Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Det har været en god uge for fremmedfjendskheden i Danmark. Okay, den tager vi lige forfra: Det har været en god uge for bekæmpelsen af fremmedfjendskhed i Danmark. Mandag meddelte regeringen og finanslovens støttepartier, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne, at man vil bruge en endnu uspecificeret mængde penge fra finansloven 2022 på en handlingsplan mod racisme. Tirsdag præsenterede regeringen og formand for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, en handlingsplan mod antisemistisme. Og fredag annoncerede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at man nedsætter en kommission til bekæmpelsen af social kontrol.
Halleluja, racismen er aflyst og sociale gnidninger er snart en saga blot. Okay, vi ved godt, du er for gammel i gårde til at drage dén konklusion, men når man kigger på regeringens plan for bekæmpelse af jødehad i Danmark, er der faktisk grund til optimisme. Den er udformet i samarbejde med det berørte minoritetsfællesskab, den understreger vigtigheden af uddannelse og forebyggelse, og retorisk lægger den ikke fingre imellem; antisemitismen findes i Danmark, og den skal bekæmpes.
Helt så herligt ser det dog ikke ud, når det kommer til handlingsplanen mod racisme. Bevares, indholdet er ikke på plads endnu, men at dømme ud fra aftaleparternes indledende danseopvisning, er der ikke grund til uforbeholden optimisme: Det er meget svært at få regeringen til at sige, hvem man vil beskytte – og mod hvad. I pressemeddelelsen nævnes hadforbrydelser igen og igen, men som en anden Lord Voldemort er racismens udøvere og ofre blevet dem, der ikke må benævnes.
Kigger man på tallene, taler de imidlertid deres tydelige sprog. Langt de fleste religiøst motiverede hadforbrydelser i Danmark bliver begået imod muslimer. Af de 180 episoder, der blev indberettet i 2019, havde 109 af dem muslimer som ofre. Når de som gruppering ikke nævnes med et ord i udkastet til handlingsplanen, ser det altså ret besynderligt ud. Noget kunne noget tyde på, at man har en ekstra høj smertetærskel for, hvad man vil lade lige netop dén minoritet finde sig i.
Skyggeracisme
Mens vi har den røde kuglepen fremme, er det i øvrigt værd at bide mærke i, hvad det er for en slags racisme, regeringen og dens støttepartier ønsker at komme til livs. Hadforbrydelserne går som sagt igen, ligesom justitsminister Nick Hækkerup (S) peger på en styrket indsats hos politiet og i anklagemyndigheden. Med andre ord: Der skal slås ned på de brodne kar, der forplumrer samfundet med overgreb. Det må man jo sådan set ikke være uenig i, men nu er vold bare langt fra den eneste form for racisme, muslimer og personer med mellemøstlig baggrund udsættes for.
Nok vil man uddanne politiet til at spotte en hadforbrydelse, men vil man fjerne visitationszoner og dobbeltstraf i såkaldte ‘ghettoområder’ – lovgivning som højner risikoen for etnisk profilering? Vil man standse nedrivningen af boliger i Vollsmose; en nedrivning der begrundes med, at den etniske sammensætning i området er for ‘udansk’? Vil man holde op med at tale om parallelsamfund, når meget tyder på, at den sociale mobilitet er overordentligt sund i de stigmatiserede boligområder, som sociolog Aydin Soei har påpeget? Med andre ord: Når politiet er færdig med at bekæmpe slagsbrødre, vil vi som samfund så vende blikket mod den strukturelle racisme? Vil regeringen?
Så længe diskriminerende lovgivning ikke nævnes med et ord, virker en handlingsplan mod racisme som lidt af en gratis omgang for regeringen og dens støttepartier. Omvendt kan vi godt se, at det ville koste Socialdemokraterne dyrt at skulle udarbejde en handlingsplan mod sig selv. /Asta Kongsted