Hvem?
Rune Lykkeberg Nielsen (f.1974). Afgående kulturredaktør på Politiken, i denne uge udnævnt som ny chefredaktør på Dagbladet Information. Indledte sin karriere ved Månedsmagasinet Press, men fra 2001 ansat ved Dagbladet Information. Først som kulturjournalist, siden som både redaktør for kultur og weekendsektionen Moderne Tider og som redaktionschef. I 2013 blev han ansat som kulturredaktør på Politiken. Har desuden udgivet de skamroste og prisbelønnede bøger Kampen om Sandheden og Alle har ret, som vel kan betegnes som et par analytiske debatbøger om dansk politik og demokrati. Litteraturprofessor Hans Hauge har kaldt ham ”en ny Villy Sørensen” og Bent Blüdnikow ”en ung begavet og muligvis venstreorienteret skribent”, mens Klaus Rifbjerg havde det lidt sværere med ham og i et bittert opgør kaldte ham for ”Bidesilden Lykkeberg”. Vist nok med henvisning til Lykkeberg Sild, som faktisk er familiært forbundet til Rune Lykkeberg, men ikke i første linje.
Hvorfra?
Da Rune Lykkeberg var nytiltrådt kulturredaktør på Politiken, skal en af hans journalister have spurgt ham, hvad hans forældre lavede. Hans mor havde været lærer og hans far ansat ved politiet, lød svaret, og det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt sandt. Rune Lykkebergs mor var gymnasielærer og hans far juraprofessor med en baggrund som politifuldmægtig.
Den lille versionering af hans egen baggrund beskriver meget fint hans lidt anstrengte forhold til socialklasser. Rune Lykkeberg kan vel godt beskyldes for til tider at have snobbet nedad. I hvert fald er han beviseligt ikke skyld i det modsatte, med sine alenlange analyser af Medina-tekster, Klovn-afsnit og en nærmest pinagtig afgudsdyrkelse af den tidligere lidt kraftige brasilianske fodboldspiller Ronaldo og svenske Zlatan Ibrahimović. Og så selvfølgelig AGF.
Han er opvokset i det mondæne Risskov ved Aarhus, og han har næsten gjort sine studier i filosofi og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet færdige. Flere kollegaer har ellers opfordret ham til at have noget at falde tilbage på. Nu er han så faldet tilbage på Information, hvor han var en populær redaktør i 12 år før han i 2013 kom til Politiken.
På Politiken gjorde han som tæt makker til den ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard en forskel i hele avisens position i ytringsfrihedsdebatten og muhammedkrisen, der indtil det punkt var tegnet af Thøger Seidenfadens undskyldninger og fordømmelse af Jyllands-Posten. Det har aldrig været Rune Lykkebergs linje, og gennem flere interviewserier om demokrati med blandt andre Flemming Rose og kommentarer på kultursiderne rykkede han avisens generelle ståsted i sagen uden dog at flytte alle avisens kommentatorer. Også blandt medarbejderne på Politiken var Rune Lykkeberg en meget populær skikkelse, hvilket blev tydeligt på de sociale medier, da det i denne uge kom frem, at han forlod Rådhuspladsen til fordel for Sankt Annæs passage og Dagbladet Information.
”Ingen over, Ingen ved siden af Rune Lykkeberg,” skrev bladets hofinterviewer Niels Thorsen, mens Ditte Giese skrev ”Rune L er den bedste redaktør, jeg nogensinde har haft. Han løfter alle, gør alle bedre, klogere, skarpere og er samtidig god til at agere over-jeg i redigeringen. Det kan sgu kun gå nedad herfra.”
Hvorhen?
Tonen var til gengæld en anden på Information, hvor der blev råbt ”Kongen er tilbage” gennem gangene, og hvor medarbejderne tog imod ham som en hjemvendt søn med tårer i øjenkrogene og stående applaus. Alt sammen i øvrigt helt og aldeles bogstaveligt. Her havde man lige sagt farvel til Christian Jensen, der nu skal være chefredaktør på Politiken i stedet for Bo Lidegaard. Men ved nyheden om Rune Lykkebergs hjemkomst synes tabet af Jensen at være mere eller mindre glemt på modstandsavisen.
Rune Lykkeberg overtager en avis, der ikke styrtbløder, hvilket jo ikke lyder specielt flot, men omvendt er det lidt af en bedrift i et marked, som kun er gået nedad de sidste mange år. Udfordringen for ham bliver som resten af landets chefredaktører at få økonomien vendt, læserne til at blive og helst begynde for alvor at betale for digitalt indhold. Det er en stor mundfuld. Selv for en søn af en politimand, eller hvad han er.
Forresten
Har han ekstremt tørre hænder, en dyb kærlighed for NBA-basket og har sorteret hele Per Højholts personlige bibliotek.