Noaa/Ritzau Scanpix
Hvis ikke det var faktiske billeder fra vores egen planet, ville satellitoptagelserne af det undersøiske vulkanudbrud ud for øriget Tonga have været et fascinerende syn. Havet er blåt og stille, indtil der pludselig samler sig en knude af gråsort materiale, der skyder mod vandets overflade. Virkningen er øjeblikkelig. Du kan nærmest se, hvordan havet forskubber sig, som om det er ved at kaste op, mens det sender den udskilte masse 20 km op i luften og ud over hele kloden. Vulkanudbruddet dækker i første omgang Tonga med aske, hvilket forhindrer kommunikation og gør skadeopgørelsen umulig. I de efterfølgende timer bliver der varslet tsunamier i Australien, New Zealand, Chile og i Japan, langs USA’s vestkyst og i Alaska. Og den kommer, tsunamien, men rammer hovedsageligt de små, udsatte øer i Stillehavet. Enorme bølger når dog Peru, hvor to personer drukner, mens et område omkring Santa Cruz i Californien bliver oversvømmet.
Når vi tillader os at være lidt dramatiske, er det fordi, der tilsyneladende er en tendens til at undervurdere kræfterne i naturen omkring de små østater i Stillehavet – både ift. hvor udsatte øerne er over for dem og ift. deres indvirkning på resten af kloden. Under COP26 i 2021 var en række statsledere og klimaeksperter fra bl.a. Tonga, Tuvalu og Fiji af samme grund blandt klimaaftalens største kritikere: Den underminerer behovet for øjeblikkelig og utvetydig handling fra verdens store nationer, og den ignorerer det faktum, at de klimaforandringer, man frygter rundt omkring i verden, allerede er en realitet blandt østaterne:
“For en planet i krise repræsenterer [den langsommelige udfasning af kul, red.] en monumental fiasko når det kommer til den klare og immanente fare hele lande er i nu – bl.a. mit eget,“ udtalte seniorrådgiver for organisationen Fossil Fuels Non-Proliferation Treaty Initiative, Auimatagi Joe Moeono-Kolio. Endnu engang havde et COP-møde budt på vage formuleringer, og bl.a. havde man i 11. time ændret ordlyden omkring fremtidens kulproduktion fra at hedde en “udfasning“ til en “nedfasning“ – et temposkift, man ikke har tid til i Stillehavet.
Vulkanudbruddet 65 km ud for Tongas hovedstad er ikke blevet koblet direkte sammen med klimaforandringer. Men nyere forskning peger på, at både vulkansk aktivitet og tsunamier påvirkes af de stigende temperaturer i verdens have. Selvom forskningen endnu ikke er utvetydig, virker konklusionen fra et studie omkring Islands vulkanaktivitet relativt ligetil: Gletsjeres tilstedeværelse skaber en enorm overfladespænding på jordens skorpe. Når de smelter og trækker sig tilbage, lettes presset, mens mængden af magma, der kan trænge op til jordens overflade og skabe vulkanudbrud, stiger.
Fordi al kommunikation er lagt ned i Tonga, ved vi endnu ikke, hvor hårdt ramt øerne er. New Zealand har foretaget overflyvninger for at affotografere området og danne sig et overblik over skaderne. Indtil videre er to mennesker meldt omkommet. Med det tal i hovedet (og fordi tsunamivarslerne rundt omkring i verden ikke blev til virkelighed), er det nærliggende at tænke, at vi slap billigt. Alligevel er vulkanudbruddet et kig ind i krystalkuglen på en fremtid, hvor naturkatastrofer i de egne af verden, vi ikke lytter til på klimatopmøder, får voldsomme konsekvenser. Ikke kun for østaterne selv, men de fleste steder. Det er måske ikke et dårligt tidspunkt at begynde at spidse ører. /Asta Kongsted