Syv måneder senere

Der har været et knivstikkeri i lejren. Et skænderi imellem to ukrainere udviklede sig, og det endte med en punkteret lunge. Blod imellem teltene. Politi. Krisepsykologer på stedet. Folk i lejren var chokerede, men livet fortsætter sin gang. Der er solskinsdage igen, asylansøgerne tager håndklæder om nakken og går til Limfjorden og bader. De spiller stangtennis og volleyball i fællesområdet, cykler til byen, går i skole og venter og venter og venter. Men det virker, som om der kommer skred i det nu – omkring 100 mænd er indkaldt til første interview i Udlændingestyrelsen i juni. Det betyder, at de går ind i fase 2 af deres asylansøgning og dermed får udbetalt flere penge: 28,78 kroner dagligt i stedet for de 8,23 kroner, man får i fase 1.

Aymens praktik

Når man har været her i over 6 måneder og er i fase 2, er det tilladt at komme i ekstern praktik. Indtil videre er én mand i ekstern praktik, det er Aymen med de smilende øjne. Han har en master i idræt og matematik, og lederen af centret, Mika Bastrup Røsholt, har skaffet ham en plads i den lokale folkeskole, Tingstrup, hvilket han er glad for.

”Jeg var lidt bekymret og genert den første dag, hvor jeg skulle præsentere mig for alle de andre lærere. Men de virkede søde og tog godt imod mig.”

Han underviser i engelsk og idræt, og der er meget nyt at lære.

”Der er en kæmpe forskel på skoler i Danmark og i Irak. Her er der legepladser og kaffe til lærerne. Her må eleverne spise og drikke og tale i klassen. Og så bruger de laptops.”

Selv om han lige nu er glad for sin situation i Danmark, vandrer hans tanker jævnligt til Irak, hvor hans familie er i fare. Han er fra millionbyen Mosul, som er den største by belejret af Islamisk Stat. Det samme er den mindre by Fallujah, som ligger tæt på Baghdad, og som den irakiske hær lige nu gør et ihærdigt forsøg på at genvinde. Byen bombes og civile kan ikke flygte, da de bliver beskudt af snigskytter og brugt som bombeskjold af terroristerne. Næste mål for den irakiske hær vil være at befri Mosul, og Aymen fortæller, at folk der er begyndt at flygte til Syrien. Hans øjne smiler ikke længere. Han har set en video af en civil mand, der prøver at flygte, men bliver henrettet med kniv af irakiske soldater, mens han nyttesløst råber, at han ikke er IS.

”Hvis jeg bliver sendt hjem, har jeg to valg: Vil jeg slås ihjel af den irakiske hær eller af ISIS?”

Ramadan Mubarak

Ramadanen er lige begyndt, og 90 beboere faster i 40 dage. De må først indtage mad, drikke, tygge tyggegummi og ryge cigaretter i vinduet efter solnedgang og før solopgang, så ramadanen falder på det værst tænkelige tidspunkt i Danmark, hvor dagene længes mod sommersolhverv. Spisetiden hedder cirka 22.30 – 02.30.

”Vi glæder os til, at ramadanen falder i de danske vintermåneder,” joker Aymen.

Der er stillet to store køleskabe op i madteltet, hvor mændene kan stille den mad, som de har hamstret fra dagens måltider i flamingobokse, hvor de skriver deres personlige ID-nummer på. Der er sat tre mikrobølgeovne op til at opvarme den daggamle mad.

De fastende mænd har tilmeldt sig på forhånd, og der er udpeget formænd, som administrerer adgangen til køleskabene, der er udstyret med hængelåse. Det er for at forhindre, at maden bliver hapset af sultne, ikke-fastende typer. Abdullah og Aymen, som begge er køleskabsadministratorer har travlt med at styre systemet, da jeg kigger ind og siger: ”Ramadan Mubarak.” Abdullah lærer mig at sige: ”Mubarak Alaik Al-Shahar”, som vist er mest almindelig i Golf-regionen.

