Disney
Med sine live action-indspilninger af gamle klassikere som Mulan og Løvernes Konge, synes Disney at have fundet en oplagt guldåre. De højtelskede tegnefilm får et nyt og glosset fernis i hænderne på levende skuespillere, plottet stives af og en biografsællert er født. Det kunne ligne en idiotsikker forretningsmodel – og det er det sådan set også. Alligevel går det ikke ubemærket hen, at en del af Disneys bagkatalog ikke ligefrem er ældet med ynde. Det er man tilsyneladende bevidst om på hovedkontoret, men hvad problemet egentlig er, er de tilsyneladende ikke helt klar over.
Det kom til syne, da Disney annoncerede, at genindspilningen af Snehvide og de syv dværge har… den latinamerikanske skuespiller Rachel Zegler i hovedrollen. Et fint tiltag, men som Game of Thrones-skuespilleren Peter Dinklage udtrykte det: “I er progressive det ene sted, men I laver stadig en fucking tilbageskuende historie om syv dværge, der bor i en hule. Hvad fuck laver I, mand?“ Ja, hvad fuck laver Disney egentlig?
I et forsøg på at tjene hurtige penge, er det måske gået lidt for hurtigt ved tegnebrættet. Endnu engang har man givet de gamle fortællinger en hurtig tur med diversitetssprayen – og så lige glemt den mest åbenlyse opdatering, historien skriger på. Fremstillingen af mennesker med dværgvækst som en flok endimensionelle huleboere er helt klart spicy, men måske også lidt bedaget. Disney har siden udtalt, at de skam har konsulteret “medlemmer af dværgvækstsamfundet“. Skulle de alligevel vælge at klø på med det svulstige bagkatalog, kommer her syv forslag til problematiske genindspilninger, de kan kaste sig over næste gang.
Den Lille Havfrue: Det er på tide, at fortællingen om kvinden, der opgiver sin stemme og sit liv for en mand, hun aldrig har mødt, får en tur mere i manegen. Fra tegnefilmen kender vi Ursula som skurken, der med sit queer og mørke udseende er farlig, farlig, farlig. Til spillefilmsversionen caster man derfor en transkvinde til at stjæle den stakkels hvide ciskvindes stemme og forføre hendes udkårne. Det vil helt sikkert tage kegler.
Pocahontas: Har voldelig kolonialisme og besættermagt nogensinde taget sig så romantisk ud som i hænderne på Disney? Vi tror det ikke, så det er da på tide, de gentager successen. John Smiths eksotiserede blik på Pocahontas er simpelthen ikke til at stå for, og historien om hvordan hun langsomt forelsker sig i ham, mens han plyndrer hendes land og slår hendes folk ihjel vil ikke få #MeToo-klokkerne til at ringe hos nogen. Overhovedet.
Klokkeren fra Nortre Dame: Findes der en mere ikonisk trio end den pukkelrykkede Quasimodo, den tyvagtige Esmeralda og den magtsyge præst Frollo? Vi tror det ikke. Selvom de fleste er ved at blive enige om, at stereotype fremstillinger af “sigøjnere“ og folk med handicap har udtjent sin værnepligt, har Disney sikkert en fiks idé til at snige sig uden om problematikkerne. Vi forstår dog stadig ikke hvad en super rapey præst laver i en tegnefilm til børn. Måske løser de problemet ved at få en sort skuespiller til at spille den stangliderlige Frollo.
Tornerose: En helt igennem fortræffelig film, som Disney faktisk kommer helskindet igennem indtil sidste sekund, hvor der lige bliver sneget et samtykkeløst kys ind. Dén lille svipser kommer de også til at bakse med i Snehvide.
Peter Pan: Kvinder over hele verden burde bande karakteren Peter Pan langt væk. Han har lagt navn til syndromet, der beskriver mænd uden viljen til at tage opvasken, skifte underbukser eller deltage i andre sure pligter forbundet med voksenlivet. Peter Pan er en hyldest til fantasien, til barndommen og til budskabet om, at mor-Wendy er lidt kedelig og at man altså godt kan blive i barndommen forevigt. Det sidste kan Disney ikke som sådan gøre for, eftersom de ikke selv skrev karakteren. De kan dog godt gøre for den stereotype fremstilling af “indianere“ og Peter Pans valg om at iføre sig deres fjerpragt.
Aristocats: Det eneste åbenlyse problem bliver at få en levende kat til at opføre sig stereotypt asiatisk og spille på klaver med et sæt spisepinde. Ellers burde fortællingen være lige ud af landevejen.
Dumbo: Hvem husker egentlig Dumbo for andet end scenen med den flyvende elefant? Måske dem, der lagde mærke til kragerne i filmen. Selvom fuglene retfærdigvis er de eneste, der er flinke mod det stakkels grå kræ, er de stereotypt portrætteret som en flok dovne afroamerikanere. Lederkragen har tilmed fået navnet Jim Crow – efter de racesegregeringslove der gjaldt i USA, mens filmen fik premiere. Og det var mens filmen fik premiere. Nu er lovene heldigvis ophævet og racismen aflyst, hvorfor det da ville være det oplagte tidspunkt at bringe Jim Crow og vennerne tilbage til det store lærred. /Asta Kongsted