Stian Lysberg Solum /NTB/Reuters
Gaffeltruckføreren Kurt lever et ganske almindeligt liv, indtil lægen Dr. Petter flytter ind i nabohuset med sin store bil, sin fine lægetitel og sit vigtige liv. “Kurt blir grusom,“ hedder det norske tegneseriedrama, hvor Kurt vil være mere som Petter, og misundelsen gør ham, ja, grusom. Heldigvis ender det godt. Han indser, at andres anerkendelse ikke er det vigtigste i verden.
Tegnefilmen blev i august for meget for Taliban, da de, efter at have invaderet den norske ambassade i Kabul, rev dvd’en i stykker og smed den i skraldebunken. Men netop anerkendelse higer Taliban stadig efter. Også selvom virkeligheden i Afghanistan er langt mere grusom end Kurt: Vinteren og hungersnøden truer, økonomien er ved at kollapse, og kvinder og LGBTQIA+-personers vilkår er forværret drastisk. Den fremgang, man mener har fundet sted de sidste 20 år, er tilbage til nul efter magtovertagelsen.
Det har sat amerikanske og europæiske diplomater i et dilemma. For skal og kan man hjælpe lokalbefolkningen uden formelt at anerkende Taliban som lederne af Afghanistan? Ja, mener Norge, der søndag til tirsdag havde inviteret en delegation af 15 talibanere – udelukkende mænd – med privatfly til Soria Moria Hotel på en bjergtop uden for hovedstaden Oslo.
Reaktionerne har da også umiddelbart været positive. Ifølge den afghanske aktivist Jamila Afghani, der var med på søndagens drøftelser med civilsamfundet, havde Norge “brudt isen“ med Taliban, der havde udvist goodwill. Også fra norsk side lyder det, at mødet har været konstruktivt, selvom Henrik Thune, statssekretær i det norske udenrigsministerium, står fast på, at det ikke måtte opfattes som “begyndelsen på en … åben proces“. Og Taliban selv? De ser mødet som et skridt på vejen mod anerkendelse.
Granatchok og hån
De egentlig konkrete resultater udebliver stadig. Som vi onsdag skrev det i Føljeton, var der mest af alt tomme ord i Oslo. Men mødet viser trods alt, at det kan lade sig gøre at have dialog uden formelt at bakke op om regeringen. Alligevel har beslutningen vakt opsigt i Danmark som i resten af Europa. Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), sagde i sidste uge til P1, at han ikke ønsker at mødes bilateralt med Taliban, og den holdning støtter Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V). Til DR har han kaldt det både et “granatchok“ og en “hån“ mod ofrene, at et Nato-land forhandler med Afghanistan.
Der er bare ét problem. Ud over nordmændene var også repræsentanter fra USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien og EU til stede. Læg mærke til sidstnævnte, der altså fører selvsamme forhandlinger på vegne af medlemslandene – og dermed også Danmark. Samtidig har EU netop genetableret sin tilstedeværelse i Kabul, ligesom man siden efteråret har haft bilaterale møder med Taliban. Beslutninger taget med opbakning fra EU27.
Så hvor var vi egentlig under Norges møder med Taliban? Og skurrer det ikke i ørerne, at vi bliver væk, men samtidig så gerne vil blive i “hjertet i EU“? Det mener Michael Aastrup Jensen, der også er næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn, ikke. Han er “totalt imod“, at man går i dialog med det, han kalder et “terrorregime“, som han formulerer det til Føljeton.
Er du så også imod EU’s linje?
“Det er ingen hemmelighed, at det er en stor diskussion i EU. Så det betyder ikke, at jeg går ind for det, nej. Man har ikke truffet en beslutning om at normalisere forholdene. Jeg er voldsomt imod, at vi selv skulle genåbne vores ambassade. Hvis jeg skulle ændre mening, skulle det være, hvis der kommer en såkaldt fredsregering. Det er derfor, at jeg gennem lang tid har støttet Doha-forhandlingerne [handelsforhandlinger med den tidligere præsident Ashraf Ghani, red.]. Jeg kan anerkende det, hvis vi kan få en politisk aftale med en regering, der indbefatter alle dele af Afghanistan, og selvfølgelig et stop for alle terrortilfælde blandt civilbefolkningen.“
Taliban går jo ikke bare sådan lige af. Lader I ikke civilbefolkningen i stikken i mellemtiden?
“Nej, i stedet sender vi penge gennem institutioner som FN, der køres 100 pct. uden om Talibans kontrol. Det værste, der kan ske, er, at Taliban får adgang til nogle midler, som de – som jeg ser det – kun vil bruge til én ting, og det er at opretholde et terrorregime,“ siger Michael Aastrup Jensen og gentager, at han kun vil ændre sin mening, hvis man får en fredsaftale:
“Vi ønsker absolut heller ikke, at det her skal fortsætte for evigt.“
Minimal tilstedeværelse
Løsninger får man ikke nødvendigvis uden dialog. Det var i hvert fald ræsonnementet bag EU’s genetablering af tilstedeværelsen i Afghanistan, som man medlemslandene imellem blev enige om var afgørende for at levere den rette hjælp, også selvom det er en svær balancegang.
“Tanken er at lette den humanitære bistand og overvåge den humanitære situation. Vi har fra starten insisteret på, at dette ikke på nogen måde skal opfattes som en anerkendelse af regeringen,“ siger Nabila Massrali, EU’s talskvinde for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, til Føljeton over en telefonforbindelse på mødernes tredjedag.
Hun forklarer, at beslutningen er truffet af EU27 – og altså også Danmark – selvom hun ikke vil kommentere Jeppe Kofod og Michael Aastrup Jensens udtalelser yderligere. Samtidig understreger hun flere gange, at EU’s tilstedeværelse blot vil være minimal. For ordene er vigtige. Der er stor forskel på, om det er en ambassade, et repræsentationskontor eller noget tredje, og foreløbigt har man altså besluttet ikke at have diplomater i felten.
Hvis I gerne vil monitorere den humanitære situation, ville det så ikke være mere effektivt rent faktisk at have flere folk i landet?
“Vi gør det, vi kan i øjeblikket. I august besluttede vi, at det var vigtigt at kunne koordinere evakueringen. Ønsker vi at ændre vores politik og øge tilstedeværelsen fremover? Det afhænger af, hvor effektivt det vil være, og hvordan tingene går.“
Er det noget, I drøfter?
“Vi har først lige genetableret tilstedeværelsen, så det vil jeg ikke spekulere i nu.“ /Emma Louise Stenholm
Teksten her indgår også i den seneste udgave af Feuilleton, Føljetons europæiske Doppelgänger. Du kan læse nyhedsbrevet i sin fulde længde her, og skrive dig op til kommende udgaver lige her.