For at lette administrationen har de fastende beboere fået påklistret en lille guldstjerne på deres ID-kort, som de skal fremvise for at få adgang til køleskabet. Lederen Mika Bastrup Røsholt indrømmer, at symbolet ligner jødestjernen, men hendes forklaring demonstrerer sammensmeltningen mellem det internationale perspektiv og livet i Udkantsdanmark. Da hun sendte en medarbejder til Bog og Idé i Thisted for at købe klistermærker til 90 styks ID-kort, var guldstjernen det eneste motiv, som var på lager i så stort et antal.

Asylansøgere giver permanent ophold til svaler

Der er varmt i salen med de 100 sovekabiner, og der hænger en sød lugt af sved og sure sokker i luften. Dørene står åbne i hver ende, men som Aymen sagde med et skævt smil på et nyligt beboerråd: ”Salen er meget stor, men dørene er meget små.”

Thisted er det eneste af beredskabscentrene i Danmark, som ikke har et ventilationssystem i deres sovesal, og det kan mærkes. Et ventilationssystem vil koste omkring 600.000 kroner, men Udlændingestyrelsen har lukket kassen.

Abdullah og jeg sidder for enden af sovesalen ved et bord og snakker, da en svale pludselig dykker ind igennem døren og flyver op og sætter sig på en af de store jernlægter højt oppe under loftet. Den har strå i munden.

”Se,” siger Abdullah.

”De er ved at bygge rede.”

Han fortæller, at der er to svaler, og at de indimellem kvidrer. Det, synes salens beboere, er hyggeligt. Symbolikken er næsten for tyk: Det er kort tid siden, at beboerne i lejren fik at vide, at de skulle regne med at bo her, indtil de har fået svar på asylansøgningen, og efter dén besked er mange for alvor flyttet ind i telte og kabiner og har indstillet sig på, at dette nu er deres virkelighed.

Abdullahs brev

Abdullah er statsløs fra Kuwait, bidoon, og har de hvideste tænder, jeg nogensinde har set. Han er en ydmyg leder af araberne her i lejren og sidder som repræsentant i beboerrådet. Han er i det hele taget ”the go-to-guy”: Tager med folk på hospitalet, hjælper triste beboere med at komme på ture ud af centret, kommunikerer og oversætter for personalet.

”Men jeg hjælper alle, ikke kun araberne. De er alle sammen mine brødre.”

Hans første interview er den 21. juni. Han har skrevet et brev til regeringen i Danmark, hvor han appellerer til, at de nedsætter ventetiden.

”Folk bliver skøre, fordi her intet er at lave. Kun at sove, sidde på sengen, spise og slås. Bare giv os hurtigere svar: Sig med det samme, om vi får et afslag eller ophold. Så kan folk bedre planlægge deres liv.”

Hans pointer er velunderbyggede, for han har gjort sig mange observationer i de syv måneder, han har boet her.

”I starten kommer folk fulde af entusiasme, og siden bliver de skuffede. Man skader sindet i ventetiden. Det er heller ikke godt for Danmark. Bare at have en masse mænd, der sidder og tænker negative tanker – de kommer til at hade Danmark på grund af ventetiden. Lad dem gøre noget godt for Danmark i stedet.”

Han taler velovervejet og gør sig umage med sine formuleringer. Hans brev er skrevet i samme tone: Respektfuldt, ydmygt, men også skarpt.

Regeringen hader måske flygtninge

”Jeg har hørt, at regeringen hader flygtninge. Jeg ved ikke, om det er sandt eller ej. Men jeg vil sige, at regeringen skal behandle folk godt. Her er flest gode folk, som er klar til at arbejde. Lad ikke al den erfaring gå til spilde. Det er ikke en smart måde at få folk til at blive gode borgere på. Folk kommer og siger: Hvorfor slås I? Hvorfor laver I ingenting? Men regeringen kan spørge sig selv om hvorfor… det er på grund af de forhold, de giver os her. Hvorfor stjæle vores tid – her er mange gode unge mænd.”

Selv har han mere overskud, end de beboere han beskriver.

”Jeg er 34 år og kan intet gøre i Kuwait. Jeg kan ikke gifte mig, for jeg kan ikke brødføde en familie, når jeg hverken må tage uddannelse, køre bil eller tjene penge. På den måde har jeg det godt her i Danmark allerede. I 34 år har jeg intet kunne gøre. På et halvt år her har jeg lavet mere end nogensinde før: Jeg kan oversætte, jeg kan hjælpe andre, jeg kan ride på heste, jeg har gode venner, jeg lærer dansk. Jeg er en stille mand, så dette stille land er godt for mig. Her har jeg frihed” (Læs Abdullahs brev nederst i artiklen).

Hoseyn er vågnet af sin søvn

Livet i lejren bliver mere og mere organiseret. Alle er i ”praktik”, hvor de primært hjælper med at gøre rent og ordne i centret, og alle går i skole. Begge dele er obligatorisk for at få ”lommepengene” udbetalt. Der er mange nye ansigter, men når jeg spørger, hvor længe de har været her, svarer de ofte ”syv måneder”. Jeg har bare ikke set dem før, fordi de har sovet tiden væk indtil nu.

Mette Bisgård er en del af den hårde kerne af cirka ti frivillige, som har hængt på siden lejrens åbning.

”Se ham her – han er stået op,” siger hun en dag og præsenterer mig glad for Hoseyn på 24 år fra Teheran.

”Han har sovet i 6 måneder,” siger hun, ”men se, hvor frisk han er nu!”

Han er lidt genert, men siger ja til at fortælle om at sove. Vi sætter os i solen foran madteltet, og Mette og Hoseyn ryger på den samme e-cigaret. Hun er en livlig, slank kvinde på 41 år med kort, hvidt hår. Han er en ung mand med kasket og en smule hvalpefedt, 24 år gammel. Han bor i salen, og i de første 6 måneder satte han sit vækkeur til spisetiderne, morgen, frokost, aften. Kun der kom han ud af sit hi, gik i madteltet og indtog sit måltid, gik tilbage i sovekabinen og gled igen ind i sin dvale. Han sov hele dagen og natten med. Jeg spørger, hvorfor han begyndte at sove.

”Jeg var helt alene,” siger han.

”Der var for mange tanker, intet at lave, ingen forbindelse til mennesker omkring mig.”

Han hørte ikke til i nogen af lejrens grupperinger: De andre iranere lukkede ham ikke ind, fordi han er fra Teheran, siger han. Så er der kurderne, araberne, afghanerne, afrikanerne og østeuropæerne, han hørte ikke hjemme nogen steder og talte ikke med nogen om sit problem. Han er genert over at tale engelsk, men så sætter en anden fyr sig på bænken, og Hoseyn lyser op og bliver mere tryg. Det er en gut kaldet JD fra Afghanistan, hans nabo i salen.

”Jeg bor i nummer 46, og han bor i nummer 47,” siger JD.

”Jeg lagde mærke til, at han talte farsi og begyndte at tale med ham.”

Selv har JD været aktiv fra starten: Spillet fodbold, svømmet og været i praktik.

”Jeg sagde til ham: Gå nu i praktik. Det er ikke godt at sove hele tiden. Jeg tog ham med ud i byen og til svømning.”

Det er en måned siden, Hoseyn blev vækket af JD og Mette.

Nu er han postmand i lejren. Det er ham, der sørger for, at brevene, som primært er fra Udlændingestyrelsen, bliver delt ud til de rette beboere.

Et umage par

Gruppen ved bordet har dannet deres egen lille bande, på tværs af nationaliteter.

De er alle gode venner, ryger vandpibe sammen, spiser middag hos Mette Bisgård.

”De er mere voksne end danske unge,” siger hun om aldersforskellen, mændene er alle i starten af tyverne.

”De er ikke blevet ‘pampered’ og pakket ind på samme måde som danske unge. Og så har de jo allerede oplevet meget i deres liv.”

Det sidste medlem af vennegruppen har sat sig ved bordet. Peyman er en drenget 23-årig, som puster store æbleduftende skyer, som han har inhaleret af sin e-cigaret, og har en stille energi. Han fortæller, at han også isolerede sig længe. Men i modsætning til Hoseyn kunne han ikke sove, sad bare i sin seng hele dagen og kiggede på sin telefon.

”Når jeg skulle sove om natten, tænkte jeg på min fortid.”

En af de andre fyre fortalte ham om den lokale pinsekirke, men han var bange for at blive afvist i døren, fordi han er muslim. Til sidst tog han alligevel derhen, og de bad for ham.

”Om aftenen, da jeg kom tilbage, sov jeg som en sten. Dagen efter tænkte jeg over hvorfor, og kom i tanke om bønnen.”

Han begyndte at komme mere og mere i kirken, og nu er han døbt.

Havet tog min elskede

Til gengæld har han mistet hele sit bagland.

”Jeg er enebarn, og mine forældre er stærkt troende muslimer. De blev rasende over, at jeg er kristen nu. De siger, at de vil slå mig ihjel, hvis jeg kommer tilbage. Alle i Afghanistan vil slå mig ihjel nu: Mine forældre, politiet og nogle andre folk. Men jeg er ikke bange, for Gud er med mig.”

”Du er meget mere rolig nu,” siger Mette Bisgård.

”I starten rystede du og virkede nervøs og røg cigaretter hele tiden.”

Han kigger direkte på hende og siger:

”Det var, fordi havet tog min elskede.”

Jeg spørger, hvad det handler om, og han kigger ned i bordet og fortæller.

Han blev forelsket i en pige i Afghanistan, men hendes forældre ville ikke lade dem gifte sig, fordi han er sunnimuslim og hendes familie er shia. I stedet giftede familien hende bort til en gammel mand, som var heroinmisbruger. Efter et stykke tid kom hun grædende til Peyman og bad om hjælp. Hendes mand prøvede at få hende til at tage heroin. Peyman og hans pige flygtede sammen mod Europa. Men om natten, i mørket, da båden krydsede havet fra Tyrkiet til Grækenland, forsvandt hun. Der var mange fra båden, der druknede, siger han, omkring 30-35 mennesker. Hun kunne ikke svømme. Der er stilhed om bordet, han gør et hurtigt ryk i nakken, som et slags tic, en måde at samle sig på. Snakken fortsætter lidt i gruppen, men Peyman siger ikke mere.

Dear Government and People of Denmark

I would like to thank the Government and people of Denmark for opening  their doors for us and allowing us to enter Denmark and welcomed us with such open hearts. Thank you for all the services that you have provided for the refugees, of housing, food, water, medical services and fair treatment. We all turned to Denmark from different countries, having different languages and various reasons for migrating, whether we fled from war or oppression of our governments. Under the name of refugees, we turned to Denmark because we know that the Danish state is a state of peace and security, and we can live in harmony and create a good future, and achieve all our dreams and ambitions. And now that we are here…we are all full of energy and motivation to study and work, and with the participation of the Danish government and the people of Denmark to build a better future for Denmark, because we have chosen Denmark as a home for us, so we plan on improving it for the better, and to live here, we will prove to the government and people of Denmark that we love you and we deserve to live in Denmark.

I personally have some ideas and suggestions for the Danish government, which I have concluded based off of my stay here and I hope you can consider, because they serve Denmark and serve us refugees. This way we will have positive cooperation together and all beneficiaries and needs are met for everyone, and most importantly, together we strive towards a better future for this country.

First, the delay in the refugee interview, and in obtaining a Danish residence, causes frustration and hopelessness for myself and  young people around me and with that, there is a loss of enthusiasm, energy and activity which we all own upon arrival… and this does not serve Denmark in the future.

I would rush to the youth and take action, take advantage of their enthusiasm and their energy and motivation and pay them in Denmark to study and work as early as possible.

Second, the delay in giving residence means wasting the state treasury money, but when you give residence to refugees faster, the state will put the money to good use , and you will reap the money when you give space for young people to work and pay taxes to the government. And it is obvious that young people will learn the Danish language faster and better.

Which leads to my third point: in the camp, only eating and drinking is not a solution! What about morality, and preparing yourself for the outside world? Young people need to be kept busy and made to feel like they have a purpose and goal. If young people have lost their morale it means they have lost their minds! And with no mind, human becomes like an animal! Just eats and drinks and doesn’t think. The consequences will be negative and will not serve anyone in the future !.

We came to Denmark looking for more than just eating and drinking. We ran out and left our old lives filled with wars and injustice of our governments to find a better, more promising life, where we are guaranteed peace and safety, so we can create a better future.

I ask the Danish government to seriously consider the matter, and that we can  work hand in hand, and build a better future for Denmark and for ourselves.

Again, Thank you very much for the government of Denmark and the Danish People. And I hope that you can read my plea and consider my words.

Yours Sincerely, Abdullah Al-Bloushi from Kuwait