”I bund og grund har vi det jo godt i Danmark. Ikke?”

Lørdag den 11. juni blev Muhammad Ali begravet. Han var tredobbelt verdensmester i sværvægtsboksning og spillede en hovedrolle i en af det 20. århundredes største sportsbegivenheder, mesterskabskampen mod George Foreman i Zaire i 1974 – ‘The Rumble in the Jungle’.

Muhammad Ali var kendt for mange ting. Han var blandt andet verdens mest berømte konvertit.

Indtil 1964 hed han Cassius Clay. Det var på mange måder et smukt navn, men Muhammad Ali opfattede det som et slavenavn, og han ville ikke være slave. I en årrække svor han troskab mod den politiske og religiøse bevægelse Nation of Islam, men i 1974 meldte han sig blandt de mere mainstream sunni-muslimske rækker.

Der findes et næsten ni minutter langt klip fra 1977 på YouTube, hvor Muhammad Ali sidder mellem et stort publikum i England og fortæller, hvad der fik ham til at konvertere. Forklaringen er lang, meget muhammadalisk, men når man lytter efter og forsøger at sætte sig i hans sted, giver det mening. Her følger et sammendrag:

Muhammad Ali siger i klippet, at alle religioner er gode. Religioner er som floder, åer og vandløb. De bærer alle sammen forskellige navne, men de indeholder det samme: Gud og sandheden. Ali nævner profeterne Jesus, Moses, Esajas, Lot og Noa og siger, at Gud til alle tider har sendt profeter ned til forskellige folkeslag på forskellige tidspunkter. Indtil han konverterede, var han baptist, siger han, og kristendommen er den perfekte religion – hvis man vel at mærke følger den og efterlever dens ord. Som kristen i Amerika var der særlige hvide kirker, som Muhammad Ali ikke kunne besøge, og når han så på Jesus, så han en hvid mand med blå øjne. ”Alle engle er hvide. Hvorfor kommer vi aldrig i Himlen? Hvorfor kommer mexicaneren ikke i Himlen og flyver rundt?” – her basker Ali med armene – ”Hvorfor gør puertoricaneren ikke? Peter var hvid. Maria var hvid. Guds søn Jesus var hvid. Tarzan, junglens konge, var hvid”.

Muhammad Alis oplevelse af islam er anderledes. ”Jeg har aldrig set så meget kærlighed, jeg har aldrig set så mange mennesker kramme hinanden, kysse hinanden bede fem gange om dagen.”

Med andre ord følte han sig bare hjemme i islam, og der blev han til sin dødsdag. Islam var den flod, der bar Gud og sandheden til Muhammad Ali.

Til skade for folkestyret

Verden er fuld af konvertitter, som søger den ene eller den anden vej og af og til også tilbage. Medierne er også fulde af konvertitter. De er godt stof. Nogle konverterer i det stille og holder det for sig selv. Andre konverterer, fordi deres kommende ægtefælle er muslim.

Flere af de såkaldte syrienskrigere, som er rejst fra Danmark til at Syrien for at slås (og dø) for ISIS, er etniske danskere, som er konverteret, fordi de er blevet radikaliseret og tror på islamisternes udgave af islam.

I marts sad en ung etnisk dansk konvertit i Deadline på DR2 og forsvarede, at hun har valgt at bære en niqab – den islamiske beklædningsgenstand, der dækker hele kroppen bortset fra øjnene. Og 10. juni var en 21-årig dansk konvertit i TV2 Nyhederne, fordi hun ikke kunne få lov at bede i frikvartererne på uddannelsesinstitutionen SOPU-Hillerød, hvor hun uddanner sig til pædagogisk assistent.

Konvertitter får nogle folk til at se rødt. Da TV2 spurgte Dansk Folkepartis kultur- og uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen, hvad han mente om, at den unge kvinde ikke kunne få lov at bede på sin uddannelse, svarede han: ”Der er kun en ting, der er værre end rettroende muslimer, og det er konvertitter. Og hvis man skulle være i tvivl, om man havde hørt rigtigt, gentog han det lidt efter: ”Rettroende muslimer er jo til skade for folkestyret og demokratiet, og derfor er vi nødt til at slå hårdt ned på dem. Og især konvertitter er ekstreme, de er faktisk de værste.”

