Reuters
I romanen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt samlede forfatteren Svetlana Aleksijevitj over 500 fortællinger fra russiske, ukrainske og hviderussiske – i dag ville vi sige belarusiske – kvinders oplevelser under Anden Verdenskrig. Over en million kvinder meldte sig frivilligt til Sovjetunionens militærtjeneste for at forsvare sig mod tyskerne, hvor de ligesom mændene befandt sig i midten af kampene: De var sygeplejersker og læger, men også piloter, mineryddere og snigskytter med maskingeværer.
Da kvinderne kom hjem, blev de ikke æret som helte. Fra alle sider blev de mødt med hån og nedladende bemærkninger for deres “ukvindelige adfærd“. Historien forblev mændenes. Altså lige indtil det med Aleksijevitjs initiativ væltede ud med vidnesbyrd om hverdagen i krig. Bogen blev holdt tilbage fra forlaget i to år, fordi man mente, den vanærede den sovjetiske kvinde, og først under Mikhail Gorbatjovs ledelse af Sovjetunionen blev den offentliggjort i 1985.
Krigen havde altså et kvindeligt ansigt. Vi fik bare ikke lov til at se det før nu. Aleksijevitj havde tydeligvis fat i noget, mente man, i hvert fald fik hun en nobelpris. Alligevel synes vores kollektive bevidsthed at glemme. Også selvom lige præcis den del, glemslen, de seneste år er blevet sværere at lykkes med. Populært sagt fordi det er blevet tilsvarende nemmere at dokumentere, rykke og mobilisere.
Forårets glemte folk
Tag bare Det Arabiske Forår. I dag, tirsdag den 25. januar, markerer 11-års dagen for demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad, Kairo. Grønthandleren Mohamed Bouazizi havde måneden inden sat ild til sig selv i Tunesien, men det var først nu, demonstrationerne for alvor spredte sig som ringe i vandet. Senere på året fik Egypten sit ikon: Den blå bh, der lige netop kom til syne, da militæret bankede og trampede på en halvnøgen kvindekrop. Billedet fik foråret til at række langt ind i de efterfølgende år og over i historien.
Dengang lød fortællingen, at det kunne blive startskuddet til at få kvinderne, der gik forrest i demonstrationerne, på den politiske dagsorden. Det blev hurtigt afløst af fortællingen om, at forår blev til efterår, efteråret til vinter, og endda, at foråret måske aldrig var der. I Egypten blev det kun værre, da Abdel Fattah el-Sisi i 2014 overtog magten efter et militærkup. Godt nok roses Sisi for sine økonomiske reformer, men frugterne bæres kun af de få. Afstanden mellem rig og fattig er blevet større, og basale rettigheder er ikke forbedret. I dag råber egypterne: ‘Forsvind!’
Ifølge den amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein er kvinderne Det Arabiske Forårs “glemte folk“, fordi de igen og igen er blevet fortalt, at deres bekymringer og krav kunne vente, til alt andet lige blev fikset først. Hvis bare man fik demokrati, skulle kvindernes rettigheder nok følge med. Kvinders deltagelse i demonstrationer, som en indikator for succes, kan altså i sig selv ikke bruges til ret meget. Rummet er blevet større, men de reelle forandringer er ikke.
Panodiler uden virkning
Fortællingen om kvinden bruges gerne af ledere som Sisi til at legitimere politiske mål. For så snart konflikter har lagt sig, har kampen for hendes rettigheder det også. Selvom Sisi vidt og frit fremhæver sig selv som en helt og for et par år siden sikrede kvinder 25 pct. af pladserne i parlamentet og i lokalrådene, holdes de i virkeligheden uden for reel indflydelse. 2022 kalder han for civilsamfundets år, selvom ytringsfriheden er blevet stærkt begrænset.
Fremgangene synes minimale, og de færreste tror på, at Sisi kan redde landet ud af revolutionens efterdønninger. Det er som en Panodil, der ikke virker, lyder det på Twitter. For få uger siden gik en video viralt med den 30-årige Aya Youssef, der danser og smiler på et krydstogtskib på Nilen. Hun blev fyret fra sit arbejde og skilt fra sin mand, fordi de mente, hun brød med landets værdier. Imens udtrykker andre deres opbakning.
Egypten har fået sin seksuelle revolution, sin bølge af #MeToo, men kvindekampen har foregået meget længere. Som pointen er hos Aleksijevitj, har bh’erne brændt i årevis – det er bare først nu, vi er begyndt at lægge mærke til det. Det er vigtigt at huske på en dag som i dag, hvis man igen skal læse overskrifter om, at kvinderne “stadig lider“. I mere end et århundrede har egypterne været pionerer for feminismen i alle dens former, over islamisk feminisme til sekulære bevægelser: Uanset navn har den eksisteret, og forandring har alle dage været drevet af kvinderne selv.
“Det er virkelig en af de nemmeste måder at skyde det ned på, og det sker allerede,“ svarer aktivisten og forfatteren Mona Eltahawy i et interview med Politiken, da hun bliver spurgt om ikke bare hendes revolution er en vestlig idé. “Vi vil ikke have nogen til at komme og redde os. Vi vil ikke have nogen til at invadere vores land for at frigøre kvinderne. Vi vil gøre det selv.“ /Emma Louise Stenholm