og passivt medlem af Folkekirken skal kunne acceptere den discountversion af sekularisering, vi praktiserer her til lands, må fordelen vel for Guds skyld (ja, for hans) være, at samfundet får lidt for kirkeskatten. Det kunne være frit tilgængelige og inkluderende kirkerum. Eller en at tale med, når tingene er svære. Problemet er bare, at når og hvis den mangfoldighed ikke aktivt forsvares, så forsvinder incitamentet for at have Folkekirken på skattebilletten på sin vis også.
Hvis Guds udsendte praktiserer en form for diskrimination, det omkringliggende samfund har sagt nej til, er de så en organisk del af samfundet? Eller er de snarere del af en institution, der gør sig bedre på egen hånd? Som borgerforslagets heltemodtagelse så fint viser, blæser der nye vinde i vores lille land. Folkekirken må og skal reagere på det, hvis de fortsat skal kunne forsvare deres forbindelse til den danske stat(skasse). Sagt på en anden måde: Ingen ligestilling, ingen penge til altervinen, venner. /Asta Kongsted