Hvad vi lærte af at se en tre timer lang kinesisk propagandafilm

Kinas store leder Xi Jinping har været træt af udenlandske kulturprodukter igennem en længere periode. Slang fra Sydkorea har fået kinesiske kvinder til at kalde deres dates for “honey” og “oppa” i stedet for “kammerat”. Import af alskens udenlandsk tøj forurener kulturen. Og så er der filmene…

Selvom amerikanske filmproducenter som Disney de senere år har gjort, hvad de kan, for at stryge det kinesiske marked med hårene, så er der bare intet som en hjemmeproduceret propagandafilm, der kan bekræfte den kinesiske regering i dets eget verdensbillede. Og tilsyneladende intet som en Marvel-film, der kan udfordre det.

I 2021 kunne de kinesiske biografgængere derfor ikke sætte sig til rette i mørket til et Disney-brag. Premiererne på konglomeratets fire største Marvel-satsninger blev nemlig blokeret af den kinesiske regering. I stedet måtte det kinesiske publikum lade sig underholde af den statsproducerede coronafilm Embrace Again – der handler om et samlet kinesisk folks kamp mod en farlig, pandemisk virus – og af den tre timer lange krigsfilm The Battle at Lake Changjin.

Disney er langt fra de eneste, der lider under Kinas forbrugeroffensiv (eller kulturdefensiv – alt efter hvordan man ser på det). Fra 2020 til 2021 faldt andelen af amerikanske film blandt udbuddet af udenlandske film fra 46 til 39 pct på det kinesiske marked. Samtidig forsøger Kina selv at blive en filmisk stormagt med dyre satsninger som fx The Battle at Lake Changjin. Hvorfor har kineserne så travlt med at trænge USA ud af markedet?

Den første grund er åbenlys: I 2020 blev USA overhalet af Kina som det største filmmarked, og penge taler. Hvis regeringen kan tiltvinge sig publikums udelte opmærksomhed, bliver de eneherskere på et enormt økonomisk marked. Sætter man sig ned og ser filmen The Battle at Lake Changjin, bliver det dog tydeligt, at der også er noget andet på spil. Det gjorde Føljeton ulykkeligvis.

Den store leder og hans store krigere

Helteeposet handler i korte træk om kinesernes brave kamp mod amerikanerne under Koreakrigen og om slaget ved Changijn. At det lige er den kamp, man har valgt at portrættere, er interessant. Kigger man i ikke-kinesiske årbøger, beskrives den som et ret tvivlsomt stykke krigshistorie – for begge parter.

Men ikke her! Vi skal ikke meget mere end 15 minutter ind i filmen før en yderst sympatisk kammerat Mao har erklæret, at udlændingene ikke respekterer Kinas styrke, og at den respekt kun kan vindes på slagmarken – ved Changijn. Beslutningen kommer til at gå ud over filmens helt, Quanli, der ellers netop er afmønstret for at tage hjem til sine forældre og sin bror Wanli.

Familien er i hopla, for regeringen har tilbudt dem et stykke gratis land, og fremtiden tegner nu lys. Mere end et enkelt måltid i familiens skød bliver det dog ikke til, før Quanli kaldes tilbage i krig, uvidende om, at den nævenyttige bror Wanli følger efter ham. Wanli virker på mange måder som en snotunge, men selv snotunger har lyst til at kæmpe for fædrelandet, må man forstå.

Med subtilitet som en bulldozer byder manuskriptet på utallige enetaler om nationens stolthed, de revolutionære martyrer og kinesernes fighting spirit. Hen imod slutningen konstaterer en amerikansk general ligefrem (mens han gør honnør for en bunke kinesiske lig), at med sådan en kinesisk viljestyrke, ville amerikanerne aldrig kunne vinde slaget.

Verdens dyreste propagandafilm

Her kommer vi frem til sagens kerne, for det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at den dyreste kinesiske filmproduktion nogensinde er en tre timer lang film om kinesernes uovervindelighed og amerikanernes dødbringende tendens til at undervurdere dem. Som der står skrevet henover skærmen i filmens afsluttende scene: “Krigens stolte ånd forbliver tidløs!”

Eftersom The Battle at Lake Changjin ikke er tiltænkt et internationalt publikum, skal den ikke som sådan tænkes som en direkte replik til amerikanerne. Snarere er det en polstring af den kinesiske kampånd. Siden Kinas propagandaministerium i 2018 overtog kontrollen med landets underholdningsindustri, er film med lignende formål blevet sprøjtet ud til publikum.

Med en indsnævring af det udenlandske filmmarked, går Kina nu ind i en fase, hvor de yderligere vil teste grænserne for, hvor effektivt propaganda kan sendes ud gennem fjernsynsskærmen. Samtidig er det næppe et tilfælde, at det anti-amerikanske krigsbrag kommer netop som de diplomatiske forhold mellem de to lande ser ud til at tage endnu en anstrengt drejning frem mod vinter-OL i Beijing. Om Kinas kulturelle defensiv virker internt, er svært at blive klog på. Indtil videre meldes der om ekstreme mængder piratkopiering af vestlige film over hele landet. /Asta Kongsted