Kære læser

Tomme ord i Oslo

0:00 / 0:00

Ntb/Reuters/Ritzau Scanpix

De seneste par dage har en delegation fra Afghanistans Taliban-regime været på diplomatisk besøg i Norge på invitation fra den norske regering. Norge har en lang tradition for at beværte svære diplomatiske, udenrigspolitiske forhandlinger, og det var også det, der var i spil her.

Det så meget underligt ud. Delegationen bestod af 15 mand anført af Talibans udenrigsminister Amir Khan Muttaqi. Men blandt dem var også en Anas Haqqani, som på billederne, der er sluppet ud fra møderne, sidder og ser suspekt ud. Det kan ske for os alle, men Haqqani er suspekt; han er bror til Sirajuddin Haqqani, som er leder af det såkaldte Haqqani-netværk, der angiveligt står bag adskillige terrorangreb – heriblandt et angreb som fandt sted på det femstjernede Serena Hotel i Kabul i 2008, mens Norges statsminister Jonas Gahr Støre opholdt sig på det (dengang var han udenrigsminister).

Seks personer mistede livet, bl.a. den norske journalist Carsten Thomassen, som stod i lobbyen og ventede på Støre, da de bevæbnede terrorister trængte ind i bygningen. Anas Haqqani, der er er en flittig Twitter-bruger, skriver ellers i sin bio på det sociale medie: “Lykken vil være med dig som en skygge. Hvis du tænder kundskabens lampe i dit hjerte.“

Et afstumpet regime

Alt det her er bare en sidebemærkning for at placere, hvem der var på besøg i Oslo. Baggrunden for invitationen fra den norske regering er den humanitære situation i det ludfattige, krigshærgede land. Vinteren er hård, og halvdelen af befolkningen vil ifølge FN være ramt af en voldsom hungersnød. Det er ikke fødevarer, der mangler, men logistik og penge til at at distribuere maden. Da Taliban overtog magten i august, afskar det amerikanske finansministerium og en række internationale organisationer bevægelsen fra adgang til regeringsmidler for 10 mia. dollars. Taliban pejler efter en ekstrem, dybt afstumpet, menneskefjendsk læsning af islam.

Og hvad er der så kommet ud af møderne i Oslo? Ifølge norske NRK kaldte udenrigsminister Muttaqi tidligere på ugen samtalen “en præstation“, fordi “man har kunnet dele scene med verden“. Tirsdag sagde Jan Egeland, der er generalsekretær i Flyktninghjelpen, at Taliban havde givet ham klare, forpligtende løfter om, at piger skal kunne modtage skoleundervisning på alle niveauer fra marts. Det er der nu ikke noget nyt i, for det udtalte Afghanistans fungerende kultur- og informationsminister Zabiullah Mujahid allerede i sidste uge.

Bortset fra nogle floskler om vigtigheden af dialog og forsoning er der ikke kommet udmeldinger om konkrete resultater. Mandag udsendte den norske regering dog en fælles erklæring på vegne af Taliban og “afghanere fra forskellige dele af samfundet“ om, at deltagerne “lyttede tålmodigt til hinandens meninger og udvekslede synspunkter om den nuværende situation i landet. De bekræftede, at Afghanistan er fælles land for alle afghanere, og understregede, at alle afghanere er nødt til at arbejde sammen for at skabe en bedre politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt resultat i landet.“ Med andre ord: tomme ord.

Den store udfordring er, hvordan man kan hjælpe afghanerne uden at give Taliban adgang til pengesluserne. Meget handler om lønninger. Som den anerkendte amerikanske udenrigskommentator David Ignatius formulerer det i Washington Post: “At holde Afghanistans skoler åbne, også for kvinder og piger, har været et hovedmål. Landet har omkring 220.000 lærere, som udgør mere end 60 pct. af statens ansatte, men at sikre dem deres lønninger har vist sig svært, fordi de arbejder for Taliban-regeringen.“

Norges udenrigsminister Anniken Huitfeldt udtalte forleden til NRK, at der ville blive stillet “vældigt strenge krav“ til Taliban vedrørende kvinders rettigheder. I sidste uge blev to afghanske kvinder imidlertid arresteret for at demonstrere. Hvad, der er sket med dem, vides ikke.

Samtidig melder ngo’en Human Rights Watch i en ny rapport, at LGBTQI+-folk i Afghanistan har fået deres liv “dramatisk forværret“ under Taliban. Situationen i Afghanistan er en gordisk knude, og som altid er det befolkningen, der lider. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12