Føljeton ringede til Alex Ahrendtsen for at få ham til at uddybe. Det ville han gerne.

”Det gælder jo for alle konvertitter, at de ofte er de mest nidkære i deres tro. Det er er de af forskellige årsager. Ofte vil de vise over for det nye trossamfund, at de tager det alvorligt,” siger Alex Ahrendtsen.

Ligefrem til skade for folkestyret?

”Islam har jo en indbygget voldsproblematik, som kan tiltale nogle.”

Er du sikker på, at det er noget særligt muslimsk? Men man ser jo også for eksempel buddhister og kristne begå voldelige handlinger.

”Der er den skærpelse i islam, at religionen i visse tilfælde opfordrer til vold.”

Når du siger rettroende, mener du vel yderligtgående og ekstremister. Hvorfor kalder du dem for rettroende muslimer?

”Islam er en lovreligion. De rettroende er dem, der følger Koranens bogstav i tykt og tyndt.”

Men hvor ved du det fra? Hvor orienterer du dig om islam henne?

”Jeg har et sidefag i religionshistorie, og så har jeg selvfølgelig læst islamisk historie,” siger Alex Ahrendtsen. Han forklarer i øvrigt, at han læst Koranen på dansk, tysk og engelsk, fordi han gerne ville sammenligne udgaverne ”for at se, om det virkelig er det, der står.”

Adgangsbillet til et ‘victimhood’

Så er der også debattøren Poyâ Pâkzâd. Han 32 år, tidligere politisk kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke og befinder sig i øvrigt politisk meget langt fra Dansk Folkeparti. Han skrev i maj et opslag på Facebook, hvor han luftede det, han kaldte ”en ret personlig fordom” over for konvertitter. Det er morsomt, men også spiddende.

Efter at have taget alle de forbehold, man kan, berører han i teksten nogle ting, som generer ham ved visse konvertitter: ”De kan tage ‘klædedragten’ på, tilegne sig gruppesproget og dialekten, og vupti, så er de undertrykt af ‘racisme’ og ‘diskrimination’ i samfundet. Det er en adgangsbillet til en slags victimhood; til et fællesskab.”

Pâkzâd synes, at det at konvertere til islam for en etnisk dansker lidt er ”at tage pis på folk”. Han anerkender dog, at der kan ligge en lang række ægte personlige motiver og årsager bag beslutningen. Men:

”Der findes folk derude, som reelt føler sig – og reelt bliver – diskrimineret. Som oplever, at de og deres forældre bliver set skævt til, mens de går på gaden,” og som ”skammer sig over eller er kede af deres udseende”, fordi ”de er genstand for normativt lyshudede skønhedsidealer.”

Og så kommer der altså ifølge Pâkzâd nogle danskere, som ”synes, at den struggle, som muslimer og ’brune’ gennemgår, bare er så fed, at det må de simpelthen være en del af. Som synes, at aggressive, hærdede og surmulende Amir og Aminah er ‘seje’. Som har brug for opmærksomheden… Og som derfor ender mere radikale, mere fundamentalistiske, mere nøjeregnende i deres tro, og mere socialt kontrollerende.”

Poyâ Pâkzâd slutter sit bevidst polemiske indlæg af med at henvende sig direkte til de konvertitter, han sigter til: ”I irriterer mig. I gør mig rasende.”

Ind i fællesskabet

Føljeton kontakter en konvertit. Ikke en af de nye og unge, men en der tog springet (eller hvad man skal kalde det) for mange år siden. Hun var en af de første i Danmark. Saliha Marie Fetteh, 54, er muslim og ekstern lektor på Syddansk Universitets Center for Mellemøststudier. Hun er født i Skagen og voksede op i en familie, hvor religion ikke var noget, man gik op i. Da familien flyttede til Vollsmose, fik hun nogle veninder af pakistansk og tyrkisk herkomst, og på den måde blev hun interesseret i islam.

Vi spørger hende, hvad hun tænker, når hun hører Alex Ahrendtsens holdning om, at konvertitter er de mest nidkære i deres tro.

