Verdens bedste slagteri

Efter døden er alt ordnet. Dit legeme bliver håndteret efter strenge foreskrifter. Du dør ikke kun, fordi du er et svin.
Der er så mange svin, der dør. Du dør, fordi du er det ultimative slagtesvin. Et svin, der kan deles i så perfekte og ensartede udskæringer, at det globale marked forstår dem og er trygge ved dem.
Anvendeligheden er maksimeret. Og risikoen er minimeret.
Det er derfor, at den danske svineindustri er den bedste i verden. Ingen gør det bedre!

Derfor er du klar, når du ankommer til slagteriet. Det har gjort ondt. Du har lidt afsavn. Men din død bliver perfekt. For første og sidste gang vil du opleve, at humanisme og produktivitet går op i en højere enhed.

Hvis du er et perfekt såkaldt konventionelt dansk svin, ender du på et af tre slagterier. På Danish Crowns slagteri i Ringsted ankommer 9.000 svin om dagen.

Slagteriet er udstyret med en modtagelsesstald. En labyrint af rektangulære stier, der munder ud i gange, der fører frem mod målet. Det minder om en international lufthavn, hvor de samme logistiske principper anvendes, når de mangfoldige individer skal sluses hen mod den afgørende kontrol og den endelige udgang.

Men på slagteriet er alle ens. En homogen utopi. Og udgangen er tilsvarende mere endelig. Der bliver lagt vægt på, at personalet er særligt uddannet inden for dyrevelfærd. De er klædt i grønt, som i modsætning til for eksempel hvidt har en beroligende effekt på svin.

Personalet benytter sig af en slags overdimensionerede fluesmækkere, som de driver dyrene i den rigtige retning med. Der er tale om venlige dask. Et svin forstår skam godt en fin hentydning. Så frem mod gangene går det. Der er en afventende til tider nærmest munter stemning blandt dyrene. Nysgerrigheden ser ud til at være vækket. I al fald i begyndelsen. Indtil de ender i gangene.

Gangene er udstyret med elektroniske bagvægge, der langsomt driver dem fremad i stadig mindre grupper. Nogle vrangvillige forsøger at gå mod strømmen, men opgiver hurtigt. En enkelt får benet i klemme mellem stien og den ubønhørligt fremaddrivende bagvæg. Den knækker benet sammen; men hurtigt og effektivt får en medarbejder åbnet en låge i sidevæggen, så det sårede dyr kan lempes ud. Den bliver hurtigt trukket bort og aflivet på gammeldags manér. Der er altid en boltpistol klar, hvis uheldet er ude. Pistolen hamrer en bolt 12 til 14 centimeter ind i hjernen på dyret. Det skaber voldsomme kramper, som godt kan vare et stykke tid, inden dyret ligger helt stille.

Flokkene drives langsomt frem mod det, man på slagteriet kalder ”gondolerne”, som skal sænke dyrene ned i en kuldioxidkoncentration på mellem 80 og 90 procent.

Gaskammeret er både humant og effektivt. Indrettet efter det samme princip som det, der bringer danske politikere fra den ene etage til den anden på Christiansborg; en Paternoster eller en Fader Vor, som vi siger på dansk. En kæde af rum cirkulerer med to stoppesteder. Et hvor grisene skubbes ind, og et hvor de hentes ud og hænges op i bagbenene. Når gondolerne når otte meter ned, er koncentrationen af kuldioxid oppe på næsten 90 procent, og dyrene mister bevidstheden. De oplever blot en stikkende fornemmelse halsen og lungerne, før lyset går ud. Der er femten grise ad gangen i gaskammeret.

Men hjertet banker videre. Og det er der en grund til. 100 millioner liter blod bliver årligt tappet på Danish Crowns danske slagterier. Hængende i bagbenene glider svinene hen mod manden med kniven. Slagteriarbejderen har gjort det milioner af gange før og stikker kniven ind i den forreste del af brystet direkte ned mod hjertet og gennem de store halspulsårer. Hjernen kollapser hurtigt på grund af undertryk og iltmangel. Det stadig levende hjerte pumper dog fortsat det sidste blod ned i en slange, der er fastgjort til kniven. Selv om hans gummihandsker, forklæde og støvler er tilsølet i blod, går der ikke meget til spilde. Når kroppene er tømte, holder deres hjerter op med at slå. En slagteriarbejder stikker kniven i. En anden hiver den ud og sikrer sig, at dyret er helt dødt.
Den sødlige let metalliske lugt af blod er intens.

