Klassekampen på Bornholm

Normalt skrives denne lille intro sådan ret kollektivt her på redaktionen, men i dag er der kun én mand bag roret. Faktisk er der kun én mand på hele redaktionen, og der er gabende tomt overalt omkring mig. Selv det arkitektfirma, vi deler etage og køkken med, er ikke hjemme. Der var tomt i Torvehallerne på Nørreport, køerne i Lagkagehuset var væk i morges, og det er endda kagefredag på byens kontorer. Der var blæst på Riccos Kaffebar, økofrugten i Irma var urørt og fra i går, der var ingen mænd på Kongens Nytorv med fuldskæg, El-ladestanderne i Borgergade var uden Teslaer, der var ingen BMW’er på min vej, og Christianiacyklerne stod og hang så forladt. Der var hverken havkajakker eller Paddle Boards i Københavns kanaler, ingen løbere på bare fødder ved Amager Strand, og i villakvarterene står Aarstids-kasserne og rådner på trappetrinene. Det er faktisk lidt uhyggeligt det hele. Ja, jeg ved det godt – de er alle sammen taget til Folkemøde på Bornholm. De står sikkert allerede og drikker fadøl med Søren Pind og Simon Kvamm på Gæstgiveren eller småsnakker under et debatarrangement mellem Anders Morgenthaler og Lars Seier.

Man har taget et helt segment ud af byen og flyttet det lidt tættere på folket. For et par dage er de taget ud til den provins, som så gerne vil have dem, men som de bare ikke vil røre med en ildtang (bortset fra når de kommer i flok og i solskin). Det er vel dem, vi lærte at kende for snart mange år siden som Richard Floridas kreative klasse. Det er dem, der angivelig betaler gildet, dem vi alle sammen vil være, og dem alle byer vil tiltrække. Dem, som smider om sig med penge, som var det skidt, mens de tænker på miljøet og tjener endnu flere. Er det ikke sådan, det er? Også selv om det kun er en lille uge om året, at gennemsnitslønnen stiger til det dobbelte på Bornholm, præcis som det er tilfældet for Skagen i uge 29, så er jeg temmelig sikker på, at solskinsøen (hvor det i skrivende stund pisser ned) er svært tilfreds med de millioner, gæsterne lægger, inden de rejser hjem igen. Tænk, hvis bare 10 procent af dem ville bo der hele året.

Men er de nu så fede de kreative mennesker? Siden Richard Floridas bog udkom, har en række forskere fundet anledning til at være skeptiske over for særligt kausaliteten mellem en sund økonomi og repræsentationen af den kreative klasse.

”Alle vil gerne have den kreative klasse, men hvad er den egentlig udtryk for?” sagde professor på Center for Turisme, Innovation og Kultur ved Syddansk Universitet Flemming Just engang til mig, da jeg interviewede ham.

”Det er klart, at det finkulturelle brand, som nogle provinsbyer forsøger at tiltrække borgere med, har en vis effekt på nogen med en høj indkomst, men hvis du ser nærmere på denne her gruppe, er det en helt almindelig dansk middelklasse, og de fleste af os i middelklassen vil gerne spejle os i en finkultur, som vi måske ikke tilhører.”

Flemming Just påpegede, at de byer, der har en høj andel af de kreative og samtidig også har en god økonomi, har andre fordele end et tillokkende kulturliv, der kunne have skabt grobund for en god økonomi. Sådan var det, længe før Richard Florida skrev sin bog.  Ser man på de provinsbyer, hvor koncentrationen af de kreative er høj og økonomien god, ligger de næsten alle sammen i den fede pølse langs motorvejen mellem Aarhus og Fredericia, hvilket har givet erhvervslivet særligt gode vilkår. Udover det er det faktisk kun Sønderborg, der ifølge statistikkerne kan mønstre mange kreative og en stærk økonomi, men her har man allerede en helt speciel industri, der tiltrækker en bestemt type arbejdskraft, som man medregner i den kreative klasse.

Kommunernes store fokus på at lokke den kreative klasse til har fået andre til at problematisere den ulighed, der kan være mellem de kreative, de ufaglærte og serviceklassen, som sociolog Erik Jørgen Hansen før har påpeget. Langt størstedelen af den kreative klasse dækker ifølge ham over det, man i årtier har kaldt socialgruppe et og to – og med undtagelse af ganske få procent af gruppen, der er uuddannede kunstnere, er de næsten alle akademikere med videregående eller mellemlange uddannelser. Det giver en klassemodsætning i Danmark, hvor der dyrkes en elite kontra folket, som underbygger hele tanken om den kreative klasse. I Richard Floridas udlægning bliver det serviceklassens lod at opvarte den kreative klasse.

Oprindelig dannede de højtuddannede en alliance med arbejderbevægelsen for at udbygge velfærdsstaten, som havde brug for den ekspertviden, de havde, men den alliance er helt væk, fordi karrierevejen er en helt anden i dag. I dag ligger den i globaliseringen, som betyder, at lønnen skal matche det niveau, der er internationalt. Det er det, vi oplever, når der er konflikter blandt omsorgspersonale, og når formanden for de overenskomstansatte mener, at lønnen er væsentligt højere blandt Djøf’erne alene i kraft af deres uddannelsesniveau. Den kraft ligger hos den kreative klasse: Kraften til at opretholde et klasseskel.

Nå, men måske er jeg bare bitter, fordi jeg sidder alene tilbage, men der er en kamp at kæmpe, når I en gang alle sammen kommer hjem. Det handler bare ikke kun om os. Godt folkemøde – hils!