Vagn Hansen/Ritzau Scanpix
Der er en passage i den marokkanske forfatter Mahi Binebines roman Welcome to Paradise, som slår hårdt, hvis man – hypotetisk set – læser den som ung dansk studerende, der netop er hjemvendt efter et par måneders dasken omkring i det store udland. Scenen udspiller sig i Marokkos gader, hvor en række håbefulde og kommende immigranter samler sig omkring deres forestående flugt mod friere dele af verden. Uforstående kigger de på de vestlige hippier, der slænger sig på byens caféer i deres intentionelt slidte tøj og fortæller hinanden, at friheden, den findes lige her. For vores hovedperson Aziz, der – ligesom sit sjak af politiske flygtninge – drømmer om et bedre liv, kunne det ikke være længere fra sandheden:
“Sikken et spild, synes du ikke, alle de røde, grønne og rødbedefarvede pas, der mugner i lommerne på alle de hullede jeans. Åh, hvis jeg havde et, ville jeg passe på det, jeg ville have nusset om det, presset det mod mit hjerte, jeg ville have gemt det et sted, hvor de stjælende og misundelige aldrig ville kunne finde det, sy det ind i min egen hud, lige midt på brystet, så jeg bare ville skulle knappe min skjorte op for at vise det, når jeg krydsede grænser.“
På flere måder er passet (i hvert fald vores eget rødbedefarvede) et slags medlemskort til en eksklusiv klub med en selektiv dørmand. Det ændrer simpelthen din måde at kunne færdes i verden på og dermed din status som menneske. Herhjemme virker den højstatus for de fleste som en gudsgiven ret. Nye tal viser dog, at passet de senere år har fået en langt mere politiseret funktion internt i Danmark. Det er blevet væsentligt sværere at komme med i klubben.
Skidengrå hadegave
Onsdag kunne DR berette, at udstedelsen af såkaldte fremmedpas er steget markant siden 2014. Fremmedpas gives normalt til flygtninge, der ikke kan få opholdstilladelse, og hvor det danske pas er lidt af en guldbillet, er det grå flygtningepas noget nær det modsatte. Strammere lovgivning omkring statsborgerskab og familiesammenførelse har accelereret uddelingen af de skidengrå hadegaver – det er nemlig ikke bare flygtninge, men også deres børn, der i stigende grad må nøjes. Historiens egentlige knudepunkt ligger nemlig i, at en række unge voksne, der er født og opvokset i Danmark, heller ikke har kunnet få udstedt danske pas.
Tag den lægestuderende Anders Maher fra Frederiksberg eller Zaniab Al- ubboody, der læser til socialrådgiver og allerede har bestået indfødsretsprøven. Begge er de fra Danmark, og begge render de rundt med et dokument, hvor der med versaler står ‘FREMMED’ trykt på de grå sider. Mahers historie om, hvordan han med klistermærker og et grønt omslag forsøger at kamuflere sit pas, eksemplificerer fint, hvor stigmatiserende det egentlig er.
“Det er en demokratisk skændsel, at vi har en voksende gruppe borgere i Danmark, som har lovligt og permanent ophold, men ikke de fulde rettigheder. Fremmedpas er en evig påmindelse om, at du ikke er et fuldgyldigt medlem af samfundet, og du bliver udstillet, når du bevæger dig uden for landets grænser,“ udtaler Enhedslistens indfødsretsordfører Peder Hvelpelund om sagen. Ligesom Radikale mener man i Enhedslisten, at udviklingen i antallet af fremmedpas i Danmark er et udtryk for, at det simpelthen er blevet for svært at blive dansk statsborger.
Udlændige- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) medgiver egentlig også, at det er “træls“ ikke at kunne blive statsborger, når nu man er født og opvokset i Danmark: “[H]vis man er født og opvokset i Danmark og fungerer i samfundet, så synes jeg også, at man skal blive dansk statsborger.“ Alligevel stemte han i 2021 imod Radikales lovforslag om igen at gøre processen lettere for de unge – sådan som det faktisk forholdt sig, indtil Venstre-regeringen i 2016 fjernede en lignende bestemmelse i indfødsretsloven.
Fortællingen om de unge mennesker i Marokko, hvis skæbne afgøres af farven på deres pas, er rykket indenfor i de danske stuer. Ret beset skaber man andenrangsborgere ud af danskere, der har ret til at være her, og som indgår i samfundet på lige fod med deres jævnaldrende. Tesfaye viser sig endnu engang som dørmanden fra helvede. /Asta Kongsted