”Det er lugten af penge,” bekendtgør fabrikschef Jesper Frandsen, der fører an ved rundvisningen.

Danmark er et landbrugsland

Det store spørgsmål er imidlertid, hvor mange penge der er i svineproduktion eller i landbruget i det hele taget. Såvel socialdemokratiske som venstreledte regeringer er enige om, at landbruget er vigtigt. Produktionen skal gerne øges, er budskabet fra begge sider af den efterhånden noget udviskede midte i dansk politik.

Ifølge Søren Kjeldsen-Kragh, der er professor ved Københavns Universitet, er det imidlertid ikke helt så afgørende for dansk økonomi, at ”Danmark er et landbrugsland”, som daværende fødevareminister Dan Jørgensen udtrykte det, og som den nuværende statsminister og skiftende ministre ikke kan blive trætte af at påpege. Kjeldsen-Kragh har beregnet, at den danske nationalindkomst kun ville falde med 3,5 procent, hvis danske landmænd i en tænkt situation helt ophørte med at producere fra den ene dag til den anden. Til sammenligning faldt den under krisen i 2008 og 2009 med ca. fem procent.

Og selv om det naturligvis er rigtig mange milliarder, hvad enten vi tager professorens tæt barberede eller Landbrug & Fødevarers mere oppustede tal for gode varer, har Fødevareministeriet for nylig opgjort den samlede statsstøtte til erhvervet til hele 10,2 milliarder kroner i 2016. Ligesom ikke mindst svinebønderne for de flestes vedkommende er stærkt forgældede. Særligt i de glade 00’er under Anders Fogh Rasmussen blev der pumpet milliarder i nye produktionsanlæg, hvilket da også fik svinebestanden til at vokse kraftigt frem mod finanskriseåret 2008, hvor den rundede 14 millioner dyr mod de ca. 12,5 millioner, der almindeligvis befolker staldene i en veritabel svinebobbel. Vi vender tilbage til økonomien i næste kapitel af denne føljeton; men det skal ikke være nogen hemmelighed, at den er presset både for landbruget i almindelighed og for svineproduktionen i særdeleshed, selv om Danmark er verdens største svineeksportør.

En væsentlig grund til, at importørerne fra næsten 150 lande efterspørger det danske svinekød, skal vi tilbage til slagteriet for at finde. Her efterlod vi de før 110 kilo tunge døde kroppe hængende i bagbenene og tømt for blod, hvilket har reduceret deres kropsvægt med op til 5 procent.

Jesper Frandsen medgiver, at lugten kan være skrap.

”Men det er kun de første 10.000 grise, der er slemme,” beroliger han.

Nu følger rengøringen først med en tur i nogle kolossale vaskemaskiner, hvor kroppene slynges rundt og steriliseres. Så bliver de svidet i en gasovn, hvor man kan skimte flammerne, der kortvarigt får lov at slikke de døde kroppe, inden de er klar til selve slagtegangen. De forlader “den sorte slagtegang” og glider langsomt, atter ophængt i bagbenene, ind i den “rene slagtegang”, hvor de som noget af det første får fjernet deres genitalier og derefter boret røvhullet ud gennem bækkenbenet, så det hænger fast i tarmene og kan fjernes sammen med dem, efter at svinet er blevet åbnet på langs af en robot, der fører en motorsav ned igennem dyret fra rectum til spidsen af trynen, hvor de to kropsdele lige akkurat er hæftet sammen af det runde følsomme stykke yderst på trynen, hvor næseborene sidder.

Lugten af blod er stadig kvalm, syrlig og sød her, hvor de to halve kroppe endelig adskilles. I næste hal er lugten mere afdæmpet, og temperaturen er sænket. Hvert tredje til fjerde sekund deler store savmaskiner de halve kroppe i tre stykker.

Det begynder at blive synligt, hvorfor Danmark er førende på verdensplan. Alle udskæringer er næsten ens. Renligheden er ekstrem, og der er hele tiden fire til fem dyrlæger i gang.
En holder øje med tarmene. En anden inspicerer indmaden, og to gennemgår hver eneste slagtekrop og godkender dem til menneskeføde efter de skrappeste retningslinjer på kloden.

Alt bliver brugt. Rygmarven bliver til bindemiddel i pølseproduktionen. Bugspytkirtlerne kan anvendes til blodfortyndende medicin. Hjernerne er foruden i mesterkokken Claus Christensens køkken en delikatesse i Mexico. Men det er de mange nærmest skræddersyede udskæringer, som verdensmarkedet sukker efter.