”Hvor ondt det end gør mig i mit hjerte, så må jeg give ham ret i det,” siger hun og uddyber: ”Fordi du skifter din tro, behøver du ikke skifte din kultur, og det gør mange helt unge. Som jeg plejer at sige, så bliver de sådan nogle skabsarabere, og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt.”

Men Alex Ahrendtsen siger også, at de muslimer, som jeg for eksempel opfatter som fundamentalister, i virkeligheden er de rettroende.

”Der må jeg sige, at så siger han jo nøjagtig det samme som ekstremisterne. Ekstremisterne siger, at der kun er en måde at være rettroende på, ikke? Alle andre er forkerte. Det holder jo ikke.”

”I bund og grund formår de fleste med muslimsk baggrund at leve efter dansk lovgivning og har det godt med det.”

Hvad siger Saliha Marie Fetteh så til Poyâ Pâkzâds rant på Facebook?

»Jeg kan godt forstå det, han skriver,” begynder hun og læser lidt op for sig selv i den anden ende af røret. ”Huha. Ja. ‘I irriterer mig. I gør mig rasende’. Åh ja, Poyâ. Han er rigtig faret i blækhuset her… Han skriver også, at det er en adgangsbillet til et fællesskab. Det synes jeg er interessant. Fordi det med fællesskabet, tror jeg, spiller en stor rolle for mange unge, der konverterer. De kommer ind i et kæmpe kæmpe fællesskab.”

Han skriver også, at konvertitterne føler sig diskrimineret…

”Det synes jeg egentlig også, at han har lidt ret i. Man bliver jo diskrimineret, hvis man bærer niqab eller skiller sig ud. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, for når man adskiller sig så fundamentalt via sin påklædning, når man går på gaden, så må der jo komme en reaktion. Du kan sammenligne det med, hvis der går en pige ned ad hovedgaden i lårkort i Yemen. Det ville bringe hende på forsiden af avisen. Men det er nogle ting, jeg synes, at vi skal tage diskussionen omkring.”

Den korantro tilgang

Saliha Marie Fetteh fortæller, at hun konverterede og meldte sig ud af folkekirken, da hun var 18-19 år, og i de følgende år levede hun nogenlunde sit liv ”som en almindelig ung kvinde”. Hvis man var muslim i Danmark dengang fejrede man eid, man fastede måske, man undlod at spiste svinekød, nogle gik med tørklæde, andre gjorde ikke osv.

”Den tendens, vi ser i dag, hvor nogle har en meget korantro tilgang til tilværelsen, var der sket ikke dengang.”

Du er en af de relativt tidlige konvertitter i Danmark. Er der noget, du synes har ændret sig i forhold til at det at konvertere?

”De unge i dag tager den mere traditionelle islam til sig – for eksempel det med at gå i niqab og dække ansigtet. Vi har jo det udtryk i Danmark, at man bliver mere katolsk end paven. Jeg ved ikke, om de vil bevise noget over for andre muslimer, eller om de skal bevise noget over for sig selv. Det er, som om det ekstreme tiltrækker dem.”

Aya Amal, der var i Deadline med Martin Krasnik, var så helt tildækket.

”Der er heldigvis ikke så mange, der går med niqab. Jeg tror, vi har to her i Odense, Der var tre, men den ene har taget den af igen. Hun blev også lidt ældre og begyndte at uddanne sig.”

Saliha Marie Fetteh slutter:

”På profetens tid – hvor mange kvinder, tror du, rendte rundt i sådan et kostume? I Mekka? I varmen? Jeg ved ikke, hvor de har det fra. Der står jo ikke noget i Koranen om, at du skal dække dit ansigt. Et andet problem, synes jeg som dansker, er, at det passer ikke ind i det samfund, som vi lever i her. Nogle gange må man også prøve med lidt kulturforståelse og forsøge at tilpasse sig. Det er jo ikke svært at være muslim i Danmark; du kan få det kød, du skal spise, der er moskéer hvor du kan bede, du kan holde din faste, du kan holde din eid, du kan give dine børn de navne, du har lyst til osv. Selvfølgelig er der nogle gange en tendens til, at der bliver pisket en stemning op i forbindelse med terroranslag. Men i bund og grund har vi det jo godt i Danmark. Ikke?”