Foto: Cathrine la Cour
Hvis man på et eller andet tidspunkt har krydset Per Arnoldis veje og ved den lejlighed ikke har været til decideret besvær, kan man godt belave sig på at komme på hans mailingliste. Man vil simpelthen modtage post fra den 80-årige billed- og plakatkunstner sådan cirka en til halvanden gang om måneden.
Efter de første par mails tegner der sig et mønster; hvis ikke Arnoldi skriver om, hvad han selv går og laver, så er det typisk en kommentar, han gerne vil dele. Han er optaget af fejldispositioner, der relaterer sig til det offentlige rum, og dårlige beslutninger truffet i kunstens verden. Man kan vel kalde Arnoldi for en æstetisk vagthund, og han skriver med samme sylespidse præcision, som han formulerer sig mundligt.
Arnoldi har ligesom mange andre fulgt med i sagen om kunstneren Jens Haanings ekstremt omtalte konceptuelle værk Take the Money and Run og skriver i en mail:
“Haaning kører fint derudad… men det kunne se ud, som om det økonomiske efterslæb ikke er rigtig gennemtænkt. Med mindre han kan sælge de to rammer for et anseeligt beløb og gå ‘home free’, hober gælden sig op på den stakkels idékunstners hoved. Hvis den halve million er væk, skal den betales tilbage. Plus sagsomkostninger. Plus (hvad ingen rigtig har nævnt) skat og moms af det indgåede beløb. Værket kan i sin smukke immaterialitet vel sniges ind under unika og således momses med 5 pct. differentieret kunstnermoms??“
Bortset fra Arnoldis Arnoldi-agtige verbumisering af det triste ord moms i den sidste sætning ligner det jo lidt en prokurators bemærkning i marginen på et tvivlsomt regnskab. Hvor står Arnoldi selv?
“Men nu begynder det alligevel at gøre ondt,“ fortsætter han. “Der er ingen vej tilbage. Ideen står skarp og urokkelig. Men kan blive smertefuld trods den øjeblikkelige virak. Selvfølgelig er han [Jens Haaning, red.] blevet beruset over det tilfælde, der fik alle brikker til at falde på plads. Men der er økonomiske parthavere, som de ovenfor nævnte bisser, der måske ikke er så kunstforgabte?“
Og hvad betyder det så? Når Arnoldi skriver, at “ideen står skarp og urokkelig“, er det en kæmpe ros til Jens Haaning fra en ældre kollega, der kan sin kunsthistorie til fingerspidserne og ved, hvad han taler om.
Jens Haaning kan være vis på, at det ikke kun er Arnoldi, som hepper på ham. Folk i kunstens verden er med ham. Kunstnere, gallerister, kuratorer, museumsdirektører, kunsthistorikere, anmeldere, inspektører, fondene. They get it, de forstår værket. De forstår, at det ikke bare er indskydelse eller simpel berigelseskriminalitet forklædt som kunst, da Haaning beholdt de 532.549 kr., som museet Kunsten i Aalborg havde overført til hans Nemkonto – til låns. (Hvis du intet kender til sagen her, må du lige prøve at google den.)
Det ville klæde nogle af disse mennesker at komme ud af busken – særligt dem med magt. Jer med magt. Dig med magt.
Alle kan være med
Det er i øvrigt ikke kun folk i kunstverdenen, der forstår Take the Money and Run. Ellers ville det ikke have fået den verdensomspændende omtale, det har modtaget. Værket handler om arbejdsforhold, og alle kan være med. Som Haaning sagde til P1 i september sidste år: “Jeg opfordrer andre mennesker, som har lige så kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder på et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen og stik af. Det er en generel opfordring.“
Dumme medier
I den forløbne uge har landets medier nærmest udelukkende fokuseret på, at Kunsten har anlagt et civilt søgsmål mod Haaning for at få deres penge tilbage. Der er en utrolig optagethed af pengebeløbet, og om Haaning vil skulle betale skat af pengene, hvis han beholder dem. Hvis medierne var lidt vaksere, benyttede de lejligheden til at rette søgelyset mod arbejdsforholdene i kunstverdenen, som er værkets underliggende tema.
Konceptkunst, som er det felt, Haaning opererer i som kunstner, virker på den ene side som det nemmeste i verden, fordi det er idéen og ikke nødvendigvis udførelsen, der er i centrum. På den anden side er genren noget af det sværeste; hvis ideen er slap eller udførelsen ubevidst sløset, falder det hele til jorden med et brag. Hvis det var et dårligt maleri, der var tale om, ville der i det mindste være nogle penselstrøg, altså en form for fysisk håndelag, betragteren kunne forholde sig til. For den mentalt dovne er konceptkunst let at affeje som kejserens nye klæder.
Med skam må det konstateres, at åndelig dovenskab åbenbart også er udbredt på Kristeligt Dagblad. I en leder (bag en ukristelig betalingsmur) om sagen affærdiger avisen Haanings værk som ren provokation: “Blivende og dyb kunst har mange iboende kvaliteter, den taler til noget i mennesket på tværs af tid, den beånder, den opløfter, den glæder, og den forundrer. Den kan forkynde. Den kan gøre lidelse æstetisk og æstetik lidelsesfuld. Og den er altid mere end et stunt. Forvekslingen af kunst med en overfladisk wauw-effekt er muligvis et udslag af et overudbud på kunstscenen; for at få ørenlyd blandt publikum skal der krasse effekter til.“
Det sjove er, at Jens Haanings konceptværk har alle de nævnte ting i sig. Det går bare hen over hovedet på det kristelige dagblad. Var det ikke Gud, der engang sang: “Don’t criticize what you don’t understand?“ /Oliver Stilling