Hver time sender alene Danish Crown i Ringsted en container af sted til Kina, som Jesper Frandsen betegner som et umætteligt land. I efteråret satte slagteriet rekord og sendte 400 containere på en uge.

På de danske Danish Crown-slagterier blev der i regnskabsåret 14/15 slagtet næsten 14,5 millioner svin.

Men priserne er i bund. Det lægger et yderligere pres på svineopdrætterne, som ikke mindst skal servicere en gigantisk gældsspiral, der ifølge lektor og landbrugsøkonom på AAU Jan Holm Ingemann “har roteret siden midten af 1900-tallet”, som han for nylig udtrykte det til Dagbladet Information.
Han mener, at det industrialiserede landbrug har spillet fallit i Danmark. Han vurderer ikke, at Danmark nogensinde vil kunne konkurrere med lande som Polen eller Brasilien.

Også Det Økonomiske Råd er kritiske, eller det var de i det mindste, da de allerede i 2010 forudsagde, ”at der kan være udsigt til, at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.”

Dertil kommer de mange såkaldte eksternaliteter. Forårets skandaler og aftaler om en ny landbrugspakke rettede opmærksomheden mod den kolossale udledning af kvælstof, der selvsagt udgør en massiv belastning, når så lille et land beslutter sig for at have suverænt flest svin pr. indbygger.

Danmark er på grund af import af soya det land i verden, der foranlediger mest fældning af regnskov pr. indbygger.

Men andre problemer trænger sig også på. Dansk svineproduktion er tæt på 100 procent inficeret med den antibiotikaresistente MRSA-bakterie og har ifølge Eurostat det største ansvar for spredningen til resten af Europa gennem den årlige eksport af ca. 11 millioner forurenede smågrise.

Der dør allerede i tusindvis. Men det vil efter al sandsynlighed blive betragteligt værre. Ved hjælp af modelberegninger har RAND Europe sammen med KPMG estimeret, at resistensen vil tegne sig for 10 millioner dødsfald om året i 2050. Rapporten er godt nok blevet kritiseret. Men kun for at være for konservativ. Superbakterierne skønnes at kunne sende dele af menneskeheden tilbage til den mørke middelalder.

Tænketanken opfordrer til øjeblikkelig handling. Udover menneskelige lidelser skønnes de finansielle omkostninger for verdensamfundets økonomi at runde 70.000 milliarder britiske pund i 2050. Det kan naturligvis langtfra altsammen tilskrives svineproduktion. Men meget kan føres tilbage til svinehold, hvorfor for eksempel Sverige og Norge har valgt at sætte drastisk ind over for problemet.

Til gengæld ved vi, at der stort set ikke gøres noget ved problemet i Danmark. Her synes Venstre og Socialdemokratiet at være 100 procent enige kun overgået af Liberal Alliance, der har en særlig forkærlighed for landets mest statsunderstøttede erhverv. Rammevilkårene skal forbedres yderligere, og der skal underimplementeres efter alle kunstens regler.

Den pressede økonomi i erhvervet er naturligvis også en væsentlig årsag til den meget ringe dyrevelfærd blandt danske svineavlere. Tremmesøer. Massedød blandt nyfødte og smågrise. Halekupering og kastrering uden bedøvelse og måske værst af alt; i grisens korte liv får den ikke mulighed for at udfolde sig. Dyrene lever for en meget stor dels vedkommende understimulerede, stressede og frustrerede.

Gammelt nyt

Der er sådan set ikke noget nyt i, at vi behandler svin elendigt i det konventionelle landbrug. Tidligere forstander ved den Kgl. Veterinærskole fra 1801 Erik Viborg skrev i indledningen til den første dybdegående bog om svin i Danmark, ‘Veiledning til Svinets behandling som Huusdyr’, der udkom i 1804: ”Af alle vore Huusdyr har Svinet mindst tildraget sig kyndiges Opmærksomhed. Dets Behandling har været overladt til vankundige Svinehyrder, og det er selv hos oplyste Nationer blevet holdt for en vanærende Haandtering, at befatte sig med de Operationer, Mennesker underkaster dette Dyr.”

Slagteriet er dermed blevet en udfrielse for danske svin. Måske er det derfor, at Danish Crown har udstyret deres årsrapport med tegninger af grise med englevinger, hvis det altså ikke er, fordi en reklamemand har fået forlæst sig i Alice i Eventyrland.