Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
For første gang i snart 1.000 dage er S-regeringen løbet ind i alvorlige problemer: Den aftale om at ville øge arbejdsudbuddet, der blev præsenteret fredag aften – og som mest markant rummer en kraftig forringelse af dagpengesatsen til nyuddannede – kan ikke træde i kraft, før de borgerlige partier også har godkendt indholdet. Fronterne er derfor pludselig skåret hårdt op på Christiansborg.
På den ene side står finansminister Nicolai Wammen (S) og afviser videre forhandlinger: “Toget har forladt perronen, og de har valgt at blive stående. Nu opfordrer jeg dem til at se på, hvad der er bedst for landet.“
På den anden står Venstre chefforhandler Troels Lund Poulsen: “Det er sådan i dansk politik, at hvis man bærer penge til bordet, så skal man også være med til at bruge dem,“ siger han til Berlingske: ¡Vi kunne finde 2,3 mia. kr. fra at sænke dimittendsatsen, men så er det et meget mærkeligt synspunkt, at mindst én milliard af dem skulle bruges til at sætte dagpengene op.“
Umiddelbart burde det ellers ikke have været noget stort problem at få Venstre og De Konservative til at støtte hovedelementerne, da stort set alle tiltag er taget af ud af det blå tilbudskatalog. Udover de lavere dagpenge til unge står pensionister til at få en skatterabat, hvis deres ægtefælle arbejder – og skatten sænkes også i bunden. Men de blå partier vil have mere, og de står altså i en parlamentarisk situation, hvor de også reelt kan kræve det.
Selve pakken ligger klart til højre i det politisk spektrum og kan bedst beskrives som Dansk Folkeparti Classic. På paradoksal vis er aftalen således en triumf for Kristian Thulesen Dahl (DF), som få timer inden han trådte tilbage som partiformand, fik forhandlet aftalen på plads via videolink fra sit soveværelse i Thyregod. Og normalt ville det have været alt rigeligt for finansminister Nicolai Wammen, blot at rykke ind over midten og føre småborgerlig politik, hvor de ældre tilgodeses på direkte bekostning af de yngre.
Men dynamikken har ændret sig i dansk politik. Pludselig er det ikke længere nok for S-regeringen at føre en økonomisk kurs, der i al væsentlighed er en videreførelse af linjen under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Nu har de borgerlige partier fået selvtillid til at kræve mere – og altså også mere, end hvad de selv kunne blive enige om, da de havde regeringsmagten.
På papiret står 95 mandater bag fredagens aftale, der udover Socialdemokratiet støttes af Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og Kristendemokraterne. Kattepinen for finansminister Nicolai Wammen er imidlertid, at både dagpengeområdet, modregning for pensionister og reglerne for udenlandsk arbejdskraft er viklet ind i gamle forlig, og derfor spiller de borgerliges mere ideologisk grådige attitude rent faktisk en rolle.
Hvis tiltagene ikke blot skal vedtages formelt, men også reelt træde i kraft, kræver det accept fra Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Og som sagen står lige nu er det næppe praktisk muligt. Derfor er det bestemt sandsynligt, at hele aftalen ender med at måtte udskydes, og de fire blå oppositionspartier dermed blokerer for borgerlig politik.
Det tilspidsede forløb kan forklares på to forskellige måder, som nok alligevel peger i den samme retning. To stædige mænd står over for hinanden, og de tror begge, at de kan vinde over den anden ved at stampe hårdere i jorden: 50-årige Nicolai Wammen og 45-årige Troels Lund Poulsen har udfordret hinanden til en blinkeleg.
Det foreløbige sammenbrud læses – i blå blok – som en udløber af en stigende magtfuldkommenhed i regeringstoppen: Her beskrives finansminister Nicolai Wammen som en arrogant og utålmodig forhandler, der naivt troede, at det var nok at ville fodre de borgerlige partier med deres egne forslag – men derved overså, at de blå, traditionen tro, ville være nødt til at kræve noget mere og samtidig ikke kunne acceptere, at S-regeringen og DF’erne ville hæve dagpengesatserne til midaldrende arbejdere.
Modsat har man i rød blok en fortælling om, at Venstres chefforhandler, Troels Lund Poulsen, kører en hovedløs kamikazekurs, hvor han teatralsk og spektakulært forsøger at true sig til indrømmelser, men som oftest mislykkes. Eksempelvis i forbindelse med politiforliget fik Troels Lund Poulsen placeret Venstre så genstridigt, at de for første gang nogensinde ikke var med til at finde penge til ekstra betjente. Nu buldrer han løs igen.
For partierne inde på Christiansborg er de to forklaringer tilstrækkelige: Enten mener man, at Wammen har dummet sig, eller at Lund Poulsen har opført sig barnagtigt. Og sådan fungerer blokpolitik. Enten-eller. Men der findes også en oplagt tredje position, nemlig at både Nicolai Wammen og Troels Lund Poulsen har overspillet deres kort, og nu har svært ved at besinde sig på et kompromis.
Efter 32 måneder, hvor S-regeringen har haft overrumplende held med at spille de andre partier ud mod hinanden, og fermt har ført en økonomisk kurs, der har ligget en anelse til højre for midten, står det nu klart, at statsminister Mette Frederiksen (S) ikke har et stabilt flertal bag sin etpartisregering. Det samarbejdende folkestyre, der prægede perioden under coronakrisen, er nu afløst af en herrefejde mellem Wammen og Troels Lund. Det tegner dumt, stolt – dumstolt. /Lars Trier Mogensen