Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Med sine blot 2,8 mio. indbyggere kan Litauen dårligt siges at være en af EU’s sværvægtere. Alligevel befinder den baltiske nation sig pt. i orkanens øje, når det kommer til unionens komplicerede forhold til Kina. Det hele begyndte, da Litauen sidste år valgte at forlade det såkaldte 17+1-samarbejde mellem Kina og en lang række østeuropæiske lande, der primært har til formål at fremme handel og kinesernes dertilhørende “One Belt, One Road“-projekt. Den korte forklaring fra litauerne lød, at samarbejdet hellere skulle omfatte alle EU’s 27 medlemslande, da 17+1-løsningen reelt skabte mere splittelse end enhed. Litauen var øjensynligt ikke bange for at tage bladet fra munden og for at komme med en slet skjult kritik af Kina.
Senere på året blev kritikken så meget desto mere iøjnefaldende, da Litauen annoncerede, at man havde tilladt Taiwan at åbne et “repræsentationskontor“ – en de facto ambassade – i hovedstaden Vilnius. En sådan anerkendelse af Taiwans uafhængighed er en rød klud i hovedet på Kina, der slet ikke vil have, at andre lande blander sig i spørgsmålet. I kinesiske statsmedier blev Litauen kaldt en “loppe fanget under fødderne af kæmpende elefanter“, og snart var fanden løs i Laksegade. Kina svarede hårdt igen med sanktioner og en embargo på litauiske varer – en embargo, der også rammer andre europæiske virksomheder med litauiske komponenter i forsyningskæderne. Beskeden fra Beijing var umiskendelig: Et eksempel skulle statueres, så andre EU-lande ikke også henter inspiration fra Litauen.
Afskrækkelsen synes til dels at have virket. Selvom det kinesiske marked udgør en (overraskende) lille del af Litauens samlede eksport, har landets præsident Gitanas Nauseda efterfølgende kaldt det en “fejl“, at Taiwan fik lov til at oprette et repræsentationskontor under eget navn – snarere end under den mere Kina-venlige betegnelse “kinesisk Taipei“. Måske skyldes indrømmelsen dog også, at Kina-kritikken har vist sig overraskende upopulær blandt den litauiske befolkning. En nylig meningsmåling viser, at blot 13 pct. bakker op om regeringens nuværende kurs. Mens befolkningen raser, har Taiwan imidlertid gjort sit til at afbøde det litauiske fald. Som kompensation for de tabte handelsindtægter, har Taiwan bl.a. oprettet en milliardstor fond, der skal hjælpe Litauen økonomisk. Ligesom Litauen også har fået en fod inden for i Taiwans eftertragtede (og strategisk vigtige) mikrochip-industri.
Fredag i sidste uge mødtes EU’s udenrigsministre så til drøftelser i Brest, hvor fejden mellem Litauen og Taiwan bl.a. var på dagsordenen. Selvom Frankrigs præsident Emmanuel Macron tidligere har udtalt, at det kinesiske handelsangreb på Litauen “bliver ved med at bekymre os“, har unionen hidtil været noget lorne ved at forholde sig alt for konkret til spørgsmålet – ligesom man bl.a. afventer, hvordan den nye regering i Tyskland vil håndtere relationen til Kina. Efter mødet i Brest fik EU’s udenrigschef Josep Borrell trods alt sagt, at man står sammen i solidaritet med Litauen; Kinas ageren over for Litauen påvirker også resten af unionen, og den går altså ikke. Hvad EU mere konkret har tænkt sig at gøre med solidariteten, er dog knap så klart. Den litauisk-kinesiske fejde illustrerer om noget, at EU fortsat virker handlingslammet, når Kina skruer bissen på. Et søgsmål kan være på vej i Verdenshandelsorganisationen (WTO), men vil være mange år undervejs. Og andre diplomatiske værktøjer har unionen ikke umiddelbart ved hånden. Alle kan (heldigvis) blive enige om, at situationen er alvorlig. Men i praksis står Litauen stadig alene tilbage med kritikken. /David Dragsted