Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix
Nogle barrierer kan være lidt ærgerlige at nedbryde. Efter ellers at have holdt sig coronafri under hele pandemien, valgte det lille ørige Kiribati i Stillehavet at genåbne sine grænser – med den uheldige konsekvens, at det første internationale fly, der landede, havde 36 smittede ombord. Selvom passagererne straks kom i karantæne, har coronasmitten efterfølgende spredt sig, hvorfor Kiribati nu er blevet nødt til at indføre en fuld nedlukning i hovedstaden Tarawa – med udgangsforbud og hele moletjavsen. Vi forstår godt, hvis kiribatierne begræder situationen.
Andre barrierer er til gengæld totalt uforståelige. Da det amerikanske senat tidligere på ugen skulle tage stilling til Demokraternes foreslåede valgreform, var Republikanernes holdningsmur ikke til at bryde igennem. Og det på trods af, at reformen – groft sagt – har til formål at sikre alle amerikanere lige ret til at stemme. Hvordan kan man være imod et så altafgørende demokratisk spørgsmål? Som med så meget andet i USA, handler det desværre om en blanding af kynisme og racisme.
Selvom den såkaldte gerrymandering – hvor valgkredse inddeles på måder, der tilgodeser et bestemt parti, ofte på bekostning af marginaliserede befolkningsgrupper – har været et problem længe, er de beskidte valgkneb for alvor stukket af efter præsidentvalget i 2020. Under dække af at ville bekæmpe mulig valgsvindel, har Republikanerne i flere delstater indført nye drakoniske valglove, der særligt rammer afroamerikanere. Med restriktive begrænsninger for hvor og hvordan man kan deltage i valghandlingen, forsøger Republikanerne kort fortalt at gøre livet så surt som muligt for så mange sorte mennesker som muligt. Hos mange demokrater vækker tiltagene af samme grund mindelser om segregations-tidens Amerika.
Med de to lovpakker ‘Freedom To Vote Act’ og ‘John Lewis Voting Rights Advancement Act’ ville Demokraterne derfor komme den racistiske praksis til livs. Hele 10 republikanerne skulle imidlertid bryde rang, hvis man skulle undgå en såkaldt filibuster – og det er næsten utænkeligt i det stærkt polariserede politiske miljø i Senatet. Samtidig havde demokraterne Joe Manchin og Kyrsten Sinema på forhånd afvist at lægge stemme til et kontroversielt forslag om at afskaffe filibuster-reglen. Den demokratiske senator Raphael Warnock – en af de blot tre sorte medlemmer af Senatet – kunne derfor komme med nok så mange skrækeksempler på, hvad delstaternes drakoniske love vil medføre. Lige lidt hjalp det: Valgreformen var dead on arrival.
I hovedværket The Souls of Black Folk (1903) beskriver den tidlige borgerrettighedsforkæmper W. E. B. Du Bois, hvordan afroamerikanere udskilles fra samfundet med det, han kalder ‘the veil’ – sløret: “Jeg indså med en særlig pludselighed, at jeg var forskellig fra dem; eller måske ens i hjerte og liv og længsler, men lukket ude af deres verden via et enormt slør.“ Pointen for Du Bois er, at sorte amerikanere lever en dobbelttilværelse. De er på én og samme tid borgere og ikke-borgere, amerikanere og ikke-amerikanere; en del af verden, men alligevel udenforstående beskuere. Sløret signalerer en paradoksal skillelinje.
Da den republikanske flertalsleder i senatet Mitch McConnell efter afstemningen skulle forklare, hvorfor Republikanernes afvisning af valgreformen er komplet uproblematisk, fik han utroligt nok illustreret, hvor relevante Du Bois’ ord endnu er i dag. McConnell kom bl.a. for skade at sige, at “afroamerikanske vælgere procentmæssigt stemmer i lige så høj grad som amerikanere“ – og indikerede dermed, i et freudian slip, at han åbenbart ikke ser afroamerikanere som amerikanere. Sagt med andre ord: Sløret lever endnu i bedste velgående, og det er nedsablingen af valgreformen også en dyster påmindelse om. Demokratiet i USA slår stadigt større sprækker. /David Dragsted