Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Så er det blevet mandag igen, og det er egentlig meget rart, for det har virkelig været de underlige citaters weekend. På Twitter og Facebook har folk diskuteret, hvorvidt Margrete Auken havde en fattig barndom eller ej.
Nej, det er upræcist formuleret; det, man har diskuteret, er, om Socialistisk Folkepartis nu 77-årige medlem af Europa-Parlamentet selv tror, at hun er vokset op under fattige kår. Eller måske snarere: Hvorvidt Auken – vel vidende at hun kommer fra et dybt privilegeret hjem – i et interview i Alt for Damerne har skruet gevaldigt op for sin barndoms armod og smalhals, fordi det bare er en lidt federe baggrund for en gammel venstrefløjser.
I interviewet i Alt for Damerne (som Weekendavisen har kastet lys på) fortæller Auken, at hun var et af fem børn, som måtte deles om et værelse, og at der “var en meget, meget forsigtig økonomi“. Så forsigtig, at det kun kunne blive til et enkelt blødkogt æg om ugen. “Det sidder stadig i mig, og den dag i dag kan jeg spotte den største frikadelle på et fad.“
Sådan var opvæksten jo for mange danske børn i efterkrigstiden. Aukens forældre var dog begge læger, og når det i en periode var småt med pengene, skyldtes det bl.a., at hendes mor arbejdede på sin doktordisputats. Det siger Auken også interviewet, ligesom hun nævner, at der var to unge piger i huset, en til husholdningen og en til at passe børn. Bil fik familien “først i midten af 1950’erne, da økonomien vendte i hele landet“.
Nogle siger, Auken er en hykler, andre tager hende i forsvar. Selv har hun svaret på Twitter, at hun udmærket ved, hvad fattigdom er, og at “en FORSIGTIG økonomi er noget ganske andet“. Diskussionerne har bølget, og for visse iagttagere toppede den nok, da en debattør smed et link ind i en Facebook-tråd med lidt oplysninger om Danmarks personbilpark i 1950’erne og kommentaren: “Der var i 1957 269.000 personbiler. Margrethe Aukens familie – dersom de i 1955 fik bil – har således været enormt privilegerede med bil og to tjenestepiger.“
Pias blod og sved
Lad os skyndsomt gå videre til Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis stifter, som lige for tiden ser sit livsprojekt brænde op på grund af personopgør, narcissisme, magtambitioner og ren og skær uduelighed. I weekenden var der debat mellem partiets fire formandskandidater, og de korte videoklip, som DR har lagt ud på sin hjemmeside, mere end antyder, at stemningen var elendig for ikke at sige pinagtig og tåkrummende.
Pia Kjærsgaard, der støtter Morten Messerschmidt, som har en mulig dom for dokumentfalsk og svindel med EU-midler hængende over hovedet, har været rundt i snart sagt alle medier for at underminere de andre kandidaters troværdighed – og i særdeleshed Martin Henriksen, som hun ifølge en spritny TV 2-dokumentar med titlen Pia har sagt, hun vil have helt ud af partiet.
I godt 30 år har Pia Kjærsgaard “med blod, sved, tårer“ arbejdet på at normalisere en benhård udlændingekurs i dansk politik, og det må man sige, at hun har haft held med. Men bedst som man troede, at det måske også ville lykkes hende at fremstå ærværdig og præsentabel, ja, måske ligefrem “stueren“, så er det, som om hun taber det hele på gulvet her i 11. time.
“Uanset hvem der bliver valgt som ny formand, går jeg ikke ud og laver ballade,“ udtalte hun søndag til TV 2 og tilføjede: “Det kunne jeg ikke drømme om.“ Altså samtidig med at hun stort set ikke har foretaget sig andet i de seneste mange uger. Det er, hvad topstyring og magt gør ved folk. Man mister evnen til at se. Man bliver en parodi på sig selv. Eller den parodi, man hele tiden har været, træder tydeligere frem.
Ringenes herre
Det bringer os videre til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Det er under en uge siden, at han sad skoleret i EU’s borgerrettighedsudvalg og blamerede sig selv og Danmark med sine forsikringer om, at den danske regerings hårdhændede udlændingepolitik i virkeligheden er meget human og visionær og nærmest til for verdens flygtninges eget bedste. Som Føljeton skrev på denne plads, så faldt Tesfaye igennem med et brag (selv om det ikke var hans egen oplevelse).
I et interview (betalingsmur) med Tesfaye, som Berlingske bragte søndag, begynder han pludselig at snakke om Ringenes Herre. Først siger han, at vi “stort set alle sammen“ er enige om, at der ikke skal være åben indvandring i Danmark, og at der derfor er opstået en situation, hvor flygtninge med magt bliver sendt ud af landet.
“Det er ret voldsomt,“ medgiver han og fortsætter: “Derfor tror jeg også, at udlændingepolitik lidt er ligesom ringen i Ringenes Herre. Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum. Du skal virkelig være bevidst om, at det er menneskeskæbner, du har i hænderne, og du kan ikke bare skærme af for det og have en kølig, professionel distance.“ Og videre: “I længden kan du ikke lægge dig til at sove på hovedpuden hver nat, uden at ringen slider dig op. Så man skal have ringen af på et tidspunkt. Og man skal ikke give ringen til folk, der ikke kan holde til det.“
Det er jo ret vildt. Mattias Tesfaye beskriver den socialdemokratiske regerings udlændingepolitik – der jo altså er en af de hårdeste og mest uforsonlige i Europa – som et nødvendigt onde, der i sagens natur slider folk, som skal eksekvere den, ned. Det er et besynderligt billede, Tesfaye vælger at bruge. Han får det til at lyde, som om jobbet er hårdt, fordi han har medfølelse og empati – hvad han givetvis også har. Men det er ikke nogen gudgiven sandhed, at den danske udlændingepolitik skal være, som den er. Som nogen skrev på Twitter: ‘Ringen’ “har i hvert fald aktiveret et skræmmende mørke, der bor i ham, at udføre de opgaver, som Mette Frederiksen har sat ham til. Historien er fuld af den type adjudanter.“ Ingen har tvunget Tesfaye til at være sådan en. /Oliver